Er det kunst?

Trykt i NORDJYSKE den 20. august med fire ud af seks stjerner

Provisorisk landskab

Af Jan Danebod og Peter Olsen

Kunst Hal Nord, Nordkraft, Aalborg

Indtil den 20. oktober
(foto: Niels Fabæk/Kunsthal Nord)

Hvad gør kunst til kunst? Er det eller bliver det kunst ved, at blive flyttet fra tingens normale sted til et museum eller bare forbi nogen siger det er kunst? Det er et spørgsmål, der har svævet over kunsten lige siden Marcel Duchamp (1887-1968) i 1917 opsatte sit berygtede pissoir på en væg i en kunsthal og kaldte den for ”Fontæne”. Han slog ned på dyrkelse og tilbedelsen af kunsten. Kunsten skulle tilbage til folket, om end folk vist ikke var med på det hele, for var det nu også kunst? Noget lignende er på færde i Kunsthal Nord lige nu.

Og det er et spørgsmål, der ikke findes svar på, men nok mange muligheder for at lege med tanken og lade den være åben, samtidig med, at man sætter både spørgsmålet og forsøger at svare på spørgsmålet. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i. Og det er ind i den tradition at Jan Danebod og Peter Olsen taler, når de nu viser deres foreløbige landskaber, med materialer, det der mest ligner en byggeplads lige uden for kunsthallens vinduer. De to er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og hver for sig og sammen arbejdet i offentlige rum, hvor de har trukket det kendte ind i nye sammenhænge, så det derved fremstår ukendelige, mærkelige, anderledes og glemte. Aalborgs DNA er cement og eternit, også ganske nutidigt, som der bygges lige nu, og så hurtigt, at ingen har gennemskuet, hvad der sker, så byen nu har fået et rent klondikeagtigt udseende, og dermed stiller udstillingen en række spørgsmål om ”et godt liv”, ”et bæredygtigt samfund” og ”hvem har retten til byens offentlige rum”, og hvad bygger vi for? Mennesker eller kapitalfonde?


Mere end 50 værker er der i udstillingen, fra fugtspærrer til forskallingsbrædder, cementrør og betonelementer, klar til opsætning og kantsten, granit pullerter, der står uden en funktion og bliver nu rent formelle genstande og sat i en iscenesat skulpturel konstruktion af elementer, vi allerede kender og forstår, men ikke nødvendigvis tillægger æstetiske værdier. Endsige tænker er kunst. ”Tut” fra kommunens materielgård, der ligger næsten bagbunden i en kasse med en termomåtte og sin fine bagdel til skue, har en fortid som skulptur på Nørresundby Bibliotek, og fortæller, midt mellem andet, der er kommet på overskudslageret, om fortiden og det der må væk, før nyt kan bygges. Kulturarven, hvor dårlig den end er, lægges på depot og udgår af kulturens kredsløb. Er det godt eller skidt, afhænger vel af om man syntes skulpturen er kunst eller kitsch? Er kunsten det foreløbige eller viser den det foreløbige i alting. Spørgsmålene er mange og den er svær at genfortælle, men bør ses og den vil uden tvivl blive diskuteret af de der ser den.

Og om den lykkes afhænger helt sikkert af øjnene der ser. Set herfra mangler der lige noget afgørende, der kunne rykke og ryste, det hele lidt mere. Måske fordi den i al sin fine enkelhed også er meget æstetisk og derfor egentlig krasser for lidt, for hvor er støvet og larmen henne? Og for eksempel kunne et spørgsmål være, om der overhovedet er nogen, der ser stilladset uden for Nordkraft, som kunst, eller om man blot overlever, det som en træls ting på vores vej eller blot går ind i den, mens vi ser ned i vores telefon. Ja, opleves denne udstilling, som kunst eller bare en del af et byggerodet bybillede, som til aalborgenserens ærgrelse kun forstyrrer trafikken. Ingen ved det. Og kunsten er måske, at lade svaret svæve for sig selv og af sig selv. Måske. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i.

Troels Laursen