At få billederne til at knalde
sammen

Trykt i NORDJYSKE den 6. februar med seks stjerner ud af seks

Nordisk modernisme – Inventing
the Future

Kunsten, Museum of Modern Art,
Aalborg

Indtil den 1. juni

På en af plancherne i udstilling
er maleren Harald Giersing (1881-1927) citeret for at sige: det handler om
at få billederne til at knalde sammen
. Forstået, så linjerne og farverne og
kompositionen i værkerne spiller og viser livet i bevægelse og i dens mange
brudstykker, der støder sammen og viser nye vinkler på tilværelsen. Og det er
det der sker her på denne flotte udstilling, hvor Kunsten atter engang viser
stor kunst i en flot ramme. Linjer, tider og farver knalder op mod i hinanden,
så er det er ren lyst i sammenstød.

166 værker af 45 forskellige
nordiske kunstner hænger på hessianvæggene, som det læseværdige katalog, også
er beklædt med, så den ikke bare fortæller om udstillingen, men også miner den
visuelt. De mange værker er som en prismen af retninger og bevægelser igennem
de 50 år værkerne er blevet til i. Flere gensyn er at finde, da en del af udstillingen
består af Kunstens egen samling, og andre vil nok for de fleste være nye navne
og værker, som kommer fra den store norske samling, Canica Kunstsamling. Man
kan undre sig over at norske Edv. Munch (1863-1944) ikke er repræsenteret, nu fokus
er sat på tiden mellem 1910 og 1960, med hele to verdenskrige, hvor meget ændrer
sig og netop forandringen, opbruddet og nedbruddene, kommer til udtryk i disse
moderne nordiske malers værker, som Vilhelm Lundstrøm (1883-1945, Harald
Giersing(1881-1927), Asger Jorn (1914-73) og andre, der nu kan ses sammen med
samtdiige norske og svenske kolleger. Og tilsammen giver det et flot og
overskueligt billede af det nordiske fællesskab, der dengang, var med til at
forandre kunsten, men også samfundet radikalt. Og historisk var det storbyen
Paris, der var epicenteret hvor disse kunstnere hentede deres inspiration. Og
det de bragte med hjem, og senere udvekslede sammen, da krigene i perioden
umuliggjorde rejser, fik både kritikere og publikum til at spærre øjne op,
eller vende ryggen til, til det der mod tidligere tiders naturalistiske og
idealiserede kunstsyn, gik ind i hver enkel kunstners følelser. Kunstneren var
nu selv i centrum som aldrig før. Og som i dag er grundlaget for det meste af
den kunst vi ser i vor egen tid. Der var uro og frygt, der skulle skildres, men
og forsøg på, at skabe ro og fange det spirende håb med referencer til den
teknologiske udvikling. Og maskinerne er med overalt. Med mennesket, som en del
af de opbrudte linjer og maskindele og menneskelige legemsdele.

Udstillingen er delt op efter
genre og tider og kunstskolerne, så den er overskueligt og utrolig informativ.
Det store rum er afskilt af lette gardiner af tynde snore, så det ikke
forstyrrer det andet, men alligevel giver en sammenhæng på tværs af de
grupperinger der er i fokus.

Der er flere kvinder med, heri
blandt danske Franciska Clausen(1899-1986), men også svenske Vera Meyerson
(1903-81) og norske Ragnhild Keyser (1889-1943) og de står meget stærkt i
billedet. Deres værker er væsentlige bidrag til forståelse af det moderne og ganske
ofte af større kvalitet end deres mandlige kollegaer. De havde alle været
omkring Legér malerskole i Paris. De havde en maskinæstestik, hvor menneskets
krop indgår i maskinens dele, det er abstrakt og figurativt, og Meyerson mente
at man skulle kende teknikken bag maskinerne før man kunne skildre dem. Clausen
er flot repræsenteret med værker der både er sarte og voldsom virkningsfulde,
trods de små formater. Senere bemærker man, udstillingsaktuelle på Statens
Museum for Kunst, Sonja Ferlov Mancoba’s (1911-84) skulpturer, hvor masken og
Cobra har gjort sit indtog. Surrealisterne, der kom med Freud i rygvinden, er
godt repræsenteret med gode kendinge som Vilhelm Bjerke Petersen (1909-57)) og
Richard Mortensen (1910-93), fra før han blev til MortenZen, og Wilhelm Freddie
(1909-95), og måske mindre kendte på vore breddegrader, som norske Thorvald
Hellesen (188-1937) er et godt bekendtskab. Og apropos skabe, så findes der flere
af dem rundt om i udstillingen, men de må gerne åbne og bag lågerne gemmer der
sig lysfølsomme arbejder, som kan nærstuderes inde i mørket. En fin detalje,
der skærper sanserne til den videre tur rundt. I et sådan skab hænger der et
værk af Gösta Adrian-Nilsson, forkortet GAN, (1884-1965), en fra
Halmstadsgruppen, her ses den franske inspiration fra kubismen, men også med en
speciel ren nordisk tone i farverne. Der vises hele tolv værker af GAN og man
ser bevægelsen i hans kunst gennem ismerne og gennem tidens og dens fordring.
En fornem lille udstilling inde i udstillingen. Og sådan er udstillingen,
sammensat og delt i flere, men altid sammenhængende og meningsgivende. En
udstilling, der knalder igennem, så liv genfødes. Det er kunsthistorie til
tanken, om dengang, men sandelig også til sanserne, i dag.

Troels Laursen

Faktaboks:

Canica Kunstsamling, består af
mere end 2.000 værker, primært af nordiske kunstnere og med absolut hovedvægt
på perioden 1890-1960.

Det er forretningsmanden Stein
Erik Hagen, der har opbygget den private samling gennem 1980’erne og 1990’erne
med henblik på at udsmykke sin private bolig. I starten samlede Hagen især
ældre malerier af centrale, norske kunstnere som J.C. Dahl, Erik Werenskiold og
Christian Skredsvig. Senere blev samlingen langt mere fokuseret med hovedvægt
på nordisk modernisme. Og ønsket var, at samlingen skulle have tilstrækkelig
fylde og kvalitet til at få national betydning. Og er i dag Skandinaviens
største privatsamling og er med sin kunsthistoriske dybde og sit skarpe fokus
særdeles egnet til museer.