Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Bevægelsen i det stillestående – Stilleben i Vrå

Uncategorised Posted on Sun, October 13, 2019 10:45:05

Bevægelsen i det stillestående
Trykt i NORDJYSK den 9. oktober med fire stjerner ud af seks
”Stilleben”
Kunstbygningen i Vrå
Indtil den 10. november

De gammel kendte og etablerede kunstnere, hvoraf nogle er afdøde, møder de unge, på efterårets store udstilling i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen. Og generationerne mødes i det klassiske tema “stilleben”, der helt tilbage fra Old Ægypten og via renæssancen, handler om at man i opstillinger af genstande, kan se livet, både i al dens herlighed, men også i dens forkrænkelighed. Og det er det der på færde i dette møde, hvor denne gamle tradition er eller har været vigtig. Og det er kvinderne, der trækker længst i og fra traditionerne, som når Amalie Jakobsen (f.1989), viser sine stramme geometriske skulpturer, der refererer til minimalismen, men samtidig repræsenterer noget helt nyt. De bøjede plader er dansende og meget sanselige. Anne Torpe (f. 1981) har kraftfulde farver på papstykker, der er lagt ind over hinanden, så brudflader og kontakter opstår som historiske lag i en fortælling. Anne Aarsland (f.1976) viser mønstre i mørke og lyse farver, som var det en ren opstilling af meditationer. Agnete Bertram (f. 1983) trækker traditionen langt med sine nyfortolkninger, hvor af det ene er en hilsen til Svend (Engelund) i stramaj. Et værk, der stiller stilleben på nye ben og så er, som værket Blixen efter en af baronessens blomsteropstilling, er bevægende og forfriskende.
På herresiden er det maleriet, der er det gennemgående. Det er for det meste klassisk ligesom udstillingens ophængning er det. Og både Poul Winther (1939-2018) og Svend Engelund (1908-2007) er med, samt Henrik Have (1946–2014) og Emil Gregersen (1921-1993). Mest markant er dog to mindre værker af Mogens Gissel (f. 1941), der i sin kubistiske stil og med udflydende konturstreger, både åbner og lukker rum i sine enkle motiver. Her mærkes livet, om end det står stille.
Af de yngre bør nævnes dansk-iranske Farshad Farzankia (f. 1980), der arbejder med en ekspressiv figuration, og dejlige klare farver og inddrager referencer til sin iranske baggrund. Australieren Jordy Kerwick (f. 1982), viser ekspressive opstillinger med vaser, blomster og cigaretter, og mindelser om Tal R, der er også henvises til, opstår nemt. Rene Christensen (f.1980) trækker på antikkens vaser og lægger neonfarver på og lægger en graffiti-verden ovenpå, så der både er nærhed og distance i de gamle græske krigsscener.
Rene Holm (f.1967) bygger sine scener udenfor, og grene og andet lægges på, så de ellers flade lærreder bliver til 3d og giver en kukkasseoplevelse, så man lige står og belurer nogen, der på en eller andet måde er udenfor og måske udsatte.
Simon Ganshorn (1985) viser en art selvportræt i værket ”Den dumme maler”, hvor spørgsmålet om subjekt (maleren) og objektet (kunstværket) er adskilt, eller er det én og samme ting. Svampebob firkant er med i det svar, som både vibrerer, og er på vej.
Alle værkerne er ganske vist genremæssigt stil-leben, men der er i høj grad også bevægelse i de viste værker og det er især liv i det stillestående, der tydeligt står frem i de opstillede ting og sager, mønster og farver, så levet liv er det, der lige nu kan ses i Vrå.
Troels Laursen

Faktaboks:
De udstillende kunstnere er: Poul Winther, Svend Engelund, Jordy Kerwick, René Holm, Farshad Farzankia, Anne Aarsland, Agnete Bertram, Justin Lee Williams, Anne Torpe, Amalie Jakobsen, Simon Ganshorn, Rune Christensen, Mogens Gissel, Henrik Have og Emil Gregersen.



Johannes Larsen i Grønland

Uncategorised Posted on Tue, October 08, 2019 18:24:37

Fuglemaleren i Grønland
Trykt i NORDJYSKE den 7. oktober med fire stjerner ud af seks
Klar blaa Luft, let Bris fra N
Malene Linell, Theis Vallø Madsen, Jens Gregersen
352 sider, rigt ill.
Pris. 300,- kr
Strandberg Publishing

Johannes Larsen (1867-1961), som var en af hovedskikkelserne i malergruppen Fynboerne, og har i kraft af sin sans for at formidle fugle, opnået en særlig position i dansk kunsthistorie.
Disse dagbøger fra 1925, hvor han er med Eiler Lehn Schiøler, Henning Scheel og Finn Salomonsen på ekspedition til Vestgrønland, og hvor Larsens opgave var tegne de grønlandske fugle til et bind af Danmarks Fugle. Ud over turens strabadser, livet ombord på ekspeditionsskibet med søpapegøjefrikadeller
Eller en anden dag, hvor middagen, på land, stod på først risengrød og så ” stegt Finhval med brunede Kartofler og Tyttebær”.
Iagttagelser af lokalbefolkningen og deres interesse i disse sær mand fra syd er med, måske fordi ordet kunst på grønlandsk: Eqqumiitsuliorneq, direkte oversat, betyder at lave noget mærkeligt
Bogen er fyldt med flotte, og godt gengivne, tegninger af fugle og situationer på rejsen, og som er med til, at gøre bogen så læseværdigt.
Og ud af det hele bliver der samtidigt tegnet et fint portræt af fuglemalerens væsen, som når han noterer, at han ”generes af Myg og Mangel paa Viskelæder”.
Han var en fin iagttager, der registrerede alt, hvad han oplevede: Fugle, isbjerge, tørvehytter, mennesker blev skildret med blyant og tusch og akvarel. Og vejret er beskrevet, men også stemningen og farverne i vejret beskrives, som ”Havbleg Fjerskyer i N”.
Bogen sætter indledningsvist Larsen kort og præcist ind i en kunstfaglig sammenhæng Og dagbogen fortæller om et sjovt møde, set i bagspejlet, med polarforskeren Einar Mikkelsen, der var født i 1880 i Vester Brønderslev (Død i 1971), der får en adoptivsøn ved navn, Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), som Larsen ved et tilfælde, kom til at se meget mere til senere i livet, da Havsteen-Mikkelsen som 18 årig flyttede til Kerteminde for at lære af fuglemaleren. Det er til gengæld ikke meget, om noget, der skrives om tankerne hjem over til de kære i Kerteminde. Dog beskrives en jubel scene, da de hjemadgående, runder Kronborg og en lodsbåd, bringer hustruerne ombord, så lyder det: ”Alle Mand på Dækket, nu kommer Pigerne”. Og mændene er, som han skriver, både barberet og pyntet.
Ekspeditionens leder Scheel efterlod sig sin beretning fra turen, hvorfra der bringes citater, så læseren får mulighed for at ”opleve” rejsen med to forskellige vidnesbyrd fra den samme rejse.
Bogen er 3. bind i Ny Carlsbergfondets skriftserie Kilder til Dansk Kunsthistorie, et digitaliseringsprojekt af samme navn. Skriftseriens første to bind udkom i 2018 og præsenterede henholdsvis Elisabeth Jerichau Baumanns breve og Johan Thomas Lundbye dagbøger. Dette og mere er tilgængeligt på guldgrubben: www.ktdk.dk, hvor man, ganske gratis, også kan finde mere om Fynbomalerne og brev fra brygger Jakobsen.
Denne trykte udgivelse, er både for den der elsker, kunst, fugle og Grønlandsekspeditioner.

Troels Laursen



Jacob Rantzau “So far away” i Hjørring

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:38:31

Langt ude og langt inde
Trykt i NORDJYSKE den 29.september med fire ud af seks stjerner
So far Away – Jacob Rantzau
Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Billedkunstneren Jacob Rantzau (f. 1973 i Aalborg) er kendt af det nordjyske kunstpublikum, lige fra hans optræden i Ålborg gallerierne Provence og Wolfsen, og de senere år på Skagens Museum og Vendsysselkunstmuseum. Og selvom hans univers har bevæget sig fra Rembrandt og en Clair-obscur- teknik, hvor kampen mellem lys og skygge altid er tilstede i belyste og skyggefulde partier til et mere Skagensagtigt lettere belysning og reminiscenser af Poul Anker Bech’s himmelhvælv, så er han umiskendeligt sin egen og han kan det han gør.
”So far Away”, som er udstillingens dobbelttydige titel er Rantzaus første større soloudstilling i 5 år. Og den er tænkt ind i rummene og til museet i Hjørring. Baggrunden er af Rantzau så at sige fik nok af sig selv og måtte i gang med at male på ny. Og hans arbejdsproces belyses i et særskilt skitserum på 1. sal med hundredvis af arbejdsskitser og forarbejder samt tilblivelsen af værket ”So far away” i filmen af samme navn, produceret af instruktør Martin Strunge og med lydunivers af Simon Kringel fra Unmute. Skitserummet er et sandt raritetskabinet for tegnenoter og farveprøver, og skitser af det der vises nedenunder og ting, der ikke er direkte med. Rummet og den timelange film, kan med fordel besigtiges efter man selv har set hovedudstillingen. Rantzau er meget direkte sin teknik og ikke mindst i sine udtryk. Og titlerne skære det sidste ud af værkerne, så man ikke er i tvivl om hvad han vil. Det er både en styrke, men det er også en stor svaghed, for det lukker værkerne ned for beskueren, inden beskueren selv kommer til. De bliver en anelse fjerne og uvedkommende af dette direkte udtryk, som om at kunstneren har så meget på hjertet, at han frygter vi ikke fanger budskabet. Og hvad er det så han vil fortælle, ja om menneskelivet og ikke mindst vores aftryk på hinanden vi vore relationen og i naturen og i os selv. Og hvad mere eller der ellers, der er værd, at beskæftige sig med? Han går i kødet på os. Direkte og med blikke, der ser lige på os og ofte igennem os. Dramatisk og en smule følelsesfuld, der både skaber en afstand og et intens nærvær. Og et gennemgående tema i udstillingen er tidens krav og søgen efter informationer, som er mere underholdning, end kommunikation og aldrig relations bundne. Og ikke mindst fænomenet FOMO, som kan oversættes til: ”angsten for at gå glip af noget” og som bevirker vi altid er på – eller online, som det hedder. Der er ingen pauser, eller helle. For nogle år siden flyttede Rantzau med familien på landet ved Horsens og gradvist har landskabet gradvist fået mere fylde i hans værkers motiver og dermed også samspillet mellem menneske og natur. I takt med motivets udfoldelse indføjer sig også referencer til klimadebatten og de globale udfordringer verden står overfor. Det inderste rum i udstillingen, er at betragte som en installation med kæmpe værker på væggene og en udbrændt jolle, der er standet, i midten, omgivet at få forpjusket strå og måger med fodlænker. Væggen bærer et stort værk, hvor en mand, med synet fæstnet mod agter, mens bagbord brænder, er et portræt af det moderne menneske, der både brænder sine broer bagud og som ikke ænser egen baggrund og tilhørsforhold, men bare vil frem ad, selvom det hele brænder omkring ham. Det er voldsomt og en anelse overtydet og bliver derfor ikke hel så farligt, som budskabet egentlig er. Modsat er endnu et kæmpeværk, hvor en mand desperat forsøge at holde en flok fugle i liner, enten for at styre dem, som et billede på menneskeheden, der vil herske over naturen og udnytte den til egen fremdrift. De to store værker, viser en kunstner, der behersker sin pensler og kender sine virkemidler.
Udstillingen indledes med portrætserien på 26 værker, der bærer titlen ”Verdens lykkeligste land”, og henviser til at Danmark flere gange netop, har modtaget denne titel. Her konfronteres beskueren med bredt smilende mennesker, der vil en det godt. De er i deres enerverende tilstedeværelse og samtidig synes fraværende, for portrætterne, er sine steder meget detaljerede og præcise, så selvom man ikke kender dem, der portrætteres, så er de dog genkendelige, men for det meste, så sker der noget med deres ene øje og med lyset. Øjnene er nærmest kræset ud eller overmalet med tyk oliemaling, så de på nærmeste går i opløsning i den ene side af ansigtet og bliver abstrakte malerstrøg. Mørket bag lyset, det ulykkelige bag lykken bobler frem.
Et stort selvportræt ”Kill your darlings” (fra 2017-18), byder velkommen og straks er tonen sat. I fingrene holder kunstneren, der står i vand til knæene, to hoveder, portrætter af sig selv. Og fortæller, at han nu går i gang med at skære det væk, der står i vejen for kunsten, inklusiv ham selv. Det er et prisværdigt ærinde. Nemlig, at vise os dilemmaet mellem at give slip og holde fast i alting, på én og samme tid. Og det er dette dilemma kunstneren selv kæmper med, set herfra, i al hans kunnen, at give slip på selv samme kunnen og så give slip på fortællingen, så den flyver friere og højere. Og med denne udstilling, der både er langt ude og langt inde, er han allerede langt på den rejse, hvor vi kan forvente mere.
Udstillingen er et af de bedste bud på, det du skal se, lige nu, her i det nørrejyske. Rantzau kan male, men vurder selvom om han rammer hel i plet med sit ærinde om at give slip og holde fast. Og så er diskussionen i gang og det vil sikkert fryde manden, der har en pointe, bag det hele.
Troels Laursen

Faktaboks:
Igennem de senere år har Jacob Rantzau opholdt sig på en række museer, heriblandt Skagens Kunstmuseer og Brandts, Odense, hvor han på stedet har studeret værker af malere som P.S. Krøyer (1851-1909) og H.A. Brendekilde (1857-1942), og under et ophold i Vendsyssel Kunstmuseums kunstnerbolig og -atelier i 2017, Poul Anker Bech (1942-2009).
For Rantzau har studieopholdene været en pause – et mellemrum, hvor han har fordybet sig i processen – både i de studerede kunstneres og sin egen. Det er kendetegnende for Rantzaus arbejde, at han kontinuerligt udfordrer både sig selv, sit maleri og beskueren – og med udstillingen So far Away føjes der endnu et lag til Rantzaus kunst.
I forbindelse med udstillingen udgiver Vendsyssel Kunstmuseum et rigt illustreret katalog, indeholdende ateliersamtaler med Jacob Rantzau ved museumsdirektør Sine Kildeberg samt klimadebattør og forfatter Asger Naruds artikel ”Jo, lille Danmarks indsats nytter noget. Faktisk kan den gøre en verden til forskel”, som i ord kredser omkring de samme tanker og temaer som Jacob Rantzau udtrykker på lærredet.



Asger Jorn og Gotland

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:32:12

Jorn og Gotland
Trykt i NORDJYSKE den 22. september med 4 stjerner ud af seks
Asger Jorn og Gérard Franceschi på Gotland
Af Lars Morell
Forlag: Asger J’s venner
www.asger-js-venner.dk
62 sider, ill.
Pris 200,-kr

Bogen, springer lige på og hårdt, uden nogen indledende falbelader og straks er vi med på Jorns rejser på Gotland, eller rettere med ind i det store projekt han og den franske fotograf Gérard Franceschi, der skulle blive til bøgerne om den nordiske folkekultur: 10.000 års nordisk folkekunst. Og selv om øen, indgik i en lang og stor plan og at få dokumenteret og vist den nordiske folkekunst, så fik stedet også så stor betydning for Jorn, at han i 1971 ønskede at hans aske skulle sættes ned på Grötlingbo Kirkegård, hvad det er i dag og senere er der kommet en skulptur af Jorn selv på gravstedet, sat i værk af sønnen Ib Jorn.

I 1961 oprettede Jorn ”Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme”, som blev kulminationen på hans interesse for folkekulturen og arkæologien. Instituttet i Silkeborg skulle bestå af en fotosamling og et bibliotek og være et verdens- og videnscenter for uafhængig nordisk billedforskning. Instituttets største enkeltopgave skulle være denne udgivelse af en bogserie på 32 bind om nordisk folkekunst og dermed være et alternativ til den eksisterende kunsthistorie. Jorn ansatte Franceschi til projektet, og de rejste rundt i Skandinavien for at fotografere kunst fra forhistorisk tid og frem. De nåede at tage over 25.000 fotografier, som i dag befinder sig i Museum Jorns arkiver. Et store projekt, som aldrig blev færdig realiseret. 7 bind ud af de 32 planlagte blev udgivet. Bogen er et led i udgivelser om Asger Jorn og de steder han har været og ikke mindst arbejdet, fra Læsø til Italien og Frankrig og nu altså Gotland. Og også denne gang er Morell den kyndige guide, med overblik, der viser rundt og folder ud, med både indsigt og udblik. Bogen har et af optryk af sider fra Franceschis dagbog, som gør det muligt at følge i fodsporene på maleren og fotografen. Bogens tegner et helt nyt billede af samarbejdet mellem de to, der begge var kunstnere på deres felt og deres rejse i 1964. Der er omkring 90 kirker på Gotland, men de to vidste på forhånd, hvad de ledte efter, og gik målrettet efter bestemte kirker på den sydlige del af øen. Mange af dem har romanske stenrelieffer, som forestiller jagtscener, og Jorn mente, at reliefferne knytter sig til sagnet om kong Didrik og den tilhørende billedtradition, som Jorn senere skrev bogen ” Folkekunstens Didrik” om. Bagrunden for det store bogværk, der skulle udgives efter Jorns ide, handlede om at Jorn mente, at det er et særtræk ved nordisk kultur, at den aldrig har været dirigeret af en centralmagt, men altid har været en folkekultur, og meget på linje med kulturideen om folkekunst og kirkebyggerier, som forfatteren Martin A. Hansen og billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, ville vise i deres kirkerejser og med bogen ”Orm og Tyr” ti år tidligere. Desuden var Jorn optaget af, at den nordiske kultur ikke har efterladt sig store monumenter, men snarere har stået lidt gemt af vejen ude til siden. Han følte sig tiltrukket af dette, fordi det var på præcis samme måde, han selv arbejdede. Og til dette kæmpearbejde skulle fotografen Franceschi dokumenterer det hele miniøst, Gérard Franceschi (1915 – 2001). Han var cheffotograf på Louvre, da Jorn fik øje på hans billeder til en udstilling i Paris, som viste billeder af kunst og skulpturer fra en gammel kirke. Franceschi blev så betaget af Jorns planer, at han opsagde sit arbejde på Louvre og rejste til Danmark med Jorn, Jorn var overbevist om, at den franske fotograf med datidens teknologi kunne dokumentere ældgammel kunst, før den forsvandt og blev glemt. Franceschi opholdt sig i flere måneder på Færøerne i 1969, hvor han tog billeder til bogen ”Færøerne, de magiske øer”. Og om denne mand, erfarer man, ved dagbøgerne, at han var en meget pertentlig og systematisk person, og at det har været et umage par de to, fotografen og kunstneren. Bogen kommer ned i detaljen og indeholder fotos af værker, som Jorn lavede undervejs og åbner op for en ny vinkel på Jorn og hans virke, som Lars Morell virkelig har gjort til sit adelsmærke.
Og vi venter så bare i spændingen på de næste.
Troels Laursen



Det genkendelige i det fremmede

Uncategorised Posted on Fri, September 06, 2019 17:19:29

Det genkendelige i det fremmede

Trykt i NORDJYSKE den 5. september med fem ud af seks stjerner

GRØDE

Kunstbog af Signe Parkins

Forlaget Uro

Sider: 362, med 179 tegninger

Pris: 325,- kr

I 2018 vandt Signe Parkins (f. 1979) ”Pingprisen” for årets bedste tegneserie og er måske mest kendt for netop det, men hendes værker er mere end billedfortællinger, de er også enkeltstående kunstværker, med dybde, smerte og meget humor.

Forlaget Uro, der står bag denne udgivelse, er et fem år gammelt enkvindesforlag, der knytter en grafisk tråd i udgivelserne, der binder dem sammen, og desuden en lyrisk åre, samt en feministisk og repræsentationsorienteret ånd.

Og selvom man kan mene at også her er tale om et feministisk udgangspunkt og vinkel på tilværelsen, hvor manden måske kun medvirker forklædt som en pølse, så er det alt sammen nu almen genkendeligt og på tværs af aldre og køn og kan altså også ramme en halvgammel mandlig anmelder lige ind i eksistensen.

Det er genkedeligt, om end flere af værkerne er fremmede i deres både surrealistiske motiver og spiller på det ubevidste og med følelser i fuld flor. Kvindekroppen er i centrum og naturens biologi i kvindekroppen flyder ind og ud af hinanden og åbner op for en forståelse af mennesket (her tænkt, uden bestemt køn) som uadskilleligt fra de vækstformer, som vores verden, biologien, fysikken og kemien også består af.

Kunstværket, som bogen egentlig er, består af 179 tegninger, der både kan ”læses” som en lang fortælling, men som også kan ”ses” som en række enkeltstående værker, der udtrykker det samme med meget forskellige indsigter og virkemidler, og Parkins behandler, med en fin tynd tuschstreg, det svært tilgængelige og fremmede, men også politiserede emner som identitet, krop, grænsedragninger, og moderskab. Kroppen antager arkitektoniske former og bliver i bogstavligste forstand til de rum hvori der næres omsorg for børn og ældre, og reproduktion, her kvindens krop, der kan forandre sig under og efter en graviditet og fødsel, der vises som et slid, og det hele undersøges ganske smertefyldt, og grotesk med mange kropsåbninger, men også sart og med stille boblende humor. Og titlen handler om at udforske og undre sig og se på det, der er i sin spæde vorden. Og deri menneskelivet, som en af klodens arter.

Hovederne er oftest små og tanketomme, mens kroppen, fysikken, fylder det hele. Mennesket er ren biologi og kun reproduktionsmaskiner. Eller er det? Tegninger udtrykker også en stor fællesskabsfornemmelse, et skæbnefællesskab, som er håbsgivende og så udfolder sig smuk, så alle de kroppes formationer kan ligne blomster, der springer ud og grøden folder sig ud. Det er mere at sige om mennesket end at det er kød og væsker, det er også andet, og det andet er det måske først nu ved at få øje på.  Her ligger der både politisk og samfundsmæssigt kritik, det er, ikke bare kønspolitiks kunst, men samfundskritik under et. Et opgør med præstationskulturen og vores såkaldte antropocentriske kultur, hvor mennesket betragter sig som skabelsens formål og altings mål. Her løftes blikket fra menneskets egen navle. Og det sker i kærlige relationer. Det er så fint og nænsomt gjort og alligevel med stor vid og bid.

Kunstkritiker Rebekka Laugesen skriver, bagest i bogen, en fin lille introduktion til kunstneren og får dermed sat hende ind i kunsthistorisksammenhæng.

Det er et flot værk, med grøde i, men som så sandelig også er i fuld flor og hel modent.

Troels Laursen



Læsø Museum og de frivillige

Anmeldelser Posted on Sat, August 31, 2019 10:32:57

Levende
Læsø-fortællinger

Trykt i NORDJYSKE den 29. august med fem ud af seks stjerner

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Levende
Læsø-fortællinger

¤¤¤¤¤-
(fem ud af seks stjerner)

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk



Jan Danebod og Peter Olsen i Kunsthal Nord

Anmeldelser Posted on Wed, August 21, 2019 12:35:01

Er det kunst?

Trykt i NORDJYSKE den 20. august med fire ud af seks stjerner

Provisorisk landskab

Af Jan Danebod og Peter Olsen

Kunst Hal Nord, Nordkraft, Aalborg

Indtil den 20. oktober
(foto: Niels Fabæk/Kunsthal Nord)

Hvad gør kunst til kunst? Er det eller bliver det kunst ved, at blive flyttet fra tingens normale sted til et museum eller bare forbi nogen siger det er kunst? Det er et spørgsmål, der har svævet over kunsten lige siden Marcel Duchamp (1887-1968) i 1917 opsatte sit berygtede pissoir på en væg i en kunsthal og kaldte den for ”Fontæne”. Han slog ned på dyrkelse og tilbedelsen af kunsten. Kunsten skulle tilbage til folket, om end folk vist ikke var med på det hele, for var det nu også kunst? Noget lignende er på færde i Kunsthal Nord lige nu.

Og det er et spørgsmål, der ikke findes svar på, men nok mange muligheder for at lege med tanken og lade den være åben, samtidig med, at man sætter både spørgsmålet og forsøger at svare på spørgsmålet. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i. Og det er ind i den tradition at Jan Danebod og Peter Olsen taler, når de nu viser deres foreløbige landskaber, med materialer, det der mest ligner en byggeplads lige uden for kunsthallens vinduer. De to er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og hver for sig og sammen arbejdet i offentlige rum, hvor de har trukket det kendte ind i nye sammenhænge, så det derved fremstår ukendelige, mærkelige, anderledes og glemte. Aalborgs DNA er cement og eternit, også ganske nutidigt, som der bygges lige nu, og så hurtigt, at ingen har gennemskuet, hvad der sker, så byen nu har fået et rent klondikeagtigt udseende, og dermed stiller udstillingen en række spørgsmål om ”et godt liv”, ”et bæredygtigt samfund” og ”hvem har retten til byens offentlige rum”, og hvad bygger vi for? Mennesker eller kapitalfonde?


Mere end 50 værker er der i udstillingen, fra fugtspærrer til forskallingsbrædder, cementrør og betonelementer, klar til opsætning og kantsten, granit pullerter, der står uden en funktion og bliver nu rent formelle genstande og sat i en iscenesat skulpturel konstruktion af elementer, vi allerede kender og forstår, men ikke nødvendigvis tillægger æstetiske værdier. Endsige tænker er kunst. ”Tut” fra kommunens materielgård, der ligger næsten bagbunden i en kasse med en termomåtte og sin fine bagdel til skue, har en fortid som skulptur på Nørresundby Bibliotek, og fortæller, midt mellem andet, der er kommet på overskudslageret, om fortiden og det der må væk, før nyt kan bygges. Kulturarven, hvor dårlig den end er, lægges på depot og udgår af kulturens kredsløb. Er det godt eller skidt, afhænger vel af om man syntes skulpturen er kunst eller kitsch? Er kunsten det foreløbige eller viser den det foreløbige i alting. Spørgsmålene er mange og den er svær at genfortælle, men bør ses og den vil uden tvivl blive diskuteret af de der ser den.

Og om den lykkes afhænger helt sikkert af øjnene der ser. Set herfra mangler der lige noget afgørende, der kunne rykke og ryste, det hele lidt mere. Måske fordi den i al sin fine enkelhed også er meget æstetisk og derfor egentlig krasser for lidt, for hvor er støvet og larmen henne? Og for eksempel kunne et spørgsmål være, om der overhovedet er nogen, der ser stilladset uden for Nordkraft, som kunst, eller om man blot overlever, det som en træls ting på vores vej eller blot går ind i den, mens vi ser ned i vores telefon. Ja, opleves denne udstilling, som kunst eller bare en del af et byggerodet bybillede, som til aalborgenserens ærgrelse kun forstyrrer trafikken. Ingen ved det. Og kunsten er måske, at lade svaret svæve for sig selv og af sig selv. Måske. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i.

Troels Laursen



Plesner og Bindesbøll i Skagen

Anmeldelser Posted on Fri, August 16, 2019 10:26:43

Skagens arkitekter

¤¤¤¤–
(fire stjerner ud af seks)

Plesner
og Bindesbøll – 2 arkitekter i Skagen

Skagen
Odde Naturcenter

Indtil
den 18.oktober

Selvom der står to navne i titlen
på denne udstilling, så er fokus næsten fuldstændigt udelukkende på Plesner.
Bindesbøll er mest med som det tynde øl i denne sammenhæng. Til gengæld får vi
noget at vide og se om denne arkitekt Ulrik Adolph Plesner, der var født i en
vestjysk præstegård i 1861 og han er således en del af den generation af
arkitekter, der kom fra kirkelige miljøer, som Københavns Rådhusarkitekt Martin
Nyrop, hvor den enkle byggeskik var fremherskende, med tætte, sluttede
bygningskroppe i røde kulbrændte mursten, hvidtede gesimser og bånd, blev en
stærk inspirationskilde for den unge arkitekt. Plesner dør i 1933 i Skagen.

Og
det er da også ham, der sætter sit mest markante præg på byen, og som de fleste
nok forbinder med byens æstetik og stemning. Og det begyndte egentlig bare med
et besøg og et tilsyn, for i 1891 skulle man igen bygge et fyr i Skagen, nemlig
Højen fyr. For at føre tilsyn med byggeriet sendte Farvandsvæsenet en 30 årig,
knapt nok færdiguddannede arkitekt Plesner. Han boede på Brøndums Hotel, og så
var der kontakt til kunstnerkolonien via værten. Og det gav den unge arkitekt
opgaver. Og det tog om sig, selvom han også senere satte sit præg andre steder,
som på både København og Esbjerg. Byfogedgården ombyggede han, så Krøyer og
Marie kunne bo og arbejde der. Han bistod Krøyer med at få styr på perspektivet
i det store Børsbillede i 1895, det gigantiske maleri, som man helt
sensationelt vil kunne se på lige nu på Skagens Museum, og så tegnede han også
Krøyers luksuøse palæ i København.


Thorvald Bindesbøll var femten
år ældre end Plesner, og Plesner benyttede ved flere lejligheder Bindesbøll,
når der skulle laves facadeornamentik eller indendørs dekorationer. Og da
Skagen havn blev projekteret, indgik der også planer om opførelse af en
havnemesterbolig og et antal fiskepakhuse. Plesner bearbejdede selv skitserne
til havnemesterboligen og skabte her et af sine mesterværker. De ikoniske Fiskepakhusene
overgik til Bindesbøll, der også gav vennen interessen for jugendstilen.

Og de to samarbejdede om
ombygningen af Skagen kirke i 1909-1910, hvor Bindesbøll især satte sit præg på
interiøret. ”Bølle”, som han blev kaldt af vennerne, døde dog inden arbejdet
var helt afsluttet.

Skagensbanen blev hans
gennemgående arbejdsgiver, for hvem han tegnede stationsbygninger, remiser,
pakhuse og værksteder. Tre markante trefløjede bygningsanlæg blev det også til.
Klitgaarden som sommerbolig for Chr. X og Alexandrine, Skagen sygehus og
Brøndums anneks Admiralgården.

Plesner kunne umuligt selv klare
alle opgaverne. Han havde stærkt betroede medarbejdere som f.eks. Kristian
Jensen. Den nye generation af arkitekter med rod i Skagen, repræsenteret af
Christen Justesen senior og Julius Berg, arbejdede på Plesners tegnestue, inden
de selv fik luft under vingerne, og byens håndværksmestre var raske til at lure
nogle af Plesners fiduser. Direkte eller ad omveje har Plesner derfor haft en
uvurderlig indflydelse på, hvordan Skagen kom til at se ud, og hvordan den
stadig fremtræder. Ulrik Plesner var ugift og ligger begravet på kirkegården i
Skagen.

Udstillingen er skabt i et
samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv Skagen,
Kystmuseet og så udstillingsstedet Skagen Odde Naturcenter hvor det hele kan se
indtil efterårsferien. Hans Nielsen har samlet dokumentarisk fotomateriale af
Plesner og Bindesbølls lokale bygningsværker og de samme bygninger er blevet
fotograferet i år, så der nu foreligger et mindre fotografisk arkiv af den
arkitektoniske udvikling i Skagen før og ikke mindst hvorledes bygninger nu
tager sig ud. Som introduktion til udstillingen har Emil Bandholm Hansen filmet
Skagen fra oven, og bygningerne med sin drone. Udstillingen er meget teksttung
med plancher og lille skrift og ofte med sjove anekdoter, men man kunne godt ønske
sig flere modeller og skitser fra arkitektens hånd, men næste år udkommer der
et to-bind bogværk, af arkitekt Viktoria Holst Eriksen, om Plesner og den er
nok værd at vente på. Imens kan udstillingen anbefales.

Troels
Laursen



Next »