Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Blixa no 8

Anmeldelser Posted on Fri, June 28, 2019 09:18:05

Soja i rullen

Tryk i Nordjyske den 26. juni med fem stjerner ud af seks

Blixa Artzine no.8, papirrulle

Oplag 62 eksemplarer – deraf 20 eks. Hors Commerce, 42 eks. i handel

Pris: kr. 250,-

Mål: 5 meter lang og 78 centimeter høj

Bidragydere: Claus Carstensen, Jonas Okholm, Klaus Høeck, Anders Brinch, Kamilla Mez,

Peter H. Olesen, Mie Olise Kjærgaard (originalgrafik), Astrid Winsløw Hammer,

Lisbeth Eugenie Christensen, Iben Toft Nørgaard, og redaktørerne Niels Fabæk og Nils Sloth.

Kan købes her:

KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg

Artbreak Hotel Værkstedsgalleri, Aalborg

Bladr, København

Holdet bag det aalborgensiske artzine, Blixa, Niels Fabæk og Nils Sloth, der altid udkommer som et kunstværk i sig selv, udgiver nu deres ottende udgave.

Og endnu engang bryder de formatet for et magasin. Tidligere har vi oplevet den som et destillat og som kassettebånd og en mulepose og meget andet. Denne gang er det som en fem meter lang rulle på to kæppe.

Og man kan stå med det som var man en rabbiner i synagogen og læser op at Toraenrullen. Dog kan det anbefales, ligesom så meget andet i livet, at være to om det. For som i toraen, så handler det om at lære. Og det gennem nysgerrig undersøgelser, som alle bidrag sprudler af. Og det er kras soja i rullen.

Rammen for rullen er ”utopi/dystopi”, om det gode harmoniske sted, og det lige modsatte, det dårlige og forkerte sted. Det samlede værk er et sted, der mellem idealdrømmene og frygtens mareridt. Niels Fabæks foto fra den gamle lufthavnsvej i Lindholm, med en gammel træport, sat sammen med fotos, af den nye og skræmmende arkitektur fra Eternit-grunden, er det, der sætter gang i temaet.

Digtet, af Jonas Okholm, er rullens bort, på 500 ord og mere end 10 m langt, som det går rundt og bider sig selv i halen, som et never-ending fortællende digt om en moderne Thomas More, der kan læses rundt og rundt og man kan begynde hvor man vil og opleve nye ting end gangen før man læste det. Astrid Winsløw Hammer kommenterer skarpt på et aktuelt politisk emne angående en vis ø, som er langt fra Thomas Moore’s bog: Utopia (fra 1516), som skildrede drømmen om et idealsamfund, hvor alle var lige.

Endnu et digt, af Klaus Høeck, er med. Og Claus Carstensen bidrager med tre stærke og voldsomme s/h tegninger, der typisk for ham, hører med i dystopiske, så både litteraturens og billekunstens superliga er med.

Nils Sloths eget bidrag med Pia K. er som en balance, op imod Claus Carstensens bidske hund. Og leger med politisk dystopia. Et afslag, med begrundelse, fra en kunstner er også taget med.

Og som i al god kunst bliver man inddraget, som i lokale upcoming kunstner, Kamilla Mez’s værk, hvor man selv fylder værket ud på finurligvis og råber det ud af vinduet bagefter.

Mie Olise Kjærgaard, er den der bidrager med det originale kunstværk, som Blixa altid indeholder, et linoleumssnit, der trods sit s/h, kunne være et optimistisk langt ude i skoven vision.

Lisbeth Eugenie Christensen tegner, som altid fjerlet og poetisk med en fin streg. Iben Toft Nørgaard’s bidrag udspringer fra et kunstnerisk eksperiment, om hvad der kan siges med fraklippet, så lagene bliver skulpturelt og danner skygger, der ses som en flænge mellem de forskellige lag.

Anders Brinch to bidrage er fra en større serie tegninger, er lavet med vandopløselige farveblyanter, en blok med akvarelpapir og små forsyninger af vand og hvidvin og står som flotte organiske figurer i sort og rødt.

Blixa i 8.udgave er rullende sojastærk kunst, der aldrig får ende. Og man kun kan glæde sig til, at se hvilket format, det så bliver i næste gang.

Troels Laursen



Kunst ved Hanstholm fyr

Anmeldelser Posted on Wed, June 19, 2019 16:25:01

Kædereaktioner

Trykt i NORDJYSKE den 18. juni med 4 stjerner ud af seks

Menneskelig tilstedeværelse

Det Nordatlantiske Fyr

Hanstholm

Indtil den 10. august

At sætte spor er vigtigt og nogen gange farligt. Ikke mindst, når det gælder miljøet og klimaet, der har vore spor konsekvenser og er mærkbare. Og det er til debat: Hvor store spor har vi sat og kan de viskes ud eller bare jævnes en smule?

Og lige nu på det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm vise fire samtidskunstnere fra områderne i det Nordatlantiske, deres værker som et visuelt indskud i debatten.

Og de forholder sig alle til samspillet mellem mennesker og natur. Det skrøbelig samspil, må man tilføje, for alle kunstnere sender advarsler, men også håb ud for netop mennesket, der presses i naturen og for naturen, der presses af mennesket. Og på den måde er der tale om samtidskunst, ud fra den enkle forståelse af genren, at de forholder sig til det, vi diskuterer lige nu og måske endda slås med og om. Det vi gør har konsekvenser, som i en kædereaktion.

Og kædereaktion er der på spil i norske Wenche Kvalstad, som viser udstillingens stærkeste værk, når hun spørger om, hvor blomsterne er henne, og viser at når de er væk, så er bierne væk, og så er der ingen honning og dermed heller ingen bamsebjørne. Værket er skræmmende og morsom i sin enkelhed. En budcykel pakket med papkasser, med de blomsterfrø, der er ved at forsvinde og så en grøn mark med en hær med mere end 100 honningsultne plysbamser, der bare vente. Det er sjovt, men også uhyggeligt, for de stirrer. Og spørgsmålet runger: Ingen blomster, ingen bjørne og hvordan skal I så lave plysbjørne til jeres børn, ja, hvad skal I i fremtiden trøste dem med? Nogen burde tage den cykel og så komme af sted og få sået nogle frø. Værket er er mærkbart og meget nærværende.

Den anden norske deltager, er Yngvild Nergaard, viser malerier. De er alle rumlige og handler om menneskets bygningsspor i naturen og søgen deri. Det er både arkitektur og natur. Farverne er for det meste nedtonede naturfarver og er smukke. De små figurtegninger der er hen over det der kunne være abstrakt er små fortællinger om, hvem der i agttager hvem i naturen og er som små teaterscener. Hun arbejder i øvrigt sammen med Hanne Ekkoren i værkstedet, som kan besøges, om hjemløse, skjulte steder som er lige midt i blandt os. Uden vi syntes de sætter sig spor. Deres fælles projekt, som er undervejs, er et spor, til minde og synliggørelse af det glemte.

Kaisu Koivisto, fra Finland, udstiller skulpturer, der letgenkendelige dyr, men som alligevel langt fra er naturlige. De er kloninger og vanskabninger i stål og pels eller læder. Og det er fra eventyrverden med Bambi, der er skud af en pil, og Snehvide, i hvidt kaninskind og dukker, der skræmmer og stiller spørgsmålet, hvor langt kan og må vi gå i vore avlsprogrammer. Udenfor i redningshuset, stritter et stort rødt dyr ud af porten. Det er lavet af skotten Steve Messam. Den var først ved åbningen i en bunker på stranden, og handler, med sine pigge, om forsvarsværker, naturens egne, så selv den hårde beton, ”overgroes” af naturen, som lige så stille overtager magten igen. Naturen søger balancen og værket er både, med sin røde farve til advarsel og imødekommende. Den ville have stået stærkere om den var blevet i sin bunkerskjul og derfra udvist et forsvarsværk. To andre værker, der også har været opsat i nærheden, kan ses om fotos, men er kun en afglans af det der havde været. Udstillingen er bredt over syv rum og alligevel hænger det sammen. Og så er stedet i selv et besøg værd, om end selve fyrtårnet ikke rigtig er i brug. Den kunne have været udnyttet langt bedre. Men alt i alt, en udstilling, der er for mennesker i alle aldre, og som sætter sine spor af kædereaktioner.

Troels Laursen



Leonardos Univers

Anmeldelser Posted on Sat, June 15, 2019 09:06:09

En mand, der ville studere alt

Bragt i NORDJYSKE den 14. juni med fem stjerner ud af seks

Leonardos univers

Carl Henrik Koch

352 sider, illustreret

500,-kr

Lindhardt og Ringhof

Selv om det er femhundrede år siden, at Leonardo fra byen Vinci (1452 – 1519) er død,

så lever han stadig. Og forleden kunne man læse at en professor i psykologi på King’s College i London har diagnosticeret ham til at have ADHD, og vigtigere, så har Carl Henrik Koch udgivet et gennemarbejdet og smukt udstyret værk. Interessen for maleren, der også var billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder vil ingen ende tage.

Det er over 80 år siden, at der er udkommet en dansk biografi om da Vinci, men med denne store bog kastes, der et nyt lys over en af den vestlige kulturs mest fascinerende skikkelser. I én og samme person forenede han et virke som kunstner, videnskabsmand, ingeniør og filosof. Han efterlod sig værker som Mona Lisa og Den sidste nadver, banebrydende studier i den menneskelige anatomi og skitser til de mest forunderlige maskiner bl.a. flyvemaskinens og helikopterens forgængere.

En mand med mange jern i ilden og det er også derfor og som historiske optegnelser viser, at Leonardo brugte overdrevet meget tid på at planlægge projekter, men manglede vedholdenhed, at hans ADHD skulle kunne forklare aspekter af hans temperament og hans underlige, lunefulde geni, der drev han til at ville studere det hele. Det kan man så mene om hvad man vil.

Bogen her er meget mere videnskabelig og vederhæftigt i sit portræt af dette renæssancemenneske, forstået bogstaveligt. Og i bogen føres vi let og elegant tilbage til renæssancens Italien og den samtid, Leonardo levede i. Det er en opbruds- og omvæltningstid. Og vi får den dramtiske historie om Firenze som renæssancens centrum for al det nye og de nye tanker. Koch har Giorgio Vasari som vigtig kilde og denne grundlægger af faget kunsthistorie tildeler Leonardo et omfattende kapitel i sin bog med kunstner biografier fra 1550 og har kendt mennesker fra kunstnerens egen kreds. Man får for eksempel den herlige historie om Leonardos første ”bestillingsværk” og man ser han levende for sig som en ung mand, med sans for dagliglivets udfordringer. Billedet ”Mona Lisa” kender alle og Koch formår alligevel at hive detaljer frem, så det berømte kvindeportræt, med eller uden smil, får disse ord med på vejen: ”Mange af tidens kvindeportrætter har træk fælles med de talrige fremstillinger af den ydmygt smilende Maria” hedder det. Han antyder dermed, at portrættet skal ses, som var det Jomfru Maria, uden barn.

Bogens gennemgang af Leonardos mange ”opfindelser”, der forudser en masse moderne teknik, men som den gang ikke kunne lade sig gøre, ikke bare forbi teknologien manglede, men også fordi skitserne ikke var hel gennemtænkte, og slet ikke så detaljerigt og indsigtsfulde, som hans anatomi.Hans tegninger af menneskekroppen og dyr er uforlignelige og en hel skat i sig selv i bogen.

Koch slutter bogen af med et bud på, hvordan vi skal forstå dette sammensatte menneske i dag og gør dermed bogen til mere end en hyldestbog om en afdød stor kunstner, men også til en bog, der taler ind i vores egen nytid og fremad. Bogen er smukt udstyret med et stort udvalg af Leonardos malerier, skitser og tegninger.

Ja, så selvom det er et halvt årtusinde siden Leonardo døde, så lever han. I bedste velgående, ikke mindst på grund af denne flotte bog om manden, der ville studerer alt.

Troels Laursen



Kunst og sindsyge

Anmeldelser Posted on Sun, June 09, 2019 16:09:42

Kunst og Sindssyge

Trykt den 8. juni med fire ud af seks stjerner

Smitsomme sindslidelser før og nu
med Særligt henblik paa de nyeste kunstretninger

af Carl Julius Salomonsen

Sider: 166 Pris: 200, – kr.

Forlaget: Æther

Bogens forside, hvor billedet er
sløret, som et udtryk for en synsforstyrrelse eller lige frem en sindslidelse.
Her flagellanter, fra et Limburger krønike (fra 1349), hvor den sygelig trang
til selvpinsler er skildret.

Det er sjældent at et foredrag, der handler
om kunstsyn og kunstens vilkår, skaber de store overskrifter i pressen, om end
netop kunstforståelse og kunstsyn ofte kan skabe følelsesladede diskussioner. Denne
bog med bakteriolog Salomonsens foredrag, og nogle reaktioner på den, er det,
der skulle få overskriften: dysmorfisme-debatten. Salomonsen havde i 1878 havde
gjort den opdagelse, at tuberkulosen er en infektionssygdom og det er vigtigt,
fordi det viser den autoritet, som han var i besiddelse af, da han fremkom med
denne kontroversielle teori, som
gik ud på, at betydningsfulde tendenser i den moderne kunst kun lod sig forstå
ud fra patologiens synsvinkel og skulle anvendes til at karakterisere en
kunstretning, som han opfattede som en unaturlig dyrkelse af det hæslige og
vanskabte. Det
var moderne kunst, som kubisme, futurisme, dadaisme og ekspressionisme, teorien
var i opgør med.

Carl Julius Salomonsen afbildet i
”Vore Herrer” fra 1919 som en olm tyr, der har set sig gal på et moderne maleri.
Han stemplede tidens avantgardekunst som udtryk for dysmorfisme, dvs. en
sygelig hang til hæslighed, uden at finde tilslutning til sin opfattelse blandt
samtidige psykiatere.

Foredraget og den senere bogudgivelse skabte opsigt, og tyder
på, at han har opfyldt et behov for en forklaring på de nyere fænomener i
kunsten. Det er tydeligt, at hans betragtninger er funderet i en bred
orientering om den nyeste kunst i ind- og udland. Og til grund for hans indlæg
ligger ikke kun uvilje, eller forargelse, over for alt nyt og uvant, men et
kunstsyn, som Salomonsen og øjensynlig mange med ham så alvorligt truet af den
modernistiske tendens, der havde manifesteret sig i de umiddelbart forudgående
år.

Salomonsen betragter ikke al
modernistisk kunst som udslag af sindssygdomme. Han ser en særlig tendens, der
på Salomonsen virker sygeligt, er naturfjernheden og uskønheden, det, at
kunstnerne af alt i naturen, hvoraf der kunne frembringes noget skønt, alligevel
vælger at frembringe, det sygelige, som det uskønne og, som vanskabt.

Salomonsen fortsatte frem til sin
død i 1924 med at samle materiale om den moderne kunst og de diskussioner, der
knyttede sig til den. Materialet er i dag på Det kgl. Bibliotek, hvor det
opbevares som Carl Julius Salomonsens Særsamling. Heri findes et righoldigt
materiale bestående af bøger, tidsskrifter, optegnelser og manuskripter, der
giver et indblik i hans arbejde med spørgsmålet og hans syn på modernismen. Han
ønskede ikke at drage direkte politiske konsekvenser af sit kunstsyn. Senere
tog nazisterne i deres kampagne mod ”Entartete Kunst” politiske midler i
brug til forsvar for et kunstsyn, der hvad betragtningerne om sygelighed angår,
var meget beslægtet med Salomonsens. Kunsten er altid under pres. Den gængse
opfattelse af ”god kunst” er oftest den ukritiske og ufarlige kunst. Derfor er
denne lille udgivelse af stor betydning i dag. For kan teorien gå hen og få en
opblomstring her i vor egen tid?

Troels
Laursen

Carl Julius Salomonsen,
1847-1924, dansk læge og bakteriolog, der indførte den medicinske bakteriologi
i Skandinavien efter udenlandske studieophold, hvorunder han i 1878 havde
påvist, at tuberkulose er en infektionssygdom. Fra 1883 var han lektor i
bakteriologi ved Københavns Universitet og blev dermed verdens første indehaver
af en lærestol i dette fag. Han oprettede i 1895 Serotherapeutisk Laboratorium
der i 1901 blev omdannet til Statens Seruminstitut med Salomonsen som direktør
1902-09. I 1907 var han medstifter af Medicinsk-historisk Museum og 1909-10
rektor for Københavns Universitet.



Poul Winther i Hjørring

Anmeldelser Posted on Wed, May 22, 2019 14:04:30

Bevægende
opstillinger

Trykt i NORDJYSKE den 21. maj med fem ud af seks stjerner

Poul
Winther – Ting, ingenting og alting

Vendsyssel
Kunstmuseum, Hjørring

Indtil
den 18. august 2019

Poul Winther var født i Skagen og
livet igennem markerede han sig som en moderne Skagen kunstner. Og ligesom de
klassiske skagenskunstnere, fandt han sine motiver ved havet. Helt
bogstaveligt. Vraggods og indlandskylede ting som kork, plastik, træ og metal
og andet værdiløst, gengav han i malerier, grafik eller de blev til skulpturer
i sig selv. Altid stillet op og stillet sammen.

Denne udstilling skulle have
været en fejring af kunstnerens firs års dag, men da han døde sidste år, er den
blev til en retrospektiv udstilling, der står som en flot mindeudstilling, hvor
hyldesten også mærkes og giver indblik i Winthers kunstneriske udvikling fra
1950’erne til 2010’erne.

Udstillingen viser et tidligt
landskabsbillede fra Skagen ellers er det ret hurtigt at han finder både sin
stil og motivkreds, hvor hans indsamling ved havet og den efterfølgende iscenesættelse
bevirker, at tingene opleves som bærere af fortællinger, sætter gang i følelser
og laver stemninger. Det er stillestående opstillinger, der bevæger, som de
står der i et møde mellem ligheder og forskelligheder, mellem lyset og
skyggerne. Ja, man må forundres over alle de forskelligheder, han kan finde, i
det der ved første øjekast ligner hinanden. De er på lærredet og de er på
podier i samlinger, så man kunne fristet til selv at flytte rundt på
genstandende og lave den bevægelse, der findes på væggene.

De to malerier “Chet Baker” I og
II er blandt udstillingens hovedværker. Winther skabte malerierne både som en
hyldest til og nekrolog over jazzmusikeren Chet Baker (1929-88), til et liv og
en musik, hvor den melankolske side er fremtrædende, eller hvor man også tør se
skyggerne, for måske bedre at kunne tåle al lyset. De to værker, er ens,
bortset fra farverne, en er sort/hvid, den anden med få lysende gule og blå
farver, ligesom lagt ind over den sort/hvide. Den lille forskel giver den store
betydning.

I opstillingerne er der også en
politisk vinkel, som hele 21 mindre værker, der udgør serien: Mandela, efter et
tilfældigt møde med ham. Og man ser de mange følelser det møde satte i gang hos
maleren. Et ældre værk som ”Krigsblind” har samme voldsomme fortælling i sig,
og i det værk, ses det tydeligt at en af Winthers læremestre var Svend Wiig
Hansen (1922-97). Den Frederikshavnsfødte og skolekammerat med Winthers far,
Karl Bovin (1907-85) var en anden, der vejledte den ellers selvlærte maler.

En serie med citroner, flytter os
fra Skagen, men opstillingen er stadig i centrum, som et stilleben, i
billedgenren, der viser naturen frosset i en ubevægelighed. Men som bevæger
beskueren. Det gælder også disse små citroner, der bliver til små elementer i
et uendeligt univers, som var de Cezannes’ æbler og ”det rene maleri”. Og vi
ser pludselig nærheden i det vi ellers oftest ser hen over eller forbigår. Det
er undersøgelsen af gentagelsens forskydninger og det hele er cirkler, cylindre,
trekanter og kvartrater, der balancer med en sjælden nærvær og ro. Ud over
opstillingerne er der også nogle ældre selvportrætter, der fremstiller et
følsomt mennesker, hvilket også den lille film, ”Havgus, sand i øjnene” fra
2003 af Pier Marie Andersen fint får vist. Et levende portræt, som er med til
at bygge til ved selve oplevelsen af udstillingen og manden, som vises og
hyldes. De godt hundrede værker, samt mange flere i den grafiske udstilling på
2. sal, hvor de fleste er lavet på Grafisk Værksted i Hjørring, lugter af hav,
sand og blæst. Det er en masse ting, der fremstår som ingenting, men som
bevæger sig, til alting. Det er en sand fornøjelse.

Troels Laursen

Faktaboks:

Poul
Winther (født i Skagen i 1939 og død i København i 2018) boede og arbejdede i
Skagen og København. Han var uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Som
kunstner var han autodidakt – dog modtog han vejledning af kunstnerne Karl
Bovin (1907-85) og Svend Wiig Hansen (1922-97). Winther debuterede på
Kunstnernes Efterårsudstilling i 1958 og var medlem af
kunstnersammenslutningerne Koloristerne og Vrå-udstillingen fra hhv. 1963 og
1965.



Theis Wendt i Kunsthal Nord

Anmeldelser Posted on Sun, May 19, 2019 15:28:39

Mørkets
lyse sider

Trykt i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner den 15. maj.

THEIS
WENDT

NEGATIVE
MEADOW

Kunsthal
Nord, Aalborg

Indtil
30. JUNI 2019

Kunsthal
nord ligger hen i et halvmørke for tiden. Og det er både skummelt og trygt.
Skummelt fordi det kan være svært at se hvad virkeligheden er og trygt, fordi
mørket har sin egen ro og huleagtige sikkerhed. Det er ganske stramt iscenesat.

Det
begynder næsten som på en eng, den negative eng, som titlen referer til. Eller
videoinstallationen, som med teknik, forholder sig til de bevægelser, beskueren
gør sig, hen over gulvet, handler om det usynlige fortid. Og hvad er det så?
Ja, her er det træernes sorte skygger, der spiller hen over gulvet, så man kun
forsigtigt betræder det og måske kun går langs væggen. Det negative er lysets
skygge. Som så, på forunderligvis, mens man går der, bliver til mørkets lyse
sider. Og det er let, trods mørket. Ja, den Gammeltestamentlige salme, om de
grønne enge og tryghed ved dens vandløb, flyder med ind i ens bevidsthed og man
ledes. Og tiderne blander sig og flyder sammen til et meditativt nu.

Theis
Wendt (f.1981) er optaget af forholdet mellem de romantiske
repræsentationer af mennesket og naturen, hvor mennesket kunne beherske
naturen, noget der stadig gør sig gældende i dag, og så dette mørke, som er et
mere dobbelttydigt indblik i, at mennesket med sin globale opvarmning kan gøre
selv de grønneste enge sorte. Og så handler det om virkeligheden eller rettere
hvorledes vi ser virkeligheden og hvordan det påvirker alt vi gør. Og med et
filosofisk bagtanke a la René Descartes (1596 – 1650), der sagde: ”Dubito ergo
sum, Jeg tvivler (på alt) og derfor er jeg”. Udstillingen er en slags skovtur,
under træers skygge, en varm sommerdag. En virtuelt naturoplevelse, der sætter sanserne
i gang, men er det virkeligheden vi sanser? Denne tvivl sniger sig ind i Wendts
univers, overalt. Er det vi ser, virkelighed eller bare noget vi tror er
virkelighed? Et rum med værker, med vinduer, der ikke kan ses igennem, der
indeholder indstøbte persienner, stiller det samme spørgsmål, mens man står og
kigger på disse fysiske værker, og funderer over og man står udenfor og kigger
ind, eller står indenfor og kigger ud mellem de mørklagte persienner.

De er
både det de forestiller, vinduer, men samtidig ”kun” et billede af et vindue,
og hvad er sandheden eller virkeligheden så? I de bagerste rum er det også
vinduet og dets funktion, der sat i spil for her er kunsthallens vinduer
blokeret med spejle og tekstiler foran. Og det hele spejler sig i hinanden, og
en interferens opstår som et nyt billeder, der skyder sig ind og giver endnu et
skub til virkelighedsopfattelsen. Wendt viser også en serie plasticafstøbninger
af et maleri. De er en form for abstrakte landskabsmalerier og er hel klassisk
i sin tre-deling af et maleri af billede, medium og krop, men her er de tre
dele imidlertid faldet sammen eller smeltet sammen til et. Det er billeder, som
er malet indefra, og de skal hænger og svæver i rummet for netop at
understrege, at de er objekter og ikke malerier i traditionel forstand. Det
ligner noget vi kender og er alligevel noget andet og virkeligheden forrykkes.

Otte
støvsugere indgår også som objekter. Det der normalt, praktisk nok, er inden i
støvsugerposerne, er her på ydersiden af støvsugerne, så alle vore ellers rene
overflade, udadtil, er vendt på vrangen, så et hvert tilløb til et glansbilleder
krakelerer. De står i et rum, hvor væggene er optiske bedrag, så man tror
rummet ender hvor der plejer at være en dør, og forsætter hvor der plejer at
være en mur. Det er legende og det er forløsende. Det handler om at tvivle og
være til.

Det er
mørkes lyse sider og velkommen indenfor til en masse spørgsmål om den
virkelighed du så, da du kiggede efter.

Troels
Laursen

Faktaboks:

Theis Wendt (f. 1981) blev
uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002-2008. Han har været meget
aktiv på kunstscenen siden 2006 og har udstillet på talrige udstillingssteder i
ind- og udland. Han har haft soloudstillinger på bl.a. Cinnnamon, Rotterdam i
2018, Projektrum D7 i København i 2017, Andersens Contemporary i 2014 og på
Tranen i Gentofte i 2013. Bor og arbejder i København.



Broerne i Vrå

Anmeldelser Posted on Fri, May 10, 2019 09:47:56

Brobygning

Trykt i NORDJYSKE med fire stjerner ud af seks den 7. maj

Søren
Elgaard: Broer

Vrå
Kunstbygning og Engelund Samlingen, Vrå

Indtil
den 2. juni

For et par år siden viste Søren
Elgaard en del af disse viste værker på ARoS i Aarhus. Og nu er der mulighed
for et gensyn med disse, sammen
med mange nyere værker, og de kredser alle sammen om broen, som konstruktion og
arkitektur og som mentale passager, for broer er et meget symbolladet motiv.

Og findes da også som sådan i mange
sammenhænge, der ikke kun handler om forbinde landsdele, og på fra
Euro-sedlerne. Elgaard har arbejdet med broer i mange år og
hans fascination af disse konstruktioner, smitter. I høj grad.

En ti minutters film frem og
tilbage over Kulturbroen mellem Aalborg og Nørresundby viser, at det både
handler om broen som symbol, men også som en slags abstrakt realisme, hvor det
helt konkrete i bygningsværket, som broerne er, pludselig kan ses som den rene
geometri som linjer på langs, højkant og på kryds og tværs. En konkret og
abstrakt realisme, kunne man måske kalde det.

Udstillingen er på en måde opdelt
i fire, ud fra fire udvalgte broer, der er ret forskellige fra hinanden, hvad
angår både byggeår, geografi, materialer og byggestil, som ”Den røde træbro ved
Kastellet i København”, der blev udødeliggjort af guldaldermaleren Christen
Købke (1810-48) allerede i 1834, i dens karakteristiske røde farve og
jernbanebroen i Aalborg. Også udenlandske broer broerne ses, som Forth Rail
Bridge i Skotland, opført i årene 1882-89, og ikke mindst den ikoniske Golden
Gate Bridge i San Francisco, som stod færdig i 1937, året før broen i Aalborg.

Rialtobroen i Venedig ses også i
akvareller, som nok er skitseagtige, men utrolig levende og aldrig stive i
deres nedtonede farver. Akvarellerne er set her fra udstillingens højdepunkter.

Værkernes farver er oftest helt holdt
i blå og rødt, helt som var de signaler, og dertil kommer spejlinger og reflekser
i vandet og vinduer, alt det vi kender Elgaard så godt for. Og det sker i en
stil, nyrealismen, som han allerede tilbage i 70’erne var med til at
introducerer herhjemme. Og denne udforskning af realismen arbejder han stadig
overbevisende med, nemlig forholdet mellem virkeligheden og så de billeder vi
har eller laver af virkeligheden. Og derved bliver broer også åndelig og
mentale passager, eller som broer også kan hedde på engelsk: Gate, der både er
åbninger og porte fra det ene til det andet. Broen bliver næsten til ritualer,
eller en rite de passage. På nogle af broerne er der mennesker, der enten skal
over broen eller som arbejder på broen. De slår ligesom det symbolske i
værkerne itu men de tilfører en slags vitalitet fordi de giver værkerne et andet fokus af, at der også er mennesker til stede. Værkerne er i blandt nærmest fotografisk vellignende, og kan dermed bevæge sig væk fra selve
den abstrakte realisme. Så der er nok
at gå på opdagelse i.

Udstillingen viser mere end 50
værker, og denne ophobning eller de mange gentagelser er ikke kedelige,
tvært om udvider de horisonten og broerne ud, så de når beskueren både mentalt og
meget sanseligt, og der er næppe nogen, der vil se, eller passager en bro,
efter den udstilling, på hel samme (ligegyldige) måde, som tidligere.
Troels Laursen



Kunst og Politik

Anmeldelser Posted on Wed, May 01, 2019 15:04:56

Kunsten og historien

Trykt i NORDJYSKE den 29. april med tre ud af seks stjerner

Folkets
tid

Martin
E.Q. Grunz

160
sider, rigt illustreret

300,
– kr

Gyldendal

Få dage efter denne udgivelse, havde
disse 7 værker af Jacob Brostrup, til Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg,
allerede skabt stor diskussion. Om både politisk kunst og ikke mindst om, hvad
der er god kunst i det offentlige rum. Og skal politikerne blot heppe på
kunsten, eller skal de rækker ind i den og være aktive medspiller i den. En af
dem er Henrik Sass Larsen, som fik ideen til projektet. Han siger: ”I
Socialdemokratiet er vi stolte af vores historie. Vi er et parti som snart er
150 år gammelt og som har sat markante aftryk på den nyere Danmarkshistorie. Vi
tør endda hævde at Socialdemokratiets historie er lig med Danmarks. Det er os
og vores idegrundlag som har skabt det moderne velfærdssamfund”. Og
politikernes opdrag til kunstneren var at skildre Socialdemokratiets og
arbejderbevægelsens historie, ideer, begivenheder og personer og lade det være
monument for det samlende og fælles.

Og den unge kunstner brugte sammen med
historiker Martin Ejner Olsen Grunz, flere måneder på at finde ud af, hvordan
man gik til sådan en opgave, så man kunne komme hele vejen rundt om
Socialdemokratiet, arbejderbevægelsen, velfærdsstaten og det moderne Danmark’s
historie. Hvert værk undersøger og fremstiller mange dele af historien, både de
kendte og de mindre kendte, de accepterede og de mindre accepterede. Historien
er retrospektivt aldrig entydig, derfor vil der være elementer i værkerne, som
skaber diskussion, og forhåbentlig giver et endnu mere nuanceret blik på den
historie, som vores fælles fremtid bygger på.

Jacob Brostrup sagde selv;
“Jeg fik denne opgave i december 2016, lige efter Trump var blevet valgt,
og man begyndte at tænke på om der ikke var noget mere seriøst at beskæftige
sig med i denne verden end fri fantasi. Derfor var jeg heller ikke et øjeblik i
tvivl om at jeg skulle sige ja til opgaven og Trump begyndte hurtigt at lave
politik på fiktion, så derfor virkede det pludselig helt korrekt, at lave kunst
baseret på virkelighed”.

Bogen giver sit syn på det
skifte, der sker i Danmarkshistorien fra arbejderbevægelsens stiftelse i 1871
og frem til i dag. Alt sammen set ud fra et socialdemokratisk udgangspunkt. Det
handler om partiets selvforståelse i dag. Fra salget på Fælleden og forfatningskampen,
parlamentarismen og Påskekrisen, Staunings pragmatik i 30’erne,
samlingsregeringen under krigen og efterkrigstidens kamp for at bevare Danmark
som et demokratisk samfund med etablering af velfærdsstaten, internationalt
arbejde efter opbrud i Østeuropa og en nutid med mange konflikter. Og den forsøger
med disse syv detaljerige malerier at skabe en fortælling om historien fra
arbejdskamp til velfærdsstat suppleret med historiske fotos. Brostrup værker er
ubetinget flotte og med hans genkendelig teknik, der skubber forskellig rum og
tider sammen i et værk er godt udført. Og er med til at vise at politisk kunst,
som for nogen vil være propaganda, stadig kan laves og skabe debat. Bogen viser
at kunst, liv og politik aldrig er objektiv. Læs bogen og tag del i
diskussionen.

Troels Laursen



« PreviousNext »