I mellemrummet af kontrasterne

om kunstneren Rasmus Albertsen – trykt i Kunstmagasinet JANUS, nr. 2018

Kontrasterne

Kontrast, defineres i Den Danske Ordbog, som, det at to
fænomener, faktorer, forhold el.lign. fremstår som modsatte eller udpræget
forskellige størrelser. Og
kommer af det af latinske: contra (imod) sat sammen med stare (stå), og handler
om stærke modsætninger mellem to ting, som netop derved fremhæver hinanden. De
to fænomener bliver tydeligere ved at stå sammen med deres modsætning.

Rasmus Albertsen værker finder sted lige der imellem
kontrasterne. Der lige inden det bliver til hver sit. Glæden er endnu ikke
splittet med vreden og letheden ikke delt fra bekymringerne. Og det er, der
kunstneren stiller sig, som betragteren, ofte med et øje, som et vidne, der
kigger på, mens det sker, det man enten håber eller frygter.

Et vidne, der også gør beskueren af værket, til et
med-vidne. Vi bliver kigget på, så vi bliver draget ind i det der underlig sted
i mellemrummet af kontrasterne. Det er både morsomt og virkelig foruroligende.

I dette spændingsfelt ligger det store. De store
eksistentielle spørgsmål mellem sort og hvidt, mellem skabelse og
tilintetgørelse, mellem disciplin og frihed, mellem liv og død. Intet mindre.

Fra video til maleriet

Rasmus Albertsen begyndte sin kunstneriske løbebane med
videokunsten. Og
hans værker kredser om den virkelighed, der ikke er håndgribelig eller til at
indfange, for tiden går i ring og bliver til gentagelser.

I en nyere video, sker der en transformation af den medvirkende,
som spilles af ham selv. Manden bliver ganske enkelt til en fugl. Videoen er en
sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet udskiftes, og
bliver til en fugl, måske en fugl fønix? Det er hel metafysisk, og handler om et liv
efter denne, som en fugl. Videoen er inspireret af et minde fra barndommen,
hvor Rasmus Albertsen lavede en aftale med Gud, som han beskriver således: ”Som
barn aftalte jeg med Gud, at jeg ville blive til en fugl i mit næste liv. Det
et den idé, der afspejles i videoen
”.

Tiden er også evigheden, og måske evigheden allerede
ligger i tiden, i dette nu.

Albertsen har lagt videoenerne på hylden, næsten, og er
sprunget på maleriet. Der er ikke så mange tekniske mellemled, som i
videokunsten, hvor der bliver en afstand mellem kunstneren og værket, som
efterhånden blev for stor for Albertsen, men fortællingerne er de samme. Eller
rettere, det handler om at fortælle. Uanset om det er på en skærm eller på et
lærred eller et bræt. Der skal fortælles og ved maleriet har Albertsen fundet
et ”medie”, hvor der ikke er langt fra tanke til bevægelse og til resultat på
lærredet. Og
hans maleriske udtryk er kraftfuldt og storladen på en tilpas fræk måde, hvor
figurerne er overjordiske væsner, trolde, dæmoner, fugle og mennesker, der
mødes i et uhøjtideligt og legende univers, hvor de stærke farver spiller en
central rolle i de malede fortællinger.

Albertsens kunst er en rå kunst mellem selve
menneskeligheden og den utæmmede natur, også, og måske især, i menneskets utæmmede
natur, som når en lille fin fugle har de skarpeste tænder, og værkets titel er
”Glad, men ond”, så begge tilstande har kontrasten i sig.

Rå kunst

Albertsens kunst er rå, meget rå, men det ville være
forkert at putte hans kunst ned i begrebet outsider-kunst, som den er blevet
tegnet af kunstkritiker Roger Cardinal i 1972 som et engelsk synonym for
”Art-brut”, den “rå kunst” eller den “grove kunst”, der
oprindeligt er en etiket opfundet af den franske kunstner Jean Dubuffet til at
beskrive kunst skabt uden for grænserne for den officielle kultur. Dubuffet
fokuserede især på kunst af dem på ydersiden af den etablerede kunstscene, idet
man som eksempler anvendte psykiatriske patienter og børn. Det er ikke der det
rå ligger i Albertsens kunst og univers. Det ligger i kontrasterne. Mellem
mennesket og dæmonerne, mellem fuglene og troldene, så begge dele ses,
tydeligere. Det rå er hans stædige holdenfast ved modsætningerne, som alt liv,
på godt og ondt, udspringer af. De store lag af maling er sat med spartel (pensler
er for omstændeligt, da de skal skiftet og renses og det umiddelbare forsvinder
i teknikken) og de klare farver, der støder energisk op mod hinanden, giver en
spændstighed og en nerve, der rå. Og umiddelbart. På sin vis naivistisk, men
uden at den sødme og idyl, der ofte kendetegner netop den genre.

Albertsens malerier er humoristiske, selvom man kan slå
sig på dem. Som når en flok monstre står med åbne munde og blottede tænder, som
var de et kor der bryder ud i skønsang.

Øjne er en vigtig del af værkerne hos Albertsen.
Figurerne kan være både enøjede, to øjede og ofte endda treøjede. Det kan være
tomme øjenhuler hos monstre eller mennesker. Det kan være blå menneskeøjne med
pupiller i fuglehoveder. Altid er det øjne, der holder øje, så beskueren er set
og måske endda genkendt.

Det humoristiske, i Albertsens værker, ligger ofte i det
overraskende, i detaljen, der tvister værket, så modsætningerne, som i den lidt
barnlige gåde om, hvad forskellen på en færge og en boksehandske er? (Færgen
tuder i havnen mens boksehandsken havner i tuden). Det umiddelbare i værkerne,
overrasker og rammer, som en boksehandske lige i tuden. Og netop tvekampen
optræder ofte i Albertsens værker. Boksekampe og slåskampe er fanget i sekundet
inden slaget rammer, og fortællingen er som frosset fast og beskueren ledes til
at tænke videre over, hvad mon der så skete? Det er kontrasten, der fastholdes
inden slaget smelter sammen med vold og kontrasterne opløses. Det er det rå. Upolerede.

Fuglemennesker

Fortiden er også repræsenteret i Albertsens malerier, som,
når motiverne er taget fra familiens fotoalbum, som det meget private og
personlige og fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete
engang, men som stadig er nutidigt og mærkbart virkelighed i hans liv. Det, der var, forsvinder ikke bare og det kan
være helende eller det kan være blødende sår og rindende tårer. Tiden er i
bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det
er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter
fra os i det øjeblik vi siger nu.

Her spiller fugle, eller menneskekroppe med fuglehoveder
en central rolle i Albertsens univers. Og som tidligere beskrevet, så handler
det med fugle om en barndomserindring, men det er også mere på spil, for også
her er kontrasten i centrum, her mellem det jordbundne menneske og den frit
flyvende fugl. Fugle er hos Albertsen et frihedssymbol af de store. Og at flyve
gennem luften som en fugl har været et fascinerende træk i menneskets drømme
siden de ældste tider. Karakteristisk for Siegmund Freud så han noget seksuelt
i flyvedrømme ved at forbinde fornemmelsen af flyvning med orgasme og seksuel
overlegenhed. Da bevægelse gennem luften antyder spøgelser og engle, forbandt
Wilhelm Steckel, drømme om flyvning med tanker om døden. Og Carl Jung mente, at
de symboliserede et ønske om at klare et problem eller slippe fri af
restriktioner, så at flyve betyder at være fri. Og Jungs forståelse af
”arketyperne” flugter også Albertsens livtag med kontrasterne, som dem, livet
er sat både op imod og ind i. Arketyperne i Albertsens univers er både monstre,
trolde og fugle, noget der ligger dybt i mennesket. Og har gjort til alle
tider. Alle disse, og flere af symboler, er fra de gamle grækeres og romeres
myter, og tolkninger af disse urmyter ligger åbne i Albertsens værker. Hans
univers er fyldt med flyvende væsener og hos ham, er Ikaros ikke en tragisk
figur, der ellers af sin fader, var blevet advaret mod hverken at flyve for
højt eller for lavt. Ikaros fløj alligevel for højt, og solen smeltede vokset
mellem fjerene, så han styrtede i havet og døde, Ikaros er også en helt, og det
er det, der er kontrasten. Kontrasten mellem frihed og bundethed, mellem liv og
død er tydeligt.

Rasmus Albertsens maleriske univers

Titlerne på værkerne, er ikke ligefrem titler der lukker
op for hvad der er på færde, til gengæld lukker de heller ikke ned for
beskuerens egen indlevelse i værkerne. Alberts rå kunst, er ikke fortænkt
teoretisk kunst, og han holder sig heller ikke til regler og akademisk
tradition og maler egentlig bare løs for ikke at kede sig. Fra hovedet, til
hånden til lærredet. Og hans fuglemennesker og trolde, kigger på os, så vi
bliver draget ind i det der underlig sted i mellemrummet af kontrasterne, og
der i dette spændingsfelt ligger det store. De store eksistentielle spørgsmål
mellem sort og hvidt, mellem skabelse og tilintetgørelse, mellem liv og død.
Intet mindre. Der findes
ikke pænhed, men en umiddelbar stemning, følelse eller fantasi mærkes i Rasmus
Albertsens værker. Det er både vanvittigt morsomt og virkeligt råt.

Troels
Laursen


Fakta om Rasmus Albertsen

Født i 1977 i Nordjylland og nu bosat i Nørresundby ved
Aalborg, efter at være uddannet i Sverige på Umeå Academy of Fine arts, i 2010.

Han har allerede udstillet i Danmark og Sverige samt
internationalt
, bl.a.
på New York Media Center. Medstifter af galleri Maskinen i Umeå 2008.
Herhjemme
er han repræsenteret i Gallerie Wolfsen i Aalborg og har atelier i det gamle
kraftværk, Nordkraft, midt i Aalborg.