Det genkendelige i det fremmede

Trykt i NORDJYSKE den 5. september med fem ud af seks stjerner

GRØDE

Kunstbog af Signe Parkins

Forlaget Uro

Sider: 362, med 179 tegninger

Pris: 325,- kr

I 2018 vandt Signe Parkins (f. 1979) ”Pingprisen” for årets bedste tegneserie og er måske mest kendt for netop det, men hendes værker er mere end billedfortællinger, de er også enkeltstående kunstværker, med dybde, smerte og meget humor.

Forlaget Uro, der står bag denne udgivelse, er et fem år gammelt enkvindesforlag, der knytter en grafisk tråd i udgivelserne, der binder dem sammen, og desuden en lyrisk åre, samt en feministisk og repræsentationsorienteret ånd.

Og selvom man kan mene at også her er tale om et feministisk udgangspunkt og vinkel på tilværelsen, hvor manden måske kun medvirker forklædt som en pølse, så er det alt sammen nu almen genkendeligt og på tværs af aldre og køn og kan altså også ramme en halvgammel mandlig anmelder lige ind i eksistensen.

Det er genkedeligt, om end flere af værkerne er fremmede i deres både surrealistiske motiver og spiller på det ubevidste og med følelser i fuld flor. Kvindekroppen er i centrum og naturens biologi i kvindekroppen flyder ind og ud af hinanden og åbner op for en forståelse af mennesket (her tænkt, uden bestemt køn) som uadskilleligt fra de vækstformer, som vores verden, biologien, fysikken og kemien også består af.

Kunstværket, som bogen egentlig er, består af 179 tegninger, der både kan ”læses” som en lang fortælling, men som også kan ”ses” som en række enkeltstående værker, der udtrykker det samme med meget forskellige indsigter og virkemidler, og Parkins behandler, med en fin tynd tuschstreg, det svært tilgængelige og fremmede, men også politiserede emner som identitet, krop, grænsedragninger, og moderskab. Kroppen antager arkitektoniske former og bliver i bogstavligste forstand til de rum hvori der næres omsorg for børn og ældre, og reproduktion, her kvindens krop, der kan forandre sig under og efter en graviditet og fødsel, der vises som et slid, og det hele undersøges ganske smertefyldt, og grotesk med mange kropsåbninger, men også sart og med stille boblende humor. Og titlen handler om at udforske og undre sig og se på det, der er i sin spæde vorden. Og deri menneskelivet, som en af klodens arter.

Hovederne er oftest små og tanketomme, mens kroppen, fysikken, fylder det hele. Mennesket er ren biologi og kun reproduktionsmaskiner. Eller er det? Tegninger udtrykker også en stor fællesskabsfornemmelse, et skæbnefællesskab, som er håbsgivende og så udfolder sig smuk, så alle de kroppes formationer kan ligne blomster, der springer ud og grøden folder sig ud. Det er mere at sige om mennesket end at det er kød og væsker, det er også andet, og det andet er det måske først nu ved at få øje på.  Her ligger der både politisk og samfundsmæssigt kritik, det er, ikke bare kønspolitiks kunst, men samfundskritik under et. Et opgør med præstationskulturen og vores såkaldte antropocentriske kultur, hvor mennesket betragter sig som skabelsens formål og altings mål. Her løftes blikket fra menneskets egen navle. Og det sker i kærlige relationer. Det er så fint og nænsomt gjort og alligevel med stor vid og bid.

Kunstkritiker Rebekka Laugesen skriver, bagest i bogen, en fin lille introduktion til kunstneren og får dermed sat hende ind i kunsthistorisksammenhæng.

Det er et flot værk, med grøde i, men som så sandelig også er i fuld flor og hel modent.

Troels Laursen