Forsøgskanin
Trykt i Nordjyske den 30. oktober med fire ud af seks stjerner
Behavior
Carsten Höller
Kunsten, Museum of modern Art, Aalborg
Indtil den 23. februar

Foran mig, på mit skrivebord, ligger en stor pille, rød og hvid er den og plastikagtigt. Jeg har ikke turde tage den, Endnu. Der står ikke, hvad den indeholder, men den lå i en stor bunke på udstillingen og man kunne endda tage vand til at skylle den ned med. Men jeg venter lige lidt. Pilen har jeg taget med hjem fra belgisk/tyske Carsten Höllers (f. 1961) udstilling på Kunsten. Den er en del af et værk, og jo man må godt ”pille” ved lige netop det værk, kaldet ”Pill Clock”, fra 2015, så man får sin medicin til tiden. Det er et foruroligende værk.
Behavior hedder udstilling og det handler om opførsel, altså hvordan vi opfører os, når vi møder disse værker, der så at sige intet er i sig selv og først bliver til noget i det nogen møder de, og går inde i dem. Vi er en slags forsøgskaniner, der forsøger os frem til den rette opførelse. Eller bare en opførsel. Og er børnene for vilde, skrider vagten ind. Så må svingdørene (Revolving Doors, fra 2004/2019) og råbene stilne af. Ærgerlig nok, det var lige så sjov, at se de andre gå ind i værkerne med mærkelige skærme og briller på, så de stavrer rundt på usikre ben, som det selv er at gøre det.
Men det begyndte med pillerne, der efter sigende skulle falde ned fra loftet i en bunk, men det skete nu ikke den tid, deres udsendte forsøgskanin var der.
Höller gå efter alternative måder at opfatte vores omgivelser og især vores måder at betragte kunst på. Udstillingen består af værker, der forstyrrer og forvandler eller i bredest mulig forstand ændrer vores kunstoplevelser, heriblandt værker der inddrager lugte, her dufte udvundet af hans forældres tøj (Smell of My Fahter/Smell of My Mother, 2017), tiden delt om i lys og lyde lyd.
Vi kan undersøge vores egen adfærd og opførsel og vi kan ikke mindst se de andres.
Alt sammen stillet an mellem gammelkendte værker af kunstnere fra Linien og CoBrA-bevægelsen. De bliver så at sige en kulisse, der virker som en død kunsthistorisk periode sat op over for denne nye og involverende oplevelseskunst. Som et minde af det der var over for det nye. Måske en fortænkt opstilling. Og som ikke rigtig får et spil i gang mellem hans værker og de klassiske værker.
Höller har en landbrugsvidenskabelige uddannelse bag sig og har arbejdet som forsker i adskillige år, inden han blev kunstner. Denne baggrund afspejler ofte hans værker og leder tankerne hen på videnskabelig praksis og vi, museumsgæsterne er dermed kunstneren egentlige materiale. Vi er forsøgskaninerne, eller vi er selv kunsten. Det handler om at definerer, hvad der er virkelighed og hvad der virker i samspillet mellem kunstværk og mennesket. Og han er optaget af alt det, der gør os til de mennesker, vi er, både fysisk og mentalt, som når de store svampeskulpturer (Double Mushroom Circle, 2010), piller ved vores normale forståelsen af størrelsesforholdene, og ”Upside-Down Goggles” (1994-2019), der, når man tager brillerne på, gør, at man ser verden på hovedet. Det er sjovt og hyggeligt. Men for det meste er udstillingen, set herfra, for det meste, hurtigt udtømte bud på “oplevelseskunst”, mens der i få af kunstnerens værker, som nu pillebunken, lurer en form for forstyrrelse. Men rigtig forstyrret bliver man aldrig undervejs. For man ser gentlig mest sig selv. Og nu vi er ved det med os selv eller selfies, så er det roterende hotelværelse (Revolving Hotel Room, 2008), midt i rummet, og som man for 3.500 kr. kan booke for en nat, en suveræn mulighed for at få sig selv lagt ud på de sociale medier.
Man føler en glathed, der gør det hele en anelse for pænt til at blive enten farligt eller for alvor vedkommende. Adfærden er for opdragen til rigtig at tiltrække sig andet end hyggelig opmærksomhed.
Og kunst med spejle og lyskilder er vi så kendte med og her bidrages der ikke med noget nyt, som vi ikke allerede kender gennem kunstnere som Olafur Eliasson. Vi bliver ikke hel forstyrret, end sige forvirret af dem. Opførslen er for pæn og dermed aldrig hel interessant.
Men, så er der lige den der pille. Den er ubetinget udstillingens højdepunkt og det vægtigste værk og den kunne sagtens alene have udgjort hele udstillingen.
Men den ligger stadig her foran mig, nu anmeldelsen er sendt. Tager jeg den eller tager jeg den ikke. Er jeg en forsøgskanin, der ikke engang ved, at jeg indgår i et stort forsøg? Se! det giver tanker for alle fire stjerner.

Troels Laursen

Faktaboks:
Om Kunsten pARTicipate
Carsten Höller er inviteret til at udstille på Kunsten som del af pARTicipate-udstillingsserien, der sætter fokus på publikums aktive deltagelse i kunsten. Kunsten pARTicipate er en flerårig udstillingsrække, hvor internationale samtidskunstnere arbejder med nye projekter til Kunsten. De inviterede kunstnere skaber kunst, der engagerer publikum enten via performative strategier, sanselige installationer eller med brugerinvolvering og medskabelse. Kunsten pARTicipate hylder den menneskelige kreativitet og skaberkraft og skaber rum for deltagelse. Tidligere udstillinger, der alle er anmeldt her I NORDJYSKE, i serien tæller Ernesto Neto Rui Ni / Voices of the Forest (2016), Roman Ondak History Repeats Itself (2017), Tino Sehgal This Success/This Failure (2018).

Carsten Höller, som er vokset op i Bruxelles med tyske forældre, er kendt for sin eksperimenterende tilgang til kunsten, og hans installationer kan bogstaveligt talt tage form af et videnskabeligt eksperiment, dog uden en videnskabsmand til at måle resultaterne. Höller har en PhD (1988) og en doktorgrad (1993) i landbrugsvidenskab, og hans videnskabelige baggrund er afgørende for hans kunstneriske praksis, selv om den ofte er udtryk for en kritisk tilgang til det dominerende materialistiske verdenssyn. Höller har udstillet på nogle af de mest berømte museer i verden og har bl.a. haft separatudstillinger på Tate Modern i London (2006), Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart i Berlin (2010), New Museum i New York (2011) og Palazzo Strozzi i Firenze (2018).