Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Jacob Rantzau “So far away” i Hjørring

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:38:31

Langt ude og langt inde
Trykt i NORDJYSKE den 29.september med fire ud af seks stjerner
So far Away – Jacob Rantzau
Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Billedkunstneren Jacob Rantzau (f. 1973 i Aalborg) er kendt af det nordjyske kunstpublikum, lige fra hans optræden i Ålborg gallerierne Provence og Wolfsen, og de senere år på Skagens Museum og Vendsysselkunstmuseum. Og selvom hans univers har bevæget sig fra Rembrandt og en Clair-obscur- teknik, hvor kampen mellem lys og skygge altid er tilstede i belyste og skyggefulde partier til et mere Skagensagtigt lettere belysning og reminiscenser af Poul Anker Bech’s himmelhvælv, så er han umiskendeligt sin egen og han kan det han gør.
”So far Away”, som er udstillingens dobbelttydige titel er Rantzaus første større soloudstilling i 5 år. Og den er tænkt ind i rummene og til museet i Hjørring. Baggrunden er af Rantzau så at sige fik nok af sig selv og måtte i gang med at male på ny. Og hans arbejdsproces belyses i et særskilt skitserum på 1. sal med hundredvis af arbejdsskitser og forarbejder samt tilblivelsen af værket ”So far away” i filmen af samme navn, produceret af instruktør Martin Strunge og med lydunivers af Simon Kringel fra Unmute. Skitserummet er et sandt raritetskabinet for tegnenoter og farveprøver, og skitser af det der vises nedenunder og ting, der ikke er direkte med. Rummet og den timelange film, kan med fordel besigtiges efter man selv har set hovedudstillingen. Rantzau er meget direkte sin teknik og ikke mindst i sine udtryk. Og titlerne skære det sidste ud af værkerne, så man ikke er i tvivl om hvad han vil. Det er både en styrke, men det er også en stor svaghed, for det lukker værkerne ned for beskueren, inden beskueren selv kommer til. De bliver en anelse fjerne og uvedkommende af dette direkte udtryk, som om at kunstneren har så meget på hjertet, at han frygter vi ikke fanger budskabet. Og hvad er det så han vil fortælle, ja om menneskelivet og ikke mindst vores aftryk på hinanden vi vore relationen og i naturen og i os selv. Og hvad mere eller der ellers, der er værd, at beskæftige sig med? Han går i kødet på os. Direkte og med blikke, der ser lige på os og ofte igennem os. Dramatisk og en smule følelsesfuld, der både skaber en afstand og et intens nærvær. Og et gennemgående tema i udstillingen er tidens krav og søgen efter informationer, som er mere underholdning, end kommunikation og aldrig relations bundne. Og ikke mindst fænomenet FOMO, som kan oversættes til: ”angsten for at gå glip af noget” og som bevirker vi altid er på – eller online, som det hedder. Der er ingen pauser, eller helle. For nogle år siden flyttede Rantzau med familien på landet ved Horsens og gradvist har landskabet gradvist fået mere fylde i hans værkers motiver og dermed også samspillet mellem menneske og natur. I takt med motivets udfoldelse indføjer sig også referencer til klimadebatten og de globale udfordringer verden står overfor. Det inderste rum i udstillingen, er at betragte som en installation med kæmpe værker på væggene og en udbrændt jolle, der er standet, i midten, omgivet at få forpjusket strå og måger med fodlænker. Væggen bærer et stort værk, hvor en mand, med synet fæstnet mod agter, mens bagbord brænder, er et portræt af det moderne menneske, der både brænder sine broer bagud og som ikke ænser egen baggrund og tilhørsforhold, men bare vil frem ad, selvom det hele brænder omkring ham. Det er voldsomt og en anelse overtydet og bliver derfor ikke hel så farligt, som budskabet egentlig er. Modsat er endnu et kæmpeværk, hvor en mand desperat forsøge at holde en flok fugle i liner, enten for at styre dem, som et billede på menneskeheden, der vil herske over naturen og udnytte den til egen fremdrift. De to store værker, viser en kunstner, der behersker sin pensler og kender sine virkemidler.
Udstillingen indledes med portrætserien på 26 værker, der bærer titlen ”Verdens lykkeligste land”, og henviser til at Danmark flere gange netop, har modtaget denne titel. Her konfronteres beskueren med bredt smilende mennesker, der vil en det godt. De er i deres enerverende tilstedeværelse og samtidig synes fraværende, for portrætterne, er sine steder meget detaljerede og præcise, så selvom man ikke kender dem, der portrætteres, så er de dog genkendelige, men for det meste, så sker der noget med deres ene øje og med lyset. Øjnene er nærmest kræset ud eller overmalet med tyk oliemaling, så de på nærmeste går i opløsning i den ene side af ansigtet og bliver abstrakte malerstrøg. Mørket bag lyset, det ulykkelige bag lykken bobler frem.
Et stort selvportræt ”Kill your darlings” (fra 2017-18), byder velkommen og straks er tonen sat. I fingrene holder kunstneren, der står i vand til knæene, to hoveder, portrætter af sig selv. Og fortæller, at han nu går i gang med at skære det væk, der står i vejen for kunsten, inklusiv ham selv. Det er et prisværdigt ærinde. Nemlig, at vise os dilemmaet mellem at give slip og holde fast i alting, på én og samme tid. Og det er dette dilemma kunstneren selv kæmper med, set herfra, i al hans kunnen, at give slip på selv samme kunnen og så give slip på fortællingen, så den flyver friere og højere. Og med denne udstilling, der både er langt ude og langt inde, er han allerede langt på den rejse, hvor vi kan forvente mere.
Udstillingen er et af de bedste bud på, det du skal se, lige nu, her i det nørrejyske. Rantzau kan male, men vurder selvom om han rammer hel i plet med sit ærinde om at give slip og holde fast. Og så er diskussionen i gang og det vil sikkert fryde manden, der har en pointe, bag det hele.
Troels Laursen

Faktaboks:
Igennem de senere år har Jacob Rantzau opholdt sig på en række museer, heriblandt Skagens Kunstmuseer og Brandts, Odense, hvor han på stedet har studeret værker af malere som P.S. Krøyer (1851-1909) og H.A. Brendekilde (1857-1942), og under et ophold i Vendsyssel Kunstmuseums kunstnerbolig og -atelier i 2017, Poul Anker Bech (1942-2009).
For Rantzau har studieopholdene været en pause – et mellemrum, hvor han har fordybet sig i processen – både i de studerede kunstneres og sin egen. Det er kendetegnende for Rantzaus arbejde, at han kontinuerligt udfordrer både sig selv, sit maleri og beskueren – og med udstillingen So far Away føjes der endnu et lag til Rantzaus kunst.
I forbindelse med udstillingen udgiver Vendsyssel Kunstmuseum et rigt illustreret katalog, indeholdende ateliersamtaler med Jacob Rantzau ved museumsdirektør Sine Kildeberg samt klimadebattør og forfatter Asger Naruds artikel ”Jo, lille Danmarks indsats nytter noget. Faktisk kan den gøre en verden til forskel”, som i ord kredser omkring de samme tanker og temaer som Jacob Rantzau udtrykker på lærredet.



Asger Jorn og Gotland

Uncategorised Posted on Wed, October 02, 2019 09:32:12

Jorn og Gotland
Trykt i NORDJYSKE den 22. september med 4 stjerner ud af seks
Asger Jorn og Gérard Franceschi på Gotland
Af Lars Morell
Forlag: Asger J’s venner
www.asger-js-venner.dk
62 sider, ill.
Pris 200,-kr

Bogen, springer lige på og hårdt, uden nogen indledende falbelader og straks er vi med på Jorns rejser på Gotland, eller rettere med ind i det store projekt han og den franske fotograf Gérard Franceschi, der skulle blive til bøgerne om den nordiske folkekultur: 10.000 års nordisk folkekunst. Og selv om øen, indgik i en lang og stor plan og at få dokumenteret og vist den nordiske folkekunst, så fik stedet også så stor betydning for Jorn, at han i 1971 ønskede at hans aske skulle sættes ned på Grötlingbo Kirkegård, hvad det er i dag og senere er der kommet en skulptur af Jorn selv på gravstedet, sat i værk af sønnen Ib Jorn.

I 1961 oprettede Jorn ”Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme”, som blev kulminationen på hans interesse for folkekulturen og arkæologien. Instituttet i Silkeborg skulle bestå af en fotosamling og et bibliotek og være et verdens- og videnscenter for uafhængig nordisk billedforskning. Instituttets største enkeltopgave skulle være denne udgivelse af en bogserie på 32 bind om nordisk folkekunst og dermed være et alternativ til den eksisterende kunsthistorie. Jorn ansatte Franceschi til projektet, og de rejste rundt i Skandinavien for at fotografere kunst fra forhistorisk tid og frem. De nåede at tage over 25.000 fotografier, som i dag befinder sig i Museum Jorns arkiver. Et store projekt, som aldrig blev færdig realiseret. 7 bind ud af de 32 planlagte blev udgivet. Bogen er et led i udgivelser om Asger Jorn og de steder han har været og ikke mindst arbejdet, fra Læsø til Italien og Frankrig og nu altså Gotland. Og også denne gang er Morell den kyndige guide, med overblik, der viser rundt og folder ud, med både indsigt og udblik. Bogen har et af optryk af sider fra Franceschis dagbog, som gør det muligt at følge i fodsporene på maleren og fotografen. Bogens tegner et helt nyt billede af samarbejdet mellem de to, der begge var kunstnere på deres felt og deres rejse i 1964. Der er omkring 90 kirker på Gotland, men de to vidste på forhånd, hvad de ledte efter, og gik målrettet efter bestemte kirker på den sydlige del af øen. Mange af dem har romanske stenrelieffer, som forestiller jagtscener, og Jorn mente, at reliefferne knytter sig til sagnet om kong Didrik og den tilhørende billedtradition, som Jorn senere skrev bogen ” Folkekunstens Didrik” om. Bagrunden for det store bogværk, der skulle udgives efter Jorns ide, handlede om at Jorn mente, at det er et særtræk ved nordisk kultur, at den aldrig har været dirigeret af en centralmagt, men altid har været en folkekultur, og meget på linje med kulturideen om folkekunst og kirkebyggerier, som forfatteren Martin A. Hansen og billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, ville vise i deres kirkerejser og med bogen ”Orm og Tyr” ti år tidligere. Desuden var Jorn optaget af, at den nordiske kultur ikke har efterladt sig store monumenter, men snarere har stået lidt gemt af vejen ude til siden. Han følte sig tiltrukket af dette, fordi det var på præcis samme måde, han selv arbejdede. Og til dette kæmpearbejde skulle fotografen Franceschi dokumenterer det hele miniøst, Gérard Franceschi (1915 – 2001). Han var cheffotograf på Louvre, da Jorn fik øje på hans billeder til en udstilling i Paris, som viste billeder af kunst og skulpturer fra en gammel kirke. Franceschi blev så betaget af Jorns planer, at han opsagde sit arbejde på Louvre og rejste til Danmark med Jorn, Jorn var overbevist om, at den franske fotograf med datidens teknologi kunne dokumentere ældgammel kunst, før den forsvandt og blev glemt. Franceschi opholdt sig i flere måneder på Færøerne i 1969, hvor han tog billeder til bogen ”Færøerne, de magiske øer”. Og om denne mand, erfarer man, ved dagbøgerne, at han var en meget pertentlig og systematisk person, og at det har været et umage par de to, fotografen og kunstneren. Bogen kommer ned i detaljen og indeholder fotos af værker, som Jorn lavede undervejs og åbner op for en ny vinkel på Jorn og hans virke, som Lars Morell virkelig har gjort til sit adelsmærke.
Og vi venter så bare i spændingen på de næste.
Troels Laursen