Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Læsø Museum og de frivillige

Anmeldelser Posted on Sat, August 31, 2019 10:32:57

Levende
Læsø-fortællinger

Trykt i NORDJYSKE den 29. august med fem ud af seks stjerner

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Levende
Læsø-fortællinger

¤¤¤¤¤-
(fem ud af seks stjerner)

Læsø
Museum og de frivillige

192
sider.

Tekst: Asger Schnack. Foto: Lars Gundersen

192
sider, pris 295 kr

Forlag
Læsø Museum

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk

Læsø museum er i virkeligheden
hele fire lokaliteter fordelt rundt på øen: Museumsgården, der ligger lidt uden
for Byrum, Hedvigs Hus ved Østerby, Museumshuset i Byrum, og kutteren FN162
Ellen. Fire steder, hvor der vises og fortælles om øens historie og
menneskernes liv gennem tiderne.

Og den slags driver ikke sig
selv. Det ved man, som øboer. Skal der ske noget, må man selv gøre det. Og
denne bog er tilegnet de frivillige omkring museet på Læsø, og som får det til
at findes. For sandheden er på Læsø, og så mange andre steder, at uden
frivillige, så var der heller ikke noget museumsliv på øen. Og hvem er så de
frivillige, der sættes i front? Ja, det er folk, der gode til at fortælle og
formidle så det smitter og øen ikke bare bliver for dens egne beboer, men så
der lukkes op for turister og eventuelle nye tilflyttere. De er fælles om at
være stolte af deres sted. Og de gør til forfatteren og forelæggeren Asger
Schnack, der ligetil formilder deres livsfortællinger om øen. Det er
museumslederen Simon Kyhn-Madsen, der også er gift med præsten på øen, der
fortæller om museums grundfasthed på øen.

Formidlingen og den gode
fortælling er i fokus, fra Lili Jepsen, der er museets blæksprutte, til
medarbejderen Niels Erik Nielsen, der drømmer om bronzekanoner, og Solveig
Hansen, med læsø-dna i blodet gennem fire-fem generation, der har viden om
stedet og stederne og dens beboere, og ellers kan finde det hun ikke selv ved i
arkivet. Den frivillige Kirsten Larsen, der arbejder med Læsødragten, men også
poserne til det berømte Læsøsalt, og salteventyrets igangsætter Poul Christensen
er endnu et eksempel på, hvad formidling af viden kan udrette og endda blive
til arbejdspladser. Sømanden Erik Møller Sørensen og kutteren Ellen får sine
linjer. Og tangtagene får deres via Henning Johansen, mens Birgit Stoklund
styrer udgivelserne. Karin Engel Jønsson står bag udgivelserne: ”Som jeg husker
det”, så det der huskes ikke glemmes inden det er for sent. Og sådan er Lilli
Pedersens fortælling med om morens Hedvigs hus, der nu, med sit fine tangtag,
er en del af museet. Museumsforeningens formand, Jette Munk, er læsøfødt, og
arbejder med slægtsforskning og ikke mindst at museets steder er levende. Og
bogen er er med til at det sker. Det er levende Læsøfortællinger, om det der
var, men som er med til at der også bliver noget fremover.

Kunsten på øen berettes, der om
via Asger Jorns og Per Kirkebys huse, og Kirkebys ”Vinduestårnet” (fra 2018),
der fortæller om udsynet på øen, hvis beboer sejlede ud og kom hjem med nyt.
Men også de mere klassiske malere, som Rørbye, Skovgaard og Krøyer har
relationer dertil. Og ikke mindst Michael Anchers og Laurits Tuxens kendte
portrætter af læsøpiger. Og kunsten vil sikkert i de kommende år få endnu mere
fokus. Der er nok at bygge videre på, også med det nye Læsø Kunsthal.

Det handler om formidling og den
gode fortælling, der skaber liv og fremtid.

Bogen er hyldest bog til
ildsjælene på øen og til øens historie, og dertil kommer at bogen er en suveræn
souvenir, ikke mindst på grund af de fantastiske fotos af Lars Gundersen og det
lækre layout. Lige til at tage med sig hjem, så turen derovre kan overvinter længe
derhjemme. En sjælden smuk udgivelse.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk



Jan Danebod og Peter Olsen i Kunsthal Nord

Anmeldelser Posted on Wed, August 21, 2019 12:35:01

Er det kunst?

Trykt i NORDJYSKE den 20. august med fire ud af seks stjerner

Provisorisk landskab

Af Jan Danebod og Peter Olsen

Kunst Hal Nord, Nordkraft, Aalborg

Indtil den 20. oktober
(foto: Niels Fabæk/Kunsthal Nord)

Hvad gør kunst til kunst? Er det eller bliver det kunst ved, at blive flyttet fra tingens normale sted til et museum eller bare forbi nogen siger det er kunst? Det er et spørgsmål, der har svævet over kunsten lige siden Marcel Duchamp (1887-1968) i 1917 opsatte sit berygtede pissoir på en væg i en kunsthal og kaldte den for ”Fontæne”. Han slog ned på dyrkelse og tilbedelsen af kunsten. Kunsten skulle tilbage til folket, om end folk vist ikke var med på det hele, for var det nu også kunst? Noget lignende er på færde i Kunsthal Nord lige nu.

Og det er et spørgsmål, der ikke findes svar på, men nok mange muligheder for at lege med tanken og lade den være åben, samtidig med, at man sætter både spørgsmålet og forsøger at svare på spørgsmålet. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i. Og det er ind i den tradition at Jan Danebod og Peter Olsen taler, når de nu viser deres foreløbige landskaber, med materialer, det der mest ligner en byggeplads lige uden for kunsthallens vinduer. De to er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og hver for sig og sammen arbejdet i offentlige rum, hvor de har trukket det kendte ind i nye sammenhænge, så det derved fremstår ukendelige, mærkelige, anderledes og glemte. Aalborgs DNA er cement og eternit, også ganske nutidigt, som der bygges lige nu, og så hurtigt, at ingen har gennemskuet, hvad der sker, så byen nu har fået et rent klondikeagtigt udseende, og dermed stiller udstillingen en række spørgsmål om ”et godt liv”, ”et bæredygtigt samfund” og ”hvem har retten til byens offentlige rum”, og hvad bygger vi for? Mennesker eller kapitalfonde?


Mere end 50 værker er der i udstillingen, fra fugtspærrer til forskallingsbrædder, cementrør og betonelementer, klar til opsætning og kantsten, granit pullerter, der står uden en funktion og bliver nu rent formelle genstande og sat i en iscenesat skulpturel konstruktion af elementer, vi allerede kender og forstår, men ikke nødvendigvis tillægger æstetiske værdier. Endsige tænker er kunst. ”Tut” fra kommunens materielgård, der ligger næsten bagbunden i en kasse med en termomåtte og sin fine bagdel til skue, har en fortid som skulptur på Nørresundby Bibliotek, og fortæller, midt mellem andet, der er kommet på overskudslageret, om fortiden og det der må væk, før nyt kan bygges. Kulturarven, hvor dårlig den end er, lægges på depot og udgår af kulturens kredsløb. Er det godt eller skidt, afhænger vel af om man syntes skulpturen er kunst eller kitsch? Er kunsten det foreløbige eller viser den det foreløbige i alting. Spørgsmålene er mange og den er svær at genfortælle, men bør ses og den vil uden tvivl blive diskuteret af de der ser den.

Og om den lykkes afhænger helt sikkert af øjnene der ser. Set herfra mangler der lige noget afgørende, der kunne rykke og ryste, det hele lidt mere. Måske fordi den i al sin fine enkelhed også er meget æstetisk og derfor egentlig krasser for lidt, for hvor er støvet og larmen henne? Og for eksempel kunne et spørgsmål være, om der overhovedet er nogen, der ser stilladset uden for Nordkraft, som kunst, eller om man blot overlever, det som en træls ting på vores vej eller blot går ind i den, mens vi ser ned i vores telefon. Ja, opleves denne udstilling, som kunst eller bare en del af et byggerodet bybillede, som til aalborgenserens ærgrelse kun forstyrrer trafikken. Ingen ved det. Og kunsten er måske, at lade svaret svæve for sig selv og af sig selv. Måske. Svarene er altid foreløbige og midlertidige. Og det er det rum, kunsten arbejder og udtrykker sig i.

Troels Laursen



Plesner og Bindesbøll i Skagen

Anmeldelser Posted on Fri, August 16, 2019 10:26:43

Skagens arkitekter

¤¤¤¤–
(fire stjerner ud af seks)

Plesner
og Bindesbøll – 2 arkitekter i Skagen

Skagen
Odde Naturcenter

Indtil
den 18.oktober

Selvom der står to navne i titlen
på denne udstilling, så er fokus næsten fuldstændigt udelukkende på Plesner.
Bindesbøll er mest med som det tynde øl i denne sammenhæng. Til gengæld får vi
noget at vide og se om denne arkitekt Ulrik Adolph Plesner, der var født i en
vestjysk præstegård i 1861 og han er således en del af den generation af
arkitekter, der kom fra kirkelige miljøer, som Københavns Rådhusarkitekt Martin
Nyrop, hvor den enkle byggeskik var fremherskende, med tætte, sluttede
bygningskroppe i røde kulbrændte mursten, hvidtede gesimser og bånd, blev en
stærk inspirationskilde for den unge arkitekt. Plesner dør i 1933 i Skagen.

Og
det er da også ham, der sætter sit mest markante præg på byen, og som de fleste
nok forbinder med byens æstetik og stemning. Og det begyndte egentlig bare med
et besøg og et tilsyn, for i 1891 skulle man igen bygge et fyr i Skagen, nemlig
Højen fyr. For at føre tilsyn med byggeriet sendte Farvandsvæsenet en 30 årig,
knapt nok færdiguddannede arkitekt Plesner. Han boede på Brøndums Hotel, og så
var der kontakt til kunstnerkolonien via værten. Og det gav den unge arkitekt
opgaver. Og det tog om sig, selvom han også senere satte sit præg andre steder,
som på både København og Esbjerg. Byfogedgården ombyggede han, så Krøyer og
Marie kunne bo og arbejde der. Han bistod Krøyer med at få styr på perspektivet
i det store Børsbillede i 1895, det gigantiske maleri, som man helt
sensationelt vil kunne se på lige nu på Skagens Museum, og så tegnede han også
Krøyers luksuøse palæ i København.


Thorvald Bindesbøll var femten
år ældre end Plesner, og Plesner benyttede ved flere lejligheder Bindesbøll,
når der skulle laves facadeornamentik eller indendørs dekorationer. Og da
Skagen havn blev projekteret, indgik der også planer om opførelse af en
havnemesterbolig og et antal fiskepakhuse. Plesner bearbejdede selv skitserne
til havnemesterboligen og skabte her et af sine mesterværker. De ikoniske Fiskepakhusene
overgik til Bindesbøll, der også gav vennen interessen for jugendstilen.

Og de to samarbejdede om
ombygningen af Skagen kirke i 1909-1910, hvor Bindesbøll især satte sit præg på
interiøret. ”Bølle”, som han blev kaldt af vennerne, døde dog inden arbejdet
var helt afsluttet.

Skagensbanen blev hans
gennemgående arbejdsgiver, for hvem han tegnede stationsbygninger, remiser,
pakhuse og værksteder. Tre markante trefløjede bygningsanlæg blev det også til.
Klitgaarden som sommerbolig for Chr. X og Alexandrine, Skagen sygehus og
Brøndums anneks Admiralgården.

Plesner kunne umuligt selv klare
alle opgaverne. Han havde stærkt betroede medarbejdere som f.eks. Kristian
Jensen. Den nye generation af arkitekter med rod i Skagen, repræsenteret af
Christen Justesen senior og Julius Berg, arbejdede på Plesners tegnestue, inden
de selv fik luft under vingerne, og byens håndværksmestre var raske til at lure
nogle af Plesners fiduser. Direkte eller ad omveje har Plesner derfor haft en
uvurderlig indflydelse på, hvordan Skagen kom til at se ud, og hvordan den
stadig fremtræder. Ulrik Plesner var ugift og ligger begravet på kirkegården i
Skagen.

Udstillingen er skabt i et
samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv Skagen,
Kystmuseet og så udstillingsstedet Skagen Odde Naturcenter hvor det hele kan se
indtil efterårsferien. Hans Nielsen har samlet dokumentarisk fotomateriale af
Plesner og Bindesbølls lokale bygningsværker og de samme bygninger er blevet
fotograferet i år, så der nu foreligger et mindre fotografisk arkiv af den
arkitektoniske udvikling i Skagen før og ikke mindst hvorledes bygninger nu
tager sig ud. Som introduktion til udstillingen har Emil Bandholm Hansen filmet
Skagen fra oven, og bygningerne med sin drone. Udstillingen er meget teksttung
med plancher og lille skrift og ofte med sjove anekdoter, men man kunne godt ønske
sig flere modeller og skitser fra arkitektens hånd, men næste år udkommer der
et to-bind bogværk, af arkitekt Viktoria Holst Eriksen, om Plesner og den er
nok værd at vente på. Imens kan udstillingen anbefales.

Troels
Laursen



Spændende styrkeprøve i Sæby

Anmeldelser Posted on Mon, July 22, 2019 09:57:20

Styrkeprøve

Trykt i NORDJYSKE den 21. juli med fire stjerner ud af seks

Marionette
/ 2D Trees / Rise and Fall

Antti Laitinen

Efter et nyt Minut

Vestergade 30, Sæby

www.efteretnytminut.dk

Indtil den 31. juli

Naturen er et varm varmt emne lige nu, ikke mindst i kunsten. Og ikke mindst
er mennesket forhold til miljøet, klimaet og omgivelserne i centrum, som
sjældent set før i kunsthistorien.

Og det nystartede udstillingssted midt i gågaden i Sæby vises der nu
lige nu en kunstner, finske Antti Laitinen, der kredser om forholdet mellem
menneske og natur, om landskab og menneskets spor i dette landskab. Antti
Laitinen er uddannet billedkunstner fra Det Finske Kunstakademi samt Turku
Kunstakademi. Og han arbejder med og mod naturen og dens kræfter, og dokumenterer
dette møde med video og fotograf.

Han udstiller internationalt, senest i Guang’an Field Art Biennale i
Kina, men bor og arbejder primært i Finland. Det er lidt af et scoop for stedet
at lokke en så anerkendt kunstner til byen. Hans måske mest kendte værk er en
lille kunstig øde ø med en lille palmetræ, som han har roet rundt med
forskellige steder i verden, som for eksempel på Themsen ved London Bridge.

Billedresultat for antti laitinen london

Udstillingen i butikslokalerne, der også rummer et antikvarboghandel,
viser fire værker at finnen. Et krydsfinerplade med et piletræ påhæftet og to
videoværker.

På gulvet er et stykke af et piletræ sømmet op på et en plade med
hundredevis af hæfteklammer, så det bliver et nydeligt træ, som vi kan blive
enige om et træ bør se ud, ideelt set, om end den ved denne behandling er ved
at visne væk og dø. Et dobbelt syn er til stede, både naturens egne former og
så de menneskeskabte. Og samtidigt stritter træet i mod alle hæfteklammerne. Og
man ser begge dele, som i et dobbeltsyn. Og det bliver en styrkeprøve, mellem
menneskeskabt natur og naturen i sig selv. Og går man rundt om træet, bliver
dens top til et rod netop og synet skifter igen. Og denne styrkeprøve går igen
i de to videoer, der vises. I værket Marionette vises et fuglekirsebærtræ uden
blade der i stedet har tråde knyttet til grenene. Trådene rækker ud over
billedets ramme og vi kan som beskuer ikke se hvad eller hvem der, som en
dukkefører står og får træet til at bevæge sig som om vinden hiver i dets
grene.

Menneskets magt i styrkeprøven er ikke synlig, men viser at alt vor
gøren og laden, har sine virkninger på naturen, som tråde, der trækker som var
naturen en marionetdukke, vi styrede. Eller styrkeprøven kan vendes og man ser
i et dobbeltsyn, at det måske er træet, og altså naturen, der trækker i os, så
vi ikke virkeligheden ikke styrer noget. Naturen ender med at vinde den
styrkeprøve, og menneskeheden taber. Det afhænger af øjnene der ser. Det samme
er på færde i galleriets lille biografrum, hvor det andet værk af Laitinen
vises. Her er vi ude i skoven og det er nat, med et skarpt projektørlys på et
stort træ, der er skåret op, og nu hænger i en snor, som vi ikke kan se, hvor
ender. Træet rives op, og det falder ned i en uendelig cirkelbevægelse.

Det
handler om vekselvirkningen mellem mennesket og naturen, som ses som en
styreprøve mellem modstand og kraft. Og det virker stærkt. Det er en
tankevækkende udstilling, af det nye sted i Sæby, som man bør unde sig selv at
kigge inden for hos og så glæde sig til hvad der kommer derefter.

Troels Laursen



Krøyers Mesterværker

Anmeldelser Posted on Mon, July 22, 2019 09:52:28

Bestillingsarbejder

Trykt i NORDJYSKE den 17. juli medfire ud af seks stjerner

Mesterværker
på bestilling

P.S.
Krøyer

Skagens
Museum

8.
september 2019

Bestillingsarbejde er ofte et
negativt udtryk, og sammenlignes med venstrehåndsarbejder (også selvom mange er
venstrehåndede og altid arbejder med den hånd!) og altså mindre vigtigt eller
fint end andet og mere fritstillet arbejde.

For en kunstner kan
bestillingsarbejde være æg til saltet og livsvigtigt, men også ofte en
udfordring. For Krøyer var der ganske gode og mange penge i det, men også en udfordring
som han, der var en af de absolut mest
eftertragtede portrætmalere blandt det bedre borgerskab og skildrede utallige
personligheder inden for Danmarks kultur- og erhvervselite.

Det kulminerede i perioden
1888-1904, hvor Krøyer producerede nogle af de mest monumentale og personrige
gruppeportrætter i danmarkshistorien. Det er dem vi nu har fuld adgang til.

Og selvom det er dejligt at se de
fem store værker, der betragtes, som mesterværker, og som ellers ikke er
offentligt tilgængelige, så er udstillingen også tør. Tør, forstået, at der
ligesom mangler en friskhed og måske også en større vedkommenhed ved alle disse
mennesker og hvad de skal fortælle os i dag. Det forekommer, at et vejrbidt
fiskeransigt fra dengang, rykker mere, set herfra, end sortklædte herrer med
sjove høje hatte fra datidens magtelite, og selvom man kan betragte værkerne
for Danmarks historie, så bliver aldrig hel interessant på den led. Men
malerteknisk og et godt kig over mesterens skuldrer bliver det til gengæld til.
Og det er her udstillingen har sin berettigelse
og bliver interessant. Krøyers
arbejdede med disse kæmpestore opstillinger kompositioner, der ofte blev udført
om vinteren i København, mens sommeren, i Skagen, var tiden for hans til
friluftsmalerier.

Krøyer kunne sit håndværk, og
hans leg med lyset og dens kilder i værkerne er uforlignelige. De fem værker,
plus en del skitser og fotos, som Krøyer benyttede sig af i arbejderne, er: ”Selskab
i Glyptoteket på Ny Carlsberg” fra 1888, ”Komiteen for den franske udstilling”
fra samme år, ”Industriens mænd” fra årene 1903 til 04 og ”Fra Københavns børs”
fra 1895 og ”Et møde i videnskabernes selskab” fra 1896-97.

Værkerne er sat op efter hinanden,
men adskilte, og med en fin trappe, over fro værkerne, til at side på, så man
kan overskue de mange kvadratmeter, som disse lærreder spænder over. Det er
fint lavet og giver mulighed for at sidde og mediterer over for værkerne.
Fordybe sig og finde og se det interessante.

Værkerne er lavet i omgange, da
ikke alle personerne var tilstede på engang, mens værkerne blev til, ja,
foredragsholderen i værket, fra ”Videnskabernes selskab”, var endog afgået ved
døden, inden værket var færdigt. Krøyer samplede dem så at sige, han lavede
skitser og satte så det hele op i kompositionen, ofte så de der betalte mest
for at være med, fik sig en god plads i forgrunden. Og status var der også i
det, ikke mindst når maleren var Krøyer. Og værkerne fik dengang, da også store
roser af kritikken.

Der er kun kvinder og børn med i
værket fra Brygger Jacobsens aftenselskab, og dermed flere farver, mens resten
er lutter sortklædte mænd, og derfor bliver det hele hurtigt meget sort og
paradeagtigt, og når man mister interessen i at finde kendte ansigter, så får
man til gengæld fokus på malerens store kunnen. Hans ansigter, som er sande
studier i fysiognomier og ikke sjælden grænsende til det satiriske, som når den
lille mand i front på børsbilledet, ikke engang med sin høje hat når de andre
til skuldrene. Få strøg og en karakter og et genkendeligt ansigt lyser frem, i
de forskellige lyssætninger af levende og kunstigt belysning, ofte i spil med dagens
lys udefra og skyggerne der til, er i sandhed mesterligt gjort.

Motivet opløser sig næsten og
bliver til et stort impressionist, ja næsten abstrakt værk, med kun form og
farver. Og det ellers stive i opstillingerne og kompositionen, som ellers ofte
er spændende spændt op i diagonaler, der skaber stor dybe og rum i værker,
bliver levende på en hel moderne måde. De bliver atter vedkommende som
kunstværker, med streg under kunst, og alt andet end venstrehåndsarbejder.

Og da værkerne ikke ellers er
tilgængelige, så bør man se dem nu de er, og så kan man jo bagefter gå ind ved
siden af og se alle de værker, som Krøyer ikke lavede som bestillingsarbejder.

Troels
Laursen



Bonnesens ordsprog

Anmeldelser Posted on Tue, July 02, 2019 20:16:55

Rod i sproget

Trykt i NORDJYSKE fem stjerner ud af seks den 30. juli

Anders Bonnesen, red

Ordsprog

592 sider

Pris: 300,00kr

Forlaget * Asterisk

Det lille aktive forlag *Asterisk lancerer med denne udgivelse begyndelsen på en serie opslagsværker, der til forveksling ligner Gyldendals klassiske Røde Ordbøger, der med sine knap 15.00 ordsprog, er det største værk om ordsprog herhjemme, og spørger samtidigt: ”Hvad nyttede det, at én kunne skide, hvis én ikke vandt alverdens visdom?”, og viser at der rod i ordene og sproget på en ganske morsomt og vis måde.

Og det handler om ordsprog, med rod i almen visdom, der så rodes rundt, så sproget både er rodet og selve roden til det hele.

Forvirret, ja, det er faktisk meningen med al galskaben i billedkunstneren Anders Bonnesens nyeste udgivelse. Han har tidligere arbejdet med ord, som det billedskabende, enten som hæklede bonmoter eller bogstaver på terninger og altid gerne tvistet det, så det oprindelige og selvindlysende, pludselig lyser fra en ny og indsigtsfuld måde, som når der står, ”nok er nok nok”, så relativitetsteorien udfoldes som levet liv, hvor grænserne og standpunkterne rykker sig, som livet leves.

Ordsprog hører i Bibelen til genren af visdomslitteratur. Det er en form for levet erfaring, der gøres til leveregler, som anonymt er givet videre op gennem slægterne, som sandheder, og udtrykker sig i mindre og faste billedrige vendinger, som ” Når en blind leder en blind, falder de begge i graven”. I denne udgivelse flyttes der rundt på ordene, i et ordspil, som vi kender så godt og har et fast billede af, som ”når det regner på præsten, drypper det degnen”, så vendes sig til: ”Når det drypper på degnen, regner det på præsten” og som drejes igen til: ”Når det drypper på præsten regner det på degnen”. Billedet skifter. Subjekt og objekt skiftes ud og sjove ordbilleder opstår. Man ser det for sig. På ny, mens poesien folder sig ud.

Et indeks gør det muligt at finde ordsprog og se hvor galt det kan gå med det kendte, når det vendes og drejes til det (næsten) ukendelige og nye.

Det er underholdende, men tag ikke fejl. Det er kunst, god kunst, der skaber store billeder hos læseren, der inddrages til både latter, modsigelse og forundring.

Ordsprog er en slags livsfilosofisk belæring og giver ofte praktiske anvisninger på hvordan man skal handle i konkrete sociale situationer og dermed blive vis og lykkelig

og det handler det også her, på underfundig vis, med både rod i ordene og rod i det danske sprog og dejlig uhøjtideligt legende med vores selvopfattelse og med vores kultur.

Troels Laursen



Pontus Kjerrman og håndværket

Anmeldelser Posted on Tue, July 02, 2019 20:14:53

Professor – om håndværk og kunst

Trykt i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner den 30. juni

Pontus Kjerrman.

Formning og Støbning, stuk- og skulpturteknikker

Forord ved Sanne Kofod Olsen,

136 sider. Gennemillustreret

Pris: 200 kr

Billedkunstskolernes forlag (Gyldendal)

Måske du lige står og mangler et godt tip til at renoverer din stuk der hjemme, eller måske du lige står og vil lave en to meter høj gipsfigur, så er det denne bog du skal have fat i.

Og skal du overhovedet ikke have noget med gips, støbning eller andet af den slags at gøre, så er det alligevel denne bog du skal have fat i. For den er smuk, spændende og godt fortalt. Bogen er udkommet i forbindelse med Pontus Kjerrman’s afgang som lektor ved Det kongelige danske Kunstakademis billedhuggerafdeling.

Han, der er født i 1954, begyndte selv som elev ved Kunstakademiet i 1979, og har gennem de sidste 35 år undervist samme sted. Han arbejder i et figurativt formsprog, hvor mennesker og dyr smelter sammen til eventyrlige væsener; særlig hestemennesket er en figur man møder på stræder og torve rundt om i landet. Han er inspireret af oldtidens egyptiske og græske kunst, og han benytter den kunsts frontalstilling i sin figurkomposition. Og meget sprudlende i deres fortællinger.

Bogen ”Formning og støbning, stuk og skulpturteknikker” er en viderebearbejdning af det gipskompendium, som han har arbejdet på i alle årene på Kunstakademiet og kan læses, som en praktisk manual, til disse teknikker og processer.

Dertil kommer beretninger fra hans undervisning på gipslaboratoriet og personlige historier fra den tid, samt en række andre anekdoter og historier, han har hørt om undervisningen i billedhuggerhåndværket på Kunstakademiet de sidste 100 år, som da Utzon Frank (1888-1955) kom til og arbejdede sammen med Joakim Skovgaard (1856-1933), der udvirkede, at der kom en masse håndværk ind i arbejdet med mosaik, gips- og bronzestøbning og fresko på akademiet. Og traditioner handler jo netop om at give videre og overleverer. Og denne fornemme tradition er det nu, at Kjerrman på fornemmeste vis videre giver til os og fremtiden. Bogens layout og de mange fotos og illustrationer er prikken over i’et og er en sand guldgrubbe at sidde at kigge i. Bogen er både fin kunsthistorie og oplysende håndværkshistorie. Den er personlige betragtninger og fortællinger. Kjerrmans videre giver her en arv til kommende kunstnere om teknikker med mange hundrede år bag sig, til evig arv og eje, men bogen kan også læses som et inspirerende dokument for alle andre, der interesser sig for kunsten og hvorledes den bliver skabt.

Troels Laursen



Blixa no 8

Anmeldelser Posted on Fri, June 28, 2019 09:18:05

Soja i rullen

Tryk i Nordjyske den 26. juni med fem stjerner ud af seks

Blixa Artzine no.8, papirrulle

Oplag 62 eksemplarer – deraf 20 eks. Hors Commerce, 42 eks. i handel

Pris: kr. 250,-

Mål: 5 meter lang og 78 centimeter høj

Bidragydere: Claus Carstensen, Jonas Okholm, Klaus Høeck, Anders Brinch, Kamilla Mez,

Peter H. Olesen, Mie Olise Kjærgaard (originalgrafik), Astrid Winsløw Hammer,

Lisbeth Eugenie Christensen, Iben Toft Nørgaard, og redaktørerne Niels Fabæk og Nils Sloth.

Kan købes her:

KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg

Artbreak Hotel Værkstedsgalleri, Aalborg

Bladr, København

Holdet bag det aalborgensiske artzine, Blixa, Niels Fabæk og Nils Sloth, der altid udkommer som et kunstværk i sig selv, udgiver nu deres ottende udgave.

Og endnu engang bryder de formatet for et magasin. Tidligere har vi oplevet den som et destillat og som kassettebånd og en mulepose og meget andet. Denne gang er det som en fem meter lang rulle på to kæppe.

Og man kan stå med det som var man en rabbiner i synagogen og læser op at Toraenrullen. Dog kan det anbefales, ligesom så meget andet i livet, at være to om det. For som i toraen, så handler det om at lære. Og det gennem nysgerrig undersøgelser, som alle bidrag sprudler af. Og det er kras soja i rullen.

Rammen for rullen er ”utopi/dystopi”, om det gode harmoniske sted, og det lige modsatte, det dårlige og forkerte sted. Det samlede værk er et sted, der mellem idealdrømmene og frygtens mareridt. Niels Fabæks foto fra den gamle lufthavnsvej i Lindholm, med en gammel træport, sat sammen med fotos, af den nye og skræmmende arkitektur fra Eternit-grunden, er det, der sætter gang i temaet.

Digtet, af Jonas Okholm, er rullens bort, på 500 ord og mere end 10 m langt, som det går rundt og bider sig selv i halen, som et never-ending fortællende digt om en moderne Thomas More, der kan læses rundt og rundt og man kan begynde hvor man vil og opleve nye ting end gangen før man læste det. Astrid Winsløw Hammer kommenterer skarpt på et aktuelt politisk emne angående en vis ø, som er langt fra Thomas Moore’s bog: Utopia (fra 1516), som skildrede drømmen om et idealsamfund, hvor alle var lige.

Endnu et digt, af Klaus Høeck, er med. Og Claus Carstensen bidrager med tre stærke og voldsomme s/h tegninger, der typisk for ham, hører med i dystopiske, så både litteraturens og billekunstens superliga er med.

Nils Sloths eget bidrag med Pia K. er som en balance, op imod Claus Carstensens bidske hund. Og leger med politisk dystopia. Et afslag, med begrundelse, fra en kunstner er også taget med.

Og som i al god kunst bliver man inddraget, som i lokale upcoming kunstner, Kamilla Mez’s værk, hvor man selv fylder værket ud på finurligvis og råber det ud af vinduet bagefter.

Mie Olise Kjærgaard, er den der bidrager med det originale kunstværk, som Blixa altid indeholder, et linoleumssnit, der trods sit s/h, kunne være et optimistisk langt ude i skoven vision.

Lisbeth Eugenie Christensen tegner, som altid fjerlet og poetisk med en fin streg. Iben Toft Nørgaard’s bidrag udspringer fra et kunstnerisk eksperiment, om hvad der kan siges med fraklippet, så lagene bliver skulpturelt og danner skygger, der ses som en flænge mellem de forskellige lag.

Anders Brinch to bidrage er fra en større serie tegninger, er lavet med vandopløselige farveblyanter, en blok med akvarelpapir og små forsyninger af vand og hvidvin og står som flotte organiske figurer i sort og rødt.

Blixa i 8.udgave er rullende sojastærk kunst, der aldrig får ende. Og man kun kan glæde sig til, at se hvilket format, det så bliver i næste gang.

Troels Laursen



Next »