Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Carsten Höller på Kunsten i Aalborg

Uncategorised Posted on Sun, November 03, 2019 11:30:27

Forsøgskanin
Trykt i Nordjyske den 30. oktober med fire ud af seks stjerner
Behavior
Carsten Höller
Kunsten, Museum of modern Art, Aalborg
Indtil den 23. februar

Foran mig, på mit skrivebord, ligger en stor pille, rød og hvid er den og plastikagtigt. Jeg har ikke turde tage den, Endnu. Der står ikke, hvad den indeholder, men den lå i en stor bunke på udstillingen og man kunne endda tage vand til at skylle den ned med. Men jeg venter lige lidt. Pilen har jeg taget med hjem fra belgisk/tyske Carsten Höllers (f. 1961) udstilling på Kunsten. Den er en del af et værk, og jo man må godt ”pille” ved lige netop det værk, kaldet ”Pill Clock”, fra 2015, så man får sin medicin til tiden. Det er et foruroligende værk.
Behavior hedder udstilling og det handler om opførsel, altså hvordan vi opfører os, når vi møder disse værker, der så at sige intet er i sig selv og først bliver til noget i det nogen møder de, og går inde i dem. Vi er en slags forsøgskaniner, der forsøger os frem til den rette opførelse. Eller bare en opførsel. Og er børnene for vilde, skrider vagten ind. Så må svingdørene (Revolving Doors, fra 2004/2019) og råbene stilne af. Ærgerlig nok, det var lige så sjov, at se de andre gå ind i værkerne med mærkelige skærme og briller på, så de stavrer rundt på usikre ben, som det selv er at gøre det.
Men det begyndte med pillerne, der efter sigende skulle falde ned fra loftet i en bunk, men det skete nu ikke den tid, deres udsendte forsøgskanin var der.
Höller gå efter alternative måder at opfatte vores omgivelser og især vores måder at betragte kunst på. Udstillingen består af værker, der forstyrrer og forvandler eller i bredest mulig forstand ændrer vores kunstoplevelser, heriblandt værker der inddrager lugte, her dufte udvundet af hans forældres tøj (Smell of My Fahter/Smell of My Mother, 2017), tiden delt om i lys og lyde lyd.
Vi kan undersøge vores egen adfærd og opførsel og vi kan ikke mindst se de andres.
Alt sammen stillet an mellem gammelkendte værker af kunstnere fra Linien og CoBrA-bevægelsen. De bliver så at sige en kulisse, der virker som en død kunsthistorisk periode sat op over for denne nye og involverende oplevelseskunst. Som et minde af det der var over for det nye. Måske en fortænkt opstilling. Og som ikke rigtig får et spil i gang mellem hans værker og de klassiske værker.
Höller har en landbrugsvidenskabelige uddannelse bag sig og har arbejdet som forsker i adskillige år, inden han blev kunstner. Denne baggrund afspejler ofte hans værker og leder tankerne hen på videnskabelig praksis og vi, museumsgæsterne er dermed kunstneren egentlige materiale. Vi er forsøgskaninerne, eller vi er selv kunsten. Det handler om at definerer, hvad der er virkelighed og hvad der virker i samspillet mellem kunstværk og mennesket. Og han er optaget af alt det, der gør os til de mennesker, vi er, både fysisk og mentalt, som når de store svampeskulpturer (Double Mushroom Circle, 2010), piller ved vores normale forståelsen af størrelsesforholdene, og ”Upside-Down Goggles” (1994-2019), der, når man tager brillerne på, gør, at man ser verden på hovedet. Det er sjovt og hyggeligt. Men for det meste er udstillingen, set herfra, for det meste, hurtigt udtømte bud på “oplevelseskunst”, mens der i få af kunstnerens værker, som nu pillebunken, lurer en form for forstyrrelse. Men rigtig forstyrret bliver man aldrig undervejs. For man ser gentlig mest sig selv. Og nu vi er ved det med os selv eller selfies, så er det roterende hotelværelse (Revolving Hotel Room, 2008), midt i rummet, og som man for 3.500 kr. kan booke for en nat, en suveræn mulighed for at få sig selv lagt ud på de sociale medier.
Man føler en glathed, der gør det hele en anelse for pænt til at blive enten farligt eller for alvor vedkommende. Adfærden er for opdragen til rigtig at tiltrække sig andet end hyggelig opmærksomhed.
Og kunst med spejle og lyskilder er vi så kendte med og her bidrages der ikke med noget nyt, som vi ikke allerede kender gennem kunstnere som Olafur Eliasson. Vi bliver ikke hel forstyrret, end sige forvirret af dem. Opførslen er for pæn og dermed aldrig hel interessant.
Men, så er der lige den der pille. Den er ubetinget udstillingens højdepunkt og det vægtigste værk og den kunne sagtens alene have udgjort hele udstillingen.
Men den ligger stadig her foran mig, nu anmeldelsen er sendt. Tager jeg den eller tager jeg den ikke. Er jeg en forsøgskanin, der ikke engang ved, at jeg indgår i et stort forsøg? Se! det giver tanker for alle fire stjerner.

Troels Laursen

Faktaboks:
Om Kunsten pARTicipate
Carsten Höller er inviteret til at udstille på Kunsten som del af pARTicipate-udstillingsserien, der sætter fokus på publikums aktive deltagelse i kunsten. Kunsten pARTicipate er en flerårig udstillingsrække, hvor internationale samtidskunstnere arbejder med nye projekter til Kunsten. De inviterede kunstnere skaber kunst, der engagerer publikum enten via performative strategier, sanselige installationer eller med brugerinvolvering og medskabelse. Kunsten pARTicipate hylder den menneskelige kreativitet og skaberkraft og skaber rum for deltagelse. Tidligere udstillinger, der alle er anmeldt her I NORDJYSKE, i serien tæller Ernesto Neto Rui Ni / Voices of the Forest (2016), Roman Ondak History Repeats Itself (2017), Tino Sehgal This Success/This Failure (2018).

Carsten Höller, som er vokset op i Bruxelles med tyske forældre, er kendt for sin eksperimenterende tilgang til kunsten, og hans installationer kan bogstaveligt talt tage form af et videnskabeligt eksperiment, dog uden en videnskabsmand til at måle resultaterne. Höller har en PhD (1988) og en doktorgrad (1993) i landbrugsvidenskab, og hans videnskabelige baggrund er afgørende for hans kunstneriske praksis, selv om den ofte er udtryk for en kritisk tilgang til det dominerende materialistiske verdenssyn. Höller har udstillet på nogle af de mest berømte museer i verden og har bl.a. haft separatudstillinger på Tate Modern i London (2006), Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart i Berlin (2010), New Museum i New York (2011) og Palazzo Strozzi i Firenze (2018).



Anne Franks dagbog som tegneserie

Uncategorised Posted on Mon, October 21, 2019 14:26:10

Anne Franks dagbog til nye generationer
Trykt i NORDJYSKE den 16. oktober med seks ud af seks stjerner
Anne Franks Dagbog – Graphic Diary
Bearbejdet af: Ari Folman og David Polonsky
Oversætter: Karsten Nielsen
Omfang: 160 sider
Pris: 250,- kr.
Lindhardt og Rindhof

I år ville Anne Frank være fyldt 90 år. Og med denne smukke, grafiske udgave, der trods al det hårde og uvirkelige og barske i Annes korte liv, så er det flot markeret og stor og medfølende humor, med denne grafiske udgave, der er bearbejdet af instruktør og manuskriptforfatter Ari Folman og illustrator David Polonsky på opfordring af Anne Frank Fonden.
Udgivelsen kan ikke undgå at ramme teenageren, i alle aldre, af i dag. Og dermed er værdifuld viden, indsigt og historie bragt videre til næste generation, som den allerede har gjort det siden dagbogen blev kendt. Dagbogen er allerede oversat til 60 sprog og viser, den voldsomme hverdag for jødisk flygtninge familie under 2. Verdenskrig, skildret af den 13-årige pige Anne Frank, der med sin familie må gå under jorden i Amsterdam i 1942 for at undgå nazisternes jødeforfølgelse. Vi følger med i familiens frygt, deres angst og håb frem til 1944, hvor de bliver angivet og deporteret. Første gang dagbogen udkom i 1947, havde faren redigeret i den, og nogle af de seksuelle afsnit og knap så flatterende og sarkastiske passager om blandt andre moderen og nogle af de andre, de boede sammen med. Denne grafiske dagbog er lavet på baggrund af alt tilgængeligt materiale. Og er, udover at være et vigtigt historisk dokument, så giver den oveni et unikt indblik i en presset ung piges liv. Anne Frank fremstår som et meget varm, humoristisk og reflekteret ungt menneske, og kredsende om sig selv, som enhver ordentligt teenager kan og bør være. Anne giver undervejs et barks slanketips: ”Bare flyt ind i Baghuset, så taber du dig”. Et sted gengives Annes tanker, som om hun var selve Edvard Munchs ”Skriget”. Noget af det sidste hun skrev i dagbogen, som hun navngav: ”Kitty”, var: “Det er et mirakel, at jeg ikke har opgivet alle mine idealer, der kan virke helt absurde og upraktiske. Men jeg holder alligevel fast i dem, fordi jeg stadig tror på, at mennesket inderst inde er godt til trods for alt.” Den slags gør indtryk. Folman er selv søn af forældre, der selv ankom til Auschwitz, samme dag som familien Frank, og i hans udgave af den ikoniske dagbog, har han indlagt nogle samtaler og drømmeagtige scener, der udvider og er med til, at man oplever de skjulte og angste menneskers hverdag i de mange måneder de var sammen. Og det er gjort med stor troværdighed. Ligesådan er Polonskys smukke illustrationer, tidstroværdige i deres stil, der bringer læseren tilbage til 2. Verdenskrigens Europa. Illustrationerne er detaljerige, og tilpas skæve så det rammer den humor og sarkasme, uden at alvoren udelades eller nedtones, som Anne Frank, med ord, kunne få ned på papiret. Fortællingen og billedsiden hænger sjælden så fint sammen som her.
Læs den for dig selv og for dine børn.
Troels Laursen

Faktaboks:
Ari Folman
Manuskriptforfatter, filminstruktør og producent. Han er født i 1962 i Haifa, Israel, og søn af polske forældre, der begge overlevede Holocaust. Han var soldat i den israelske hær under den første Libanonkrig i 1982, og skildrer krigen i sin prisbelønnet animationsfilm Waltz with Bashir (2008).
David Polonsky Født i 1973 i Kiev. Han er en prisbelønnet illustrator og tegner. Han underviser på kunstakademiet Bezalel i Jerusalem.
De har tidligere vundet en Golden Globe for animationsfilmen ”Waltz with Bazir” (fra 2008), som også var nominereret til en Oscar og De Gyldne Palmer.



Bevægelsen i det stillestående – Stilleben i Vrå

Uncategorised Posted on Sun, October 13, 2019 10:45:05

Bevægelsen i det stillestående
Trykt i NORDJYSK den 9. oktober med fire stjerner ud af seks
”Stilleben”
Kunstbygningen i Vrå
Indtil den 10. november

De gammel kendte og etablerede kunstnere, hvoraf nogle er afdøde, møder de unge, på efterårets store udstilling i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen. Og generationerne mødes i det klassiske tema “stilleben”, der helt tilbage fra Old Ægypten og via renæssancen, handler om at man i opstillinger af genstande, kan se livet, både i al dens herlighed, men også i dens forkrænkelighed. Og det er det der på færde i dette møde, hvor denne gamle tradition er eller har været vigtig. Og det er kvinderne, der trækker længst i og fra traditionerne, som når Amalie Jakobsen (f.1989), viser sine stramme geometriske skulpturer, der refererer til minimalismen, men samtidig repræsenterer noget helt nyt. De bøjede plader er dansende og meget sanselige. Anne Torpe (f. 1981) har kraftfulde farver på papstykker, der er lagt ind over hinanden, så brudflader og kontakter opstår som historiske lag i en fortælling. Anne Aarsland (f.1976) viser mønstre i mørke og lyse farver, som var det en ren opstilling af meditationer. Agnete Bertram (f. 1983) trækker traditionen langt med sine nyfortolkninger, hvor af det ene er en hilsen til Svend (Engelund) i stramaj. Et værk, der stiller stilleben på nye ben og så er, som værket Blixen efter en af baronessens blomsteropstilling, er bevægende og forfriskende.
På herresiden er det maleriet, der er det gennemgående. Det er for det meste klassisk ligesom udstillingens ophængning er det. Og både Poul Winther (1939-2018) og Svend Engelund (1908-2007) er med, samt Henrik Have (1946–2014) og Emil Gregersen (1921-1993). Mest markant er dog to mindre værker af Mogens Gissel (f. 1941), der i sin kubistiske stil og med udflydende konturstreger, både åbner og lukker rum i sine enkle motiver. Her mærkes livet, om end det står stille.
Af de yngre bør nævnes dansk-iranske Farshad Farzankia (f. 1980), der arbejder med en ekspressiv figuration, og dejlige klare farver og inddrager referencer til sin iranske baggrund. Australieren Jordy Kerwick (f. 1982), viser ekspressive opstillinger med vaser, blomster og cigaretter, og mindelser om Tal R, der er også henvises til, opstår nemt. Rene Christensen (f.1980) trækker på antikkens vaser og lægger neonfarver på og lægger en graffiti-verden ovenpå, så der både er nærhed og distance i de gamle græske krigsscener.
Rene Holm (f.1967) bygger sine scener udenfor, og grene og andet lægges på, så de ellers flade lærreder bliver til 3d og giver en kukkasseoplevelse, så man lige står og belurer nogen, der på en eller andet måde er udenfor og måske udsatte.
Simon Ganshorn (1985) viser en art selvportræt i værket ”Den dumme maler”, hvor spørgsmålet om subjekt (maleren) og objektet (kunstværket) er adskilt, eller er det én og samme ting. Svampebob firkant er med i det svar, som både vibrerer, og er på vej.
Alle værkerne er ganske vist genremæssigt stil-leben, men der er i høj grad også bevægelse i de viste værker og det er især liv i det stillestående, der tydeligt står frem i de opstillede ting og sager, mønster og farver, så levet liv er det, der lige nu kan ses i Vrå.
Troels Laursen

Faktaboks:
De udstillende kunstnere er: Poul Winther, Svend Engelund, Jordy Kerwick, René Holm, Farshad Farzankia, Anne Aarsland, Agnete Bertram, Justin Lee Williams, Anne Torpe, Amalie Jakobsen, Simon Ganshorn, Rune Christensen, Mogens Gissel, Henrik Have og Emil Gregersen.



Johannes Larsen i Grønland

Uncategorised Posted on Tue, October 08, 2019 18:24:37

Fuglemaleren i Grønland
Trykt i NORDJYSKE den 7. oktober med fire stjerner ud af seks
Klar blaa Luft, let Bris fra N
Malene Linell, Theis Vallø Madsen, Jens Gregersen
352 sider, rigt ill.
Pris. 300,- kr
Strandberg Publishing

Johannes Larsen (1867-1961), som var en af hovedskikkelserne i malergruppen Fynboerne, og har i kraft af sin sans for at formidle fugle, opnået en særlig position i dansk kunsthistorie.
Disse dagbøger fra 1925, hvor han er med Eiler Lehn Schiøler, Henning Scheel og Finn Salomonsen på ekspedition til Vestgrønland, og hvor Larsens opgave var tegne de grønlandske fugle til et bind af Danmarks Fugle. Ud over turens strabadser, livet ombord på ekspeditionsskibet med søpapegøjefrikadeller
Eller en anden dag, hvor middagen, på land, stod på først risengrød og så ” stegt Finhval med brunede Kartofler og Tyttebær”.
Iagttagelser af lokalbefolkningen og deres interesse i disse sær mand fra syd er med, måske fordi ordet kunst på grønlandsk: Eqqumiitsuliorneq, direkte oversat, betyder at lave noget mærkeligt
Bogen er fyldt med flotte, og godt gengivne, tegninger af fugle og situationer på rejsen, og som er med til, at gøre bogen så læseværdigt.
Og ud af det hele bliver der samtidigt tegnet et fint portræt af fuglemalerens væsen, som når han noterer, at han ”generes af Myg og Mangel paa Viskelæder”.
Han var en fin iagttager, der registrerede alt, hvad han oplevede: Fugle, isbjerge, tørvehytter, mennesker blev skildret med blyant og tusch og akvarel. Og vejret er beskrevet, men også stemningen og farverne i vejret beskrives, som ”Havbleg Fjerskyer i N”.
Bogen sætter indledningsvist Larsen kort og præcist ind i en kunstfaglig sammenhæng Og dagbogen fortæller om et sjovt møde, set i bagspejlet, med polarforskeren Einar Mikkelsen, der var født i 1880 i Vester Brønderslev (Død i 1971), der får en adoptivsøn ved navn, Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), som Larsen ved et tilfælde, kom til at se meget mere til senere i livet, da Havsteen-Mikkelsen som 18 årig flyttede til Kerteminde for at lære af fuglemaleren. Det er til gengæld ikke meget, om noget, der skrives om tankerne hjem over til de kære i Kerteminde. Dog beskrives en jubel scene, da de hjemadgående, runder Kronborg og en lodsbåd, bringer hustruerne ombord, så lyder det: ”Alle Mand på Dækket, nu kommer Pigerne”. Og mændene er, som han skriver, både barberet og pyntet.
Ekspeditionens leder Scheel efterlod sig sin beretning fra turen, hvorfra der bringes citater, så læseren får mulighed for at ”opleve” rejsen med to forskellige vidnesbyrd fra den samme rejse.
Bogen er 3. bind i Ny Carlsbergfondets skriftserie Kilder til Dansk Kunsthistorie, et digitaliseringsprojekt af samme navn. Skriftseriens første to bind udkom i 2018 og præsenterede henholdsvis Elisabeth Jerichau Baumanns breve og Johan Thomas Lundbye dagbøger. Dette og mere er tilgængeligt på guldgrubben: www.ktdk.dk, hvor man, ganske gratis, også kan finde mere om Fynbomalerne og brev fra brygger Jakobsen.
Denne trykte udgivelse, er både for den der elsker, kunst, fugle og Grønlandsekspeditioner.

Troels Laursen



Jacob Rantzau “So far away” i Hjørring

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:38:31

Langt ude og langt inde
Trykt i NORDJYSKE den 29.september med fire ud af seks stjerner
So far Away – Jacob Rantzau
Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Billedkunstneren Jacob Rantzau (f. 1973 i Aalborg) er kendt af det nordjyske kunstpublikum, lige fra hans optræden i Ålborg gallerierne Provence og Wolfsen, og de senere år på Skagens Museum og Vendsysselkunstmuseum. Og selvom hans univers har bevæget sig fra Rembrandt og en Clair-obscur- teknik, hvor kampen mellem lys og skygge altid er tilstede i belyste og skyggefulde partier til et mere Skagensagtigt lettere belysning og reminiscenser af Poul Anker Bech’s himmelhvælv, så er han umiskendeligt sin egen og han kan det han gør.
”So far Away”, som er udstillingens dobbelttydige titel er Rantzaus første større soloudstilling i 5 år. Og den er tænkt ind i rummene og til museet i Hjørring. Baggrunden er af Rantzau så at sige fik nok af sig selv og måtte i gang med at male på ny. Og hans arbejdsproces belyses i et særskilt skitserum på 1. sal med hundredvis af arbejdsskitser og forarbejder samt tilblivelsen af værket ”So far away” i filmen af samme navn, produceret af instruktør Martin Strunge og med lydunivers af Simon Kringel fra Unmute. Skitserummet er et sandt raritetskabinet for tegnenoter og farveprøver, og skitser af det der vises nedenunder og ting, der ikke er direkte med. Rummet og den timelange film, kan med fordel besigtiges efter man selv har set hovedudstillingen. Rantzau er meget direkte sin teknik og ikke mindst i sine udtryk. Og titlerne skære det sidste ud af værkerne, så man ikke er i tvivl om hvad han vil. Det er både en styrke, men det er også en stor svaghed, for det lukker værkerne ned for beskueren, inden beskueren selv kommer til. De bliver en anelse fjerne og uvedkommende af dette direkte udtryk, som om at kunstneren har så meget på hjertet, at han frygter vi ikke fanger budskabet. Og hvad er det så han vil fortælle, ja om menneskelivet og ikke mindst vores aftryk på hinanden vi vore relationen og i naturen og i os selv. Og hvad mere eller der ellers, der er værd, at beskæftige sig med? Han går i kødet på os. Direkte og med blikke, der ser lige på os og ofte igennem os. Dramatisk og en smule følelsesfuld, der både skaber en afstand og et intens nærvær. Og et gennemgående tema i udstillingen er tidens krav og søgen efter informationer, som er mere underholdning, end kommunikation og aldrig relations bundne. Og ikke mindst fænomenet FOMO, som kan oversættes til: ”angsten for at gå glip af noget” og som bevirker vi altid er på – eller online, som det hedder. Der er ingen pauser, eller helle. For nogle år siden flyttede Rantzau med familien på landet ved Horsens og gradvist har landskabet gradvist fået mere fylde i hans værkers motiver og dermed også samspillet mellem menneske og natur. I takt med motivets udfoldelse indføjer sig også referencer til klimadebatten og de globale udfordringer verden står overfor. Det inderste rum i udstillingen, er at betragte som en installation med kæmpe værker på væggene og en udbrændt jolle, der er standet, i midten, omgivet at få forpjusket strå og måger med fodlænker. Væggen bærer et stort værk, hvor en mand, med synet fæstnet mod agter, mens bagbord brænder, er et portræt af det moderne menneske, der både brænder sine broer bagud og som ikke ænser egen baggrund og tilhørsforhold, men bare vil frem ad, selvom det hele brænder omkring ham. Det er voldsomt og en anelse overtydet og bliver derfor ikke hel så farligt, som budskabet egentlig er. Modsat er endnu et kæmpeværk, hvor en mand desperat forsøge at holde en flok fugle i liner, enten for at styre dem, som et billede på menneskeheden, der vil herske over naturen og udnytte den til egen fremdrift. De to store værker, viser en kunstner, der behersker sin pensler og kender sine virkemidler.
Udstillingen indledes med portrætserien på 26 værker, der bærer titlen ”Verdens lykkeligste land”, og henviser til at Danmark flere gange netop, har modtaget denne titel. Her konfronteres beskueren med bredt smilende mennesker, der vil en det godt. De er i deres enerverende tilstedeværelse og samtidig synes fraværende, for portrætterne, er sine steder meget detaljerede og præcise, så selvom man ikke kender dem, der portrætteres, så er de dog genkendelige, men for det meste, så sker der noget med deres ene øje og med lyset. Øjnene er nærmest kræset ud eller overmalet med tyk oliemaling, så de på nærmeste går i opløsning i den ene side af ansigtet og bliver abstrakte malerstrøg. Mørket bag lyset, det ulykkelige bag lykken bobler frem.
Et stort selvportræt ”Kill your darlings” (fra 2017-18), byder velkommen og straks er tonen sat. I fingrene holder kunstneren, der står i vand til knæene, to hoveder, portrætter af sig selv. Og fortæller, at han nu går i gang med at skære det væk, der står i vejen for kunsten, inklusiv ham selv. Det er et prisværdigt ærinde. Nemlig, at vise os dilemmaet mellem at give slip og holde fast i alting, på én og samme tid. Og det er dette dilemma kunstneren selv kæmper med, set herfra, i al hans kunnen, at give slip på selv samme kunnen og så give slip på fortællingen, så den flyver friere og højere. Og med denne udstilling, der både er langt ude og langt inde, er han allerede langt på den rejse, hvor vi kan forvente mere.
Udstillingen er et af de bedste bud på, det du skal se, lige nu, her i det nørrejyske. Rantzau kan male, men vurder selvom om han rammer hel i plet med sit ærinde om at give slip og holde fast. Og så er diskussionen i gang og det vil sikkert fryde manden, der har en pointe, bag det hele.
Troels Laursen

Faktaboks:
Igennem de senere år har Jacob Rantzau opholdt sig på en række museer, heriblandt Skagens Kunstmuseer og Brandts, Odense, hvor han på stedet har studeret værker af malere som P.S. Krøyer (1851-1909) og H.A. Brendekilde (1857-1942), og under et ophold i Vendsyssel Kunstmuseums kunstnerbolig og -atelier i 2017, Poul Anker Bech (1942-2009).
For Rantzau har studieopholdene været en pause – et mellemrum, hvor han har fordybet sig i processen – både i de studerede kunstneres og sin egen. Det er kendetegnende for Rantzaus arbejde, at han kontinuerligt udfordrer både sig selv, sit maleri og beskueren – og med udstillingen So far Away føjes der endnu et lag til Rantzaus kunst.
I forbindelse med udstillingen udgiver Vendsyssel Kunstmuseum et rigt illustreret katalog, indeholdende ateliersamtaler med Jacob Rantzau ved museumsdirektør Sine Kildeberg samt klimadebattør og forfatter Asger Naruds artikel ”Jo, lille Danmarks indsats nytter noget. Faktisk kan den gøre en verden til forskel”, som i ord kredser omkring de samme tanker og temaer som Jacob Rantzau udtrykker på lærredet.



Asger Jorn og Gotland

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:32:12

Jorn og Gotland
Trykt i NORDJYSKE den 22. september med 4 stjerner ud af seks
Asger Jorn og Gérard Franceschi på Gotland
Af Lars Morell
Forlag: Asger J’s venner
www.asger-js-venner.dk
62 sider, ill.
Pris 200,-kr

Bogen, springer lige på og hårdt, uden nogen indledende falbelader og straks er vi med på Jorns rejser på Gotland, eller rettere med ind i det store projekt han og den franske fotograf Gérard Franceschi, der skulle blive til bøgerne om den nordiske folkekultur: 10.000 års nordisk folkekunst. Og selv om øen, indgik i en lang og stor plan og at få dokumenteret og vist den nordiske folkekunst, så fik stedet også så stor betydning for Jorn, at han i 1971 ønskede at hans aske skulle sættes ned på Grötlingbo Kirkegård, hvad det er i dag og senere er der kommet en skulptur af Jorn selv på gravstedet, sat i værk af sønnen Ib Jorn.

I 1961 oprettede Jorn ”Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme”, som blev kulminationen på hans interesse for folkekulturen og arkæologien. Instituttet i Silkeborg skulle bestå af en fotosamling og et bibliotek og være et verdens- og videnscenter for uafhængig nordisk billedforskning. Instituttets største enkeltopgave skulle være denne udgivelse af en bogserie på 32 bind om nordisk folkekunst og dermed være et alternativ til den eksisterende kunsthistorie. Jorn ansatte Franceschi til projektet, og de rejste rundt i Skandinavien for at fotografere kunst fra forhistorisk tid og frem. De nåede at tage over 25.000 fotografier, som i dag befinder sig i Museum Jorns arkiver. Et store projekt, som aldrig blev færdig realiseret. 7 bind ud af de 32 planlagte blev udgivet. Bogen er et led i udgivelser om Asger Jorn og de steder han har været og ikke mindst arbejdet, fra Læsø til Italien og Frankrig og nu altså Gotland. Og også denne gang er Morell den kyndige guide, med overblik, der viser rundt og folder ud, med både indsigt og udblik. Bogen har et af optryk af sider fra Franceschis dagbog, som gør det muligt at følge i fodsporene på maleren og fotografen. Bogens tegner et helt nyt billede af samarbejdet mellem de to, der begge var kunstnere på deres felt og deres rejse i 1964. Der er omkring 90 kirker på Gotland, men de to vidste på forhånd, hvad de ledte efter, og gik målrettet efter bestemte kirker på den sydlige del af øen. Mange af dem har romanske stenrelieffer, som forestiller jagtscener, og Jorn mente, at reliefferne knytter sig til sagnet om kong Didrik og den tilhørende billedtradition, som Jorn senere skrev bogen ” Folkekunstens Didrik” om. Bagrunden for det store bogværk, der skulle udgives efter Jorns ide, handlede om at Jorn mente, at det er et særtræk ved nordisk kultur, at den aldrig har været dirigeret af en centralmagt, men altid har været en folkekultur, og meget på linje med kulturideen om folkekunst og kirkebyggerier, som forfatteren Martin A. Hansen og billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, ville vise i deres kirkerejser og med bogen ”Orm og Tyr” ti år tidligere. Desuden var Jorn optaget af, at den nordiske kultur ikke har efterladt sig store monumenter, men snarere har stået lidt gemt af vejen ude til siden. Han følte sig tiltrukket af dette, fordi det var på præcis samme måde, han selv arbejdede. Og til dette kæmpearbejde skulle fotografen Franceschi dokumenterer det hele miniøst, Gérard Franceschi (1915 – 2001). Han var cheffotograf på Louvre, da Jorn fik øje på hans billeder til en udstilling i Paris, som viste billeder af kunst og skulpturer fra en gammel kirke. Franceschi blev så betaget af Jorns planer, at han opsagde sit arbejde på Louvre og rejste til Danmark med Jorn, Jorn var overbevist om, at den franske fotograf med datidens teknologi kunne dokumentere ældgammel kunst, før den forsvandt og blev glemt. Franceschi opholdt sig i flere måneder på Færøerne i 1969, hvor han tog billeder til bogen ”Færøerne, de magiske øer”. Og om denne mand, erfarer man, ved dagbøgerne, at han var en meget pertentlig og systematisk person, og at det har været et umage par de to, fotografen og kunstneren. Bogen kommer ned i detaljen og indeholder fotos af værker, som Jorn lavede undervejs og åbner op for en ny vinkel på Jorn og hans virke, som Lars Morell virkelig har gjort til sit adelsmærke.
Og vi venter så bare i spændingen på de næste.
Troels Laursen



Det genkendelige i det fremmede

Uncategorised Posted on Fri, September 06, 2019 17:19:29

Det genkendelige i det fremmede

Trykt i NORDJYSKE den 5. september med fem ud af seks stjerner

GRØDE

Kunstbog af Signe Parkins

Forlaget Uro

Sider: 362, med 179 tegninger

Pris: 325,- kr

I 2018 vandt Signe Parkins (f. 1979) ”Pingprisen” for årets bedste tegneserie og er måske mest kendt for netop det, men hendes værker er mere end billedfortællinger, de er også enkeltstående kunstværker, med dybde, smerte og meget humor.

Forlaget Uro, der står bag denne udgivelse, er et fem år gammelt enkvindesforlag, der knytter en grafisk tråd i udgivelserne, der binder dem sammen, og desuden en lyrisk åre, samt en feministisk og repræsentationsorienteret ånd.

Og selvom man kan mene at også her er tale om et feministisk udgangspunkt og vinkel på tilværelsen, hvor manden måske kun medvirker forklædt som en pølse, så er det alt sammen nu almen genkendeligt og på tværs af aldre og køn og kan altså også ramme en halvgammel mandlig anmelder lige ind i eksistensen.

Det er genkedeligt, om end flere af værkerne er fremmede i deres både surrealistiske motiver og spiller på det ubevidste og med følelser i fuld flor. Kvindekroppen er i centrum og naturens biologi i kvindekroppen flyder ind og ud af hinanden og åbner op for en forståelse af mennesket (her tænkt, uden bestemt køn) som uadskilleligt fra de vækstformer, som vores verden, biologien, fysikken og kemien også består af.

Kunstværket, som bogen egentlig er, består af 179 tegninger, der både kan ”læses” som en lang fortælling, men som også kan ”ses” som en række enkeltstående værker, der udtrykker det samme med meget forskellige indsigter og virkemidler, og Parkins behandler, med en fin tynd tuschstreg, det svært tilgængelige og fremmede, men også politiserede emner som identitet, krop, grænsedragninger, og moderskab. Kroppen antager arkitektoniske former og bliver i bogstavligste forstand til de rum hvori der næres omsorg for børn og ældre, og reproduktion, her kvindens krop, der kan forandre sig under og efter en graviditet og fødsel, der vises som et slid, og det hele undersøges ganske smertefyldt, og grotesk med mange kropsåbninger, men også sart og med stille boblende humor. Og titlen handler om at udforske og undre sig og se på det, der er i sin spæde vorden. Og deri menneskelivet, som en af klodens arter.

Hovederne er oftest små og tanketomme, mens kroppen, fysikken, fylder det hele. Mennesket er ren biologi og kun reproduktionsmaskiner. Eller er det? Tegninger udtrykker også en stor fællesskabsfornemmelse, et skæbnefællesskab, som er håbsgivende og så udfolder sig smuk, så alle de kroppes formationer kan ligne blomster, der springer ud og grøden folder sig ud. Det er mere at sige om mennesket end at det er kød og væsker, det er også andet, og det andet er det måske først nu ved at få øje på.  Her ligger der både politisk og samfundsmæssigt kritik, det er, ikke bare kønspolitiks kunst, men samfundskritik under et. Et opgør med præstationskulturen og vores såkaldte antropocentriske kultur, hvor mennesket betragter sig som skabelsens formål og altings mål. Her løftes blikket fra menneskets egen navle. Og det sker i kærlige relationer. Det er så fint og nænsomt gjort og alligevel med stor vid og bid.

Kunstkritiker Rebekka Laugesen skriver, bagest i bogen, en fin lille introduktion til kunstneren og får dermed sat hende ind i kunsthistorisksammenhæng.

Det er et flot værk, med grøde i, men som så sandelig også er i fuld flor og hel modent.

Troels Laursen



Læsø Museum og de frivillige

Anmeldelser Posted on Sat, August 31, 2019 10:32:57

Levende
Læsø-fortællinger

Trykt i NORDJYSKE den 29. august med fem ud af seks stjerner

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Levende
Læsø-fortællinger

¤¤¤¤¤-
(fem ud af seks stjerner)

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk



Next »