KUNSTNERBRØDRE

Trykt i NORJYSKE den 15. januar med fem ud af seks stjerner

Kunstnerbrødre – L.A. Ring og
H.A. Brendekilde

Randers
Kunstmuseum

Indtil den 31. marts 2019

At man i Randers samler en stor
udstilling med de to malere, hvis værker har mere end hundrede år på bagen er
ikke tilfældigt, da de fortæller om en brydningstid, der også er vores egen. Og
ikke mindst hvad er kunstens rolle i verden og virkeligheden. Denne udstilling er
den første store samlet udstilling om H.A. Brendekilde (1857-1942) og L.A. Ring
(1854-1933) der
var brødre i ånden. Og for dem handlede det om menneskets plads i verden og om
hvad der egentlig var virkeligheden. Hvad der var realisme. Og dermed hvad er kunstens
opgave i verden. De ville have det så realistisk som muligt og så langt væk fra
tidligere tiders romantiske kunst, der var idealiseret og idylliseret, og her
var de i modvind i forhold til tiden og især den politiske situation, hvor
konseilspræsident Estrup (1825-1913), der som næsten diktator, havde tilsidesat
demokratiet og styrede landet med provisorielove, og derved kom også kunstens
situation og udvikling under pres og forandring, som et spejl af nutiden, hvor
politikerne gerne ser større indflydelse på kulturen og kunsten. Der var, lige
som nu, heftige debatter om kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik
blev de to ofte omtalt under ét i anmeldelserne, men Brendekilde gik senere en hel anden vej end vennen, og som sendte
ham på det nærmeste hel ud af den danske autoriserede kunsthistorie.


Udstillingen udforsker og
fortæller den ufortalte historie om de tos nære venskab og fælles kunstneriske
idealer, men også om vejene, hvor de skiltes. Det er meget flot sat op og
undervejs kan man miste overblikket af hvem der egentlig har malet hvad, men
udstillingens rum er sammensat, så man hele tiden kan se forskellene og ikke
mindst lighederne, især i motivvalget og kompositionerne. Det er ganske
inspirerende lavet. De to mødte hinanden på Kunstakademiet omkring 1877, og i
en periode delte de både atelier og værelse. De brugte hinanden som modeller og
to portrætter i udstillingen, er portrætter af de to, malet af hinanden, og man
ser to unge mænd, medstålsatte, men også med drømme blikke, der skuer ud i
vidde horisonter. I 1881 tog de begge navneforandring, som deres fælles
efternavn Andersen for fremtiden blev et A. De henviser med deres nye
efternavne til deres hjemstavn og deres udgangspunkt også i deres kunst,
ligesom Jeppe Jensen, der blev til Jeppe Aakjær. De ville skildre landlivet, som
det var, og de blev da også (nedsættende) kaldt for bondemalere. Fælles for dem
var også en række nøglemotiver og det sociale engagement for landbefolkningen.


Og i alle værkerne er der en stor udlængsel, fortalt med veje og stier, der er smalle
eller sølede og med en lang horisont. Det kan være pigen, der står ved
tagvinduet og kigger ud eller drengen der sidder bøjet over katekismuslæren og
længes ud, eller skomageren der sidder en sen nattetime og drømmer sig væk.
Længslen efter forandring i tilværelsen og livet er store i værkerne. Og hel
bogstaveligt længslen efter et politisk systemskifte. Og der vises glitrende
landskaber dækket af sne, skovbilleder med spirende anemoner, sommerens
blomster og høstens gyldne aks, altid noget der i udvikling og måske afvikling,
årstiden er tid en uden vækst, men forandringen (ofte fra liv til død) ligger
lige under det hele, så der bygges bro mellem det nære private, livet, arbejdet
og døden i den verden, de kendte fra deres opvækst, og så det akademisk
ophøjede, malerkunsten.

Kendte eksempler er Rings monumentale arbejderskildring
”I Høst” (1885), og Brendekildes berømte ”Udslidt” (1889), der skildrer det
dramatiske øjeblik på marken, hvor en ældre landarbejder har givet op og er
udåndet under byrden af det tunge arbejde.

Efter 1900 fik Brendekildes malerier gradvist
en mere sentimental karakter, som hans kritikere gav betegnelsen
”stokroseidyller”. Han lavede da blomstrende skildringer af anekdotiske optrin
i landsbyerne til en stadigt stigende køberskare. Ring gik sine egne veje. Han
kanaliserede sine eksistentielle overvejelser og konstruktive blik over i mere
fortolkningsmæssigt åbne landskaber og nøgternt aftegnede skildringer af
landsbyernes huse og menneskeskæbner på tærsklen til den moderne verden. Han
gik fra at være realist til at blive symbolist.

Når denne udstillinger er en
stor oplevelse og værd at besøge, så er det fordi den viser over firs værker,
herunder keramik, der fortæller om forholdet til Kählerfamilien, der både er
kendte og ukendte for de fleste, også stiller nogle hel nutidige spørgsmål til
kunsten og vores vurdering af den.


Måske kan vi i dag se en lignende kamp
mellem at skildre mellem virkelighedens virkelighed og dens forskønnede udgave.
Og er der en konflikt mellem det og det mere folkeligt populære? Det er en
udstilling, der bevæger og berører.

Troels Laursen