Med næsen på slibestenen

Trykt i NORDJYSKE den 23. marts med fire stjerner ud af seks

Tiden
grebet i halen

Arne
Haugen Sørensen

300,-kr

256
sider, illustreret

Gyldendal

Tiden og ikke mindst den levede
tid, er en svær størrelse, der aldrig lader sig gribe hverken i datid eller i nu’et.
Arne Haugen Sørensens erindringer, er som var det en brønd, hvor vandet løb til
fra alle sider og som der nu kan øses af. Den nu 85 årige kunstner er en af
dansk kunsts sværvægtere og bogen fører os helt tilbage fra det fattige
barndomshjem til de andalusiske bjerge langt væk fra Danmark, hvor han har boet
siden 1981. Meget af tiden var det med næsen på slibestenen for at tjene til
dagen og vejen. At male kom før alt andet. Det kostede og på familielivet og
kærlighedslivet.

Og man fornemmer at der fortælles
hudløst ærligt om et liv med en hårdtarbejdende enlig mor og den fjerne far, og
om brud, her i blandt med broren, et forhold, der beskrives som et sår, der
omsider er lægt, uden man sådan hel får færden af, hvad bruddet skyldes om end
man over et par sider får indblik i en samtale, hvor de to har en samtale og
den en sammenligner sig med moren, mens den anden er far og det dumt svin. Og
måske, som der noteres, handler det om at skabe sig selv, som individ og
kunstner.

Der fortælles om opbrud fra hjemlandet,
som sker flere gange, og som siden 1981 har været permanent i Spanien. Og mange
af skiftende i Haugen Sørensens liv, har handlet om kvinderne og brud og
forelskelserne fra han var atten og til han var 35. Og han giver et stort
indblik i hans egen kamp med kunsten og kunstnerisk udtryk og stillet op imod det
etablerede kunstmiljø, hvor han måske betragtes som outsider, en rolle som man
fornemmer han er stolt over og dog en anelse bitter over, og alligevel er næppe
nogen tvivl om, at han er en central figur i dansk kunst, med en karriere, der
tæller store udsmykningsopgaver i flere af landets kirker og andre offentlige
steder. Og i 2017 blev der etableret et museum for hans kunst i Videbæk i Vestjylland,
ved siden af den kunstpavillon, der var tegnet af Henning Larsen, som en gave
til arkitektens hjemby.

Det er en del anekdoter om
kunstformidlere og kunsthandlere, der lærte maleren, på den hårde måde, hvordan
galleriverden og kunstlivet også kan være og hvorledes det kunne slide på
venskaber og økonomien. Der bliver givet små stikpiller til navngivne kollegaer
og tidligere venner, der ifølge maleren, gik efter magten og pengene, i stedet
for venskabet og kunsten.

Bogen er illustreret med værker
fra kunstnerens lange virke og med private fotos fra hans eget arkiv. Bogen er
en god fortælling fra et langt liv, men også med spændende overvejelser om hvad
livet og herunder hvad troen og kunsten er for størrelser. Hvad gør et maleri
til kunst og han fortæller om, hvorledes han arbejder på op mod tyve værker af
gangen og hver morgen mødes han og dem ligesom to cowboys på gaden klar til
duel, og så trækkes der fra hoften. Maleriet trækker ligesom først, så der må
svares af kunstneren. Arbejdet er med næsen på slibestenen, som han skriver
flere gange. Sådan er det at være den forfulgte, der forfølger, som en har
beskrevet ham som. Det handler om at skabe daglig brød ud af kunsten, med
alderen er det også blevet muligt engang imellem at løfte næsen fra slibestenen
og verden kan ligesom åbne sig for ham. Bogen er et godt selskab.

Troels Laursen