Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Rasmus Albertsen

Essay om kunst og kunstnere Posted on Fri, April 13, 2018 15:19:20

I mellemrummet af kontrasterne

om kunstneren Rasmus Albertsen – trykt i Kunstmagasinet JANUS, nr. 2018

Kontrasterne

Kontrast, defineres i Den Danske Ordbog, som, det at to
fænomener, faktorer, forhold el.lign. fremstår som modsatte eller udpræget
forskellige størrelser. Og
kommer af det af latinske: contra (imod) sat sammen med stare (stå), og handler
om stærke modsætninger mellem to ting, som netop derved fremhæver hinanden. De
to fænomener bliver tydeligere ved at stå sammen med deres modsætning.

Rasmus Albertsen værker finder sted lige der imellem
kontrasterne. Der lige inden det bliver til hver sit. Glæden er endnu ikke
splittet med vreden og letheden ikke delt fra bekymringerne. Og det er, der
kunstneren stiller sig, som betragteren, ofte med et øje, som et vidne, der
kigger på, mens det sker, det man enten håber eller frygter.

Et vidne, der også gør beskueren af værket, til et
med-vidne. Vi bliver kigget på, så vi bliver draget ind i det der underlig sted
i mellemrummet af kontrasterne. Det er både morsomt og virkelig foruroligende.

I dette spændingsfelt ligger det store. De store
eksistentielle spørgsmål mellem sort og hvidt, mellem skabelse og
tilintetgørelse, mellem disciplin og frihed, mellem liv og død. Intet mindre.

Fra video til maleriet

Rasmus Albertsen begyndte sin kunstneriske løbebane med
videokunsten. Og
hans værker kredser om den virkelighed, der ikke er håndgribelig eller til at
indfange, for tiden går i ring og bliver til gentagelser.

I en nyere video, sker der en transformation af den medvirkende,
som spilles af ham selv. Manden bliver ganske enkelt til en fugl. Videoen er en
sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet udskiftes, og
bliver til en fugl, måske en fugl fønix? Det er hel metafysisk, og handler om et liv
efter denne, som en fugl. Videoen er inspireret af et minde fra barndommen,
hvor Rasmus Albertsen lavede en aftale med Gud, som han beskriver således: ”Som
barn aftalte jeg med Gud, at jeg ville blive til en fugl i mit næste liv. Det
et den idé, der afspejles i videoen
”.

Tiden er også evigheden, og måske evigheden allerede
ligger i tiden, i dette nu.

Albertsen har lagt videoenerne på hylden, næsten, og er
sprunget på maleriet. Der er ikke så mange tekniske mellemled, som i
videokunsten, hvor der bliver en afstand mellem kunstneren og værket, som
efterhånden blev for stor for Albertsen, men fortællingerne er de samme. Eller
rettere, det handler om at fortælle. Uanset om det er på en skærm eller på et
lærred eller et bræt. Der skal fortælles og ved maleriet har Albertsen fundet
et ”medie”, hvor der ikke er langt fra tanke til bevægelse og til resultat på
lærredet. Og
hans maleriske udtryk er kraftfuldt og storladen på en tilpas fræk måde, hvor
figurerne er overjordiske væsner, trolde, dæmoner, fugle og mennesker, der
mødes i et uhøjtideligt og legende univers, hvor de stærke farver spiller en
central rolle i de malede fortællinger.

Albertsens kunst er en rå kunst mellem selve
menneskeligheden og den utæmmede natur, også, og måske især, i menneskets utæmmede
natur, som når en lille fin fugle har de skarpeste tænder, og værkets titel er
”Glad, men ond”, så begge tilstande har kontrasten i sig.

Rå kunst

Albertsens kunst er rå, meget rå, men det ville være
forkert at putte hans kunst ned i begrebet outsider-kunst, som den er blevet
tegnet af kunstkritiker Roger Cardinal i 1972 som et engelsk synonym for
”Art-brut”, den “rå kunst” eller den “grove kunst”, der
oprindeligt er en etiket opfundet af den franske kunstner Jean Dubuffet til at
beskrive kunst skabt uden for grænserne for den officielle kultur. Dubuffet
fokuserede især på kunst af dem på ydersiden af den etablerede kunstscene, idet
man som eksempler anvendte psykiatriske patienter og børn. Det er ikke der det
rå ligger i Albertsens kunst og univers. Det ligger i kontrasterne. Mellem
mennesket og dæmonerne, mellem fuglene og troldene, så begge dele ses,
tydeligere. Det rå er hans stædige holdenfast ved modsætningerne, som alt liv,
på godt og ondt, udspringer af. De store lag af maling er sat med spartel (pensler
er for omstændeligt, da de skal skiftet og renses og det umiddelbare forsvinder
i teknikken) og de klare farver, der støder energisk op mod hinanden, giver en
spændstighed og en nerve, der rå. Og umiddelbart. På sin vis naivistisk, men
uden at den sødme og idyl, der ofte kendetegner netop den genre.

Albertsens malerier er humoristiske, selvom man kan slå
sig på dem. Som når en flok monstre står med åbne munde og blottede tænder, som
var de et kor der bryder ud i skønsang.

Øjne er en vigtig del af værkerne hos Albertsen.
Figurerne kan være både enøjede, to øjede og ofte endda treøjede. Det kan være
tomme øjenhuler hos monstre eller mennesker. Det kan være blå menneskeøjne med
pupiller i fuglehoveder. Altid er det øjne, der holder øje, så beskueren er set
og måske endda genkendt.

Det humoristiske, i Albertsens værker, ligger ofte i det
overraskende, i detaljen, der tvister værket, så modsætningerne, som i den lidt
barnlige gåde om, hvad forskellen på en færge og en boksehandske er? (Færgen
tuder i havnen mens boksehandsken havner i tuden). Det umiddelbare i værkerne,
overrasker og rammer, som en boksehandske lige i tuden. Og netop tvekampen
optræder ofte i Albertsens værker. Boksekampe og slåskampe er fanget i sekundet
inden slaget rammer, og fortællingen er som frosset fast og beskueren ledes til
at tænke videre over, hvad mon der så skete? Det er kontrasten, der fastholdes
inden slaget smelter sammen med vold og kontrasterne opløses. Det er det rå. Upolerede.

Fuglemennesker

Fortiden er også repræsenteret i Albertsens malerier, som,
når motiverne er taget fra familiens fotoalbum, som det meget private og
personlige og fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete
engang, men som stadig er nutidigt og mærkbart virkelighed i hans liv. Det, der var, forsvinder ikke bare og det kan
være helende eller det kan være blødende sår og rindende tårer. Tiden er i
bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det
er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter
fra os i det øjeblik vi siger nu.

Her spiller fugle, eller menneskekroppe med fuglehoveder
en central rolle i Albertsens univers. Og som tidligere beskrevet, så handler
det med fugle om en barndomserindring, men det er også mere på spil, for også
her er kontrasten i centrum, her mellem det jordbundne menneske og den frit
flyvende fugl. Fugle er hos Albertsen et frihedssymbol af de store. Og at flyve
gennem luften som en fugl har været et fascinerende træk i menneskets drømme
siden de ældste tider. Karakteristisk for Siegmund Freud så han noget seksuelt
i flyvedrømme ved at forbinde fornemmelsen af flyvning med orgasme og seksuel
overlegenhed. Da bevægelse gennem luften antyder spøgelser og engle, forbandt
Wilhelm Steckel, drømme om flyvning med tanker om døden. Og Carl Jung mente, at
de symboliserede et ønske om at klare et problem eller slippe fri af
restriktioner, så at flyve betyder at være fri. Og Jungs forståelse af
”arketyperne” flugter også Albertsens livtag med kontrasterne, som dem, livet
er sat både op imod og ind i. Arketyperne i Albertsens univers er både monstre,
trolde og fugle, noget der ligger dybt i mennesket. Og har gjort til alle
tider. Alle disse, og flere af symboler, er fra de gamle grækeres og romeres
myter, og tolkninger af disse urmyter ligger åbne i Albertsens værker. Hans
univers er fyldt med flyvende væsener og hos ham, er Ikaros ikke en tragisk
figur, der ellers af sin fader, var blevet advaret mod hverken at flyve for
højt eller for lavt. Ikaros fløj alligevel for højt, og solen smeltede vokset
mellem fjerene, så han styrtede i havet og døde, Ikaros er også en helt, og det
er det, der er kontrasten. Kontrasten mellem frihed og bundethed, mellem liv og
død er tydeligt.

Rasmus Albertsens maleriske univers

Titlerne på værkerne, er ikke ligefrem titler der lukker
op for hvad der er på færde, til gengæld lukker de heller ikke ned for
beskuerens egen indlevelse i værkerne. Alberts rå kunst, er ikke fortænkt
teoretisk kunst, og han holder sig heller ikke til regler og akademisk
tradition og maler egentlig bare løs for ikke at kede sig. Fra hovedet, til
hånden til lærredet. Og hans fuglemennesker og trolde, kigger på os, så vi
bliver draget ind i det der underlig sted i mellemrummet af kontrasterne, og
der i dette spændingsfelt ligger det store. De store eksistentielle spørgsmål
mellem sort og hvidt, mellem skabelse og tilintetgørelse, mellem liv og død.
Intet mindre. Der findes
ikke pænhed, men en umiddelbar stemning, følelse eller fantasi mærkes i Rasmus
Albertsens værker. Det er både vanvittigt morsomt og virkeligt råt.

Troels
Laursen


Fakta om Rasmus Albertsen

Født i 1977 i Nordjylland og nu bosat i Nørresundby ved
Aalborg, efter at være uddannet i Sverige på Umeå Academy of Fine arts, i 2010.

Han har allerede udstillet i Danmark og Sverige samt
internationalt
, bl.a.
på New York Media Center. Medstifter af galleri Maskinen i Umeå 2008.
Herhjemme
er han repræsenteret i Gallerie Wolfsen i Aalborg og har atelier i det gamle
kraftværk, Nordkraft, midt i Aalborg.



Ole Tersløse – Lost in the Clouds

Essay om kunst og kunstnere Posted on Thu, April 05, 2018 17:47:45

Ole Tersløse – Lost in the
Clouds: Vitalismen i Ole Tersløse’s billedverden

Essay om Ole Tersløse’s kunst. I forbindelse med hans udstilling af samme navn i Galleri ROS, Roskilde april 2018

Når englænderne siger, at man er “Lost in
the Clouds”, er man forvirret eller magtesløs i forhold til en
problemstilling, man ikke kan overskue.

Ole Tersløses billedserie af samme navn, der nu udstilles på Ros
Gallery, består af en række store, computeranimerede billeder. Som gennemgående
motiv viser værkerne børn i situationer, de ikke kan overskue, og som
resulterer i en form for eksistentiel forvirring hos dem

De nøgne drengebørn i Tersløse’s værker er på engang nye skikkelser i
kunsten, men trækker også på en lang tradition bagud. Den nøgne krop findes i
hele kunsthistorien, computeranimation og 3d-print er nyt. Tersløse forbinder
det klassiske og det moderne. Traditionsdannelserne udfordres af det “foruroligende
nye”.

Noget af det, der kunne trækkes frem fra traditionens gemmer i
forbindelse med Tersløses billedunivers, er vitalismen – en tendens i perioden
omkring 1890-1940. Vitalismen er ikke nogen egentlig stilretning, men en
holdning, der påvirker både naturalister, symbolister, impressionister og andre
med sin dyrkelse af natur og menneske, krop og sundhed, legemsdyrkelse og
sport.

Vitalismen kan ses som en reaktion mod industrialismes knægtelse af
kroppen og dens frie udfoldelsesmuligheder, både efter de gamle grækeres
olympiske idealer og en moderne opfattelse med udgangspunkt i Friedrich
Nietzsche. Hellenerne på Refsnæs med bl.a. maleren Svend Hammershøi, der
desuden ytrede sig i programmatiske manifester, er en af de veje, retningen gik
herhjemme. Den optrådte især i billedkunsten, men også i litteraturen hos
Thøger Larsen, Andersen Nexø og Johannes V. Jensen. Og i musikken, eksempelvis
i Carl Nielsens Helios Ouverture (1903). Der var dog ikke tale om nogen
isoleret, dansk retning, da den har paralleller i Italien (futurisme), Tyskland
og det øvrige Norden, især den sene Edvard Munch.

Vitalismen er en kulturstrømning, der i modsætning til mekanistiske og
rationalistiske tankemodeller dyrker en metafysisk eller i det mindste en
ikke-materiel livskraft, der gennemstrømmer den synlige natur, men som i
modsætning til, hvad der er tilfældet i romantikkens panteisme, ikke peger på
en guddom hinsides naturen. Opfattelsen af denne livskraft er præget af dynamik
og voldsom energi og kan endog sammenfatte modsætninger som liv/død og
godt/ondt. Og det er her i disse kontraster, at Tersløses byggen videre på
vitalismen kan ses.

I “lost in the Clouds” spilles modsætningerne konsekvent ud
mod hinanden. Det er det uskyldige rene barn, der smadrer æg. Det er det lille
skrøbelige nøgne barn, der får paddehatteskyen til at folde sig ud. Det er
modsætningerne, der er på spil hele tiden, men samtidig det nøgne barn, der
altid er i centrum. Nøgenheden, er, som i vitalismen, det rene og det
uskyldige, men hos Tersløse er der mere på færde, for børnene er næsten altid
destruktive. Nøgenheden vidner både om skrøbelighed, men viser os også et
“arketypisk” menneske, der uden beklædningsgenstande er uden for tid
og rum. Hos Tersløse er nøgenheden imidlertid også altid råheden, det
primitive, det vitale.

Som nævnt i
indledningen er Tersløses børn fanget i situationer, de ikke kan overskue, og
som resulterer i en form for gennemgribende forvirring hos dem. De er derfor
“lost in the clouds” i overført betydning. Men de er det også helt
bogstaveligt, for på langt de fleste af billederne opstår forvirringen hos
børnene pudsigt nok i deres møde med en skyformation. Det er modsætningerne der
mødes, fra skabelse til ødelæggelse, her især med fokus på æggene.

Ud over
billedet med den uskyldige – men også rasende – dreng, der smadrer æg, indgår
der på udstillingen også en skulptur ved navn “Genius Loci” (Stedets
ånd). Skulpturen viser et barn, der tilsyneladende har fundet hvile i sin
meditationsproces, men foruroligende bærer et halvt ituslået æg som en form for
maske, der skjuler hans ansigt.

Ægget er
altid en skabelsesberetning, men her ender den i sin modsætning i form af
tilintetgørelse. For en umiddelbar betragtning har det mediterende barn fået
ro, men ægget, hvis skal er brudt forneden, så han kan tage det på som en
hjelm, antyder, at der også er aggressive og destruktive kræfter på spil. Måske
er han som en menneskelig gøgeunge kravlet op i reden og slået fugleungerne
ihjel for selv at få et revir eller et “sted”, hvor han kan dyrke det
åndelige?

Ole
Tersløse spiller konsekvent på beskuerens tvivl og usikkerhed. Hver gang, man
tror, at man forstår pointen i hans billedkunstneriske spil, udfordrer spillet
os på en ny måde. “Reglerne” bliver hele tiden omformuleret til trods
for kunstnerens enkle og afklarede billedsprog. Det er modsætningerne i en form
for vitalisme, der støder sammen og nyt bringes frem.

Troels Laursen

Ole Tersløse er uddannet fra Kunstakademiet i København i 2000. Han er
bosiddende i Hjørring, og har haft talrige gruppe- og soloudstillinger i
Danmark, Paris, Norge, Sverige, Berlin og USA. Han har solgt til og modtaget
legater fra Statens Kunstfond. Skive Kunstmuseum, Vendsyssel kunstmuseum, og
Viborg Katedralskole har hans værker i deres samling.

“Lost in the Clouds” er en ikke afsluttet serie, som Ole
Tersløse stadig arbejder på. Han har tidligere vist en del af værkerne på en
udstilling af samme navn på Vendsyssel Kunstmuseum.



Peter Max-Jakobsen nyeste værker

Essay om kunst og kunstnere Posted on Wed, October 25, 2017 16:47:30

Compounds

Peter
Max-Jakobsens nyeste værker

Af Troels Laursen. Trykt i Kunstmagasinet Janus, september 2017

Det skulpturelle maleri

Peter Max-Jakobsen maler altid uden model. Massevis af tid er tidligere
brugt foran menneskekroppe med en blyant og en blok, så kroppens linjer ligger
hel indgroet i kunstnerens hånd og tanke. Lemmerne og kroppen er sanselige og
virkelighedstro. Den næste 3D-agtige måde, hvor på Peter Max-Jakobsen tegner og
slår sine streger på lærredet, er skulpturelle. De bliver til figurer, der
træder ud i rummet og fortæller ikke blot om et møde, en forbindelse, men
bliver også selv en monumental forbindelse mellem værket og beskueren.

Klassicismen findes i Peter Max-Jakobsens værker. Ikke som genkendelige
temaer fra hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den
måde, som mennesket er stillet an på. De viser mennesket, stillet frit, uden
dog at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre eller
noget. Figurerne findes over for hinanden. De findes og fremstår i relationen.

Det er livet op i ansigtet. Det er Virtual Reality, virkeligheden, som den
ses, uden elektroniske forhindringer, foran udsynet. Og indsigten.

Den musikalsk gentagelse

Det musiske i Peter Max-Jakobsens værker, kan næsten mærkes i det serielle,
der oftest findes i værkerne, især når man ser dem samlet. Menneskekroppen og
dens bevægelse går igen i de fleste af hans værker. Menneskekroppen er som et
tema i et musikstykke, der gentages i variationer gennem hele symfonien.

Lemmerne og legemet, er frosset fast i en bevægelse i et splitsekund og
alligevel i en rytme, der forsætter og fortoner sig og dukker op i en ny sammenhæng
eller forbindelse i et andet lærred. Fornyelsen sker i en gentagelse af temaer,
der varieres uendeligt. De flyver rundt i et rum, der er uden for tiden og som
skaber deres egen verden.

De forskellige værker, samlet set, kunne opfattes som stillbilleder fra en
film.

For hans værker, er serielle og dog står hver enkelt værk momentan og for
sig selv, og samtidig er hvert enkelt værk en del af en række, der til sammen
er som en hel film.

Menneskekroppen i Peter Max-Jakobsens værker bliver både et holdepunkt og
et udgangspunkt for det videre indhold. Kroppene er konstante. Kunstneren
fryser et øjeblik fast. Holder det konstant. Bevægelsen er sat i stå. Låst
fast. Og forenklet. Men kun for at vise forskydningen i kroppen. En form, der
hele tiden ligger der, men som forskyder sig, så der skabes et øjeblik.

Øjeblikket mangler altid noget, nemlig det der gik forud og det der kommer.

Øjeblikket er altid kun en del af det hele. Og dog, det hele ligger i
øjeblikket. Alligevel og allerede. Iboende, som en konstant faktor, der blot er
forskudt. Og noget nyt opstår i forskydningen.

Den konstante krop fornyes i forskydningen. Sammenhængen bliver en anden,
sådan som øjeblikket står. Rykket ud af sin første sammenhæng. Ud af det
øjeblik, den blev fanget i. En ny sammenhæng. Et nyt øjeblik, der forenkles.

Peter Max-Jakobsen forenkler sit materiale. Det forvandles, mens det
forenkles. Ikke for at gøre noget simpelt, men for at tydeliggøre. Tydeliggøre
bevægelsen. Tydeliggøre kroppens konstanthed og kroppens forskydninger. I tid
og i rum. Tiden låses fast. Mens rummet udvides til alt det omkring de to.
Rummet ændrer sig. Rummet forskyder sig.

Kroppen bliver ugenkendelig i sin enkelhed.

Og dog er kroppen den samme. Kroppen er konstant. Menneskekroppene er
fikseret fast på lærredet i forskellige faser af en bevægelse, i forvredne
robotagtige stillinger der leder tankerne hen på aggression, smerte, ømhed og
erotik. Nogen gange er det holdt i en hel enkel streg og andre gange med en
meget stor farvepalet i mangfoldige nuancer indenfor samme skala af farver. Men
altid med en heftighed og alligevel med en lethed i deres sikre og store strøg.
Peter Max-Jakobsens menneskekroppe, er nærmest penseldeformerede kroppe, der
giver mindelser om Francis Bacons portrætter og det gælder også rummet,
kroppene er i, og den relation de optræder i og de ting, de er i samspil med.
Fra stole, gulvbrædder, træstykker og ikke mindst andre kroppe. Og altid i
sammenhængende og en i sammenspillet poesi.

Forbindelse

Peter Max-Jakobsens tidligere fascination af elektronik, som da han lavede
egne instrumenter ud af andre elektroniske maskiner, som dog altid har været
bundet til og sat i relation til den menneskelige krop. Både kroppens lyd med
stemmen og det fysiske i at få lyden ud af maskinen. Det handler om mennesket,
både som sindstilstand og kødelig krop, og de forbindelser, vi laver gennem
vores liv. Det handler om relationen og mødet mellem mennesker, mellem køn,
mellem det vi deler og det vi omfavner. Mødet i hans værker er altid til stede
i hans værker. Kabler og ledninger,
eller næsten blodbaner binder kroppene sammen, alt sammen meget detaljerigt, så
forbindelser brydes eller opstår. Der bindes løse forbindelse, som måske kun
anes i værkerne, eller livet, men som er der, i deres næsten gennemsigtighed,
som det der ligger bag, og som forbinder i en evig bevægelse og stadig
skiftende, men altid med et remtræk til eksistensen og virkeligheden mellem os. Kroppen er mere end et objekt,
den er også et subjekt. Et jeg, der bliver til i mødet med et du. En krop, der
bliver til ved mødet. I forbindelserne. I netværket. I et poetisk møde, der
finder sted og er, der hvor kunsten er.

COMPOUNDS: Ordet kommer af engelsk compound = ”sammensætning”, af latin
componere ”sætte sammen”.

PETER MAX-JAKOBSEN (f.1973) er uddannet i både billedkunst og musik i Den
Haag, på the Royal Conservatory and the Royal Academy of Arts, (1998-2002) i
Holland, hvorefter han underviste samme sted i en periode. Efter nogle år i
København er han nu tilbage i Nordjylland.
Han har tidligere udstillet på Vendsyssel Kunstmuseum og
på Vestjysk Kunstmuseum og Himmerlands Kunstmuseum.

I
oktober er han udstillingsaktuel, med sine nyeste grafiske værker og
oliemalerier, i Galleri Wolfsen i Aalborg.
www.petermax-jakobsen.dk



Farvens kraft – Camilla West

Essay om kunst og kunstnere Posted on Fri, March 17, 2017 21:07:26

Farvens kraft

Om den fynske malerinde Camilla
West og lidt om de gamle Skagensmalere.

af Troels Laursen

Det
handler om det store i Camilla Wests univers, men det er vist med hjælp fra de
små virkemidler.

Camilla
West er født i 1969 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1991-97.

De
få og kraftfulde streger er nærmest en provokation så få og enkle de er, men de
ryster. De indeholder en kraft af farver, der for én til at se. Og mærke.

Det
er abstrakt og det er genkendeligt. En linje og så er der en horisont. En prik
og stjernerne lyser op, så landskabet der ellers ligger i total mørke lader sig
ane. Det er det store – det smukke og foruroligende – vist i sin enkelhed.

Camilla
West’s værker ligner noget der er lavet i en bevægelse. Hurtigt. Og uhyr sikkert.
Det er ligger mange timer bag hver eneste streg på lærredet om end den enkelte
streg kun er på vej i et split sekund.

Farverne
er sat hårdt op mod hinanden.

Effekten
er virkeligfyldt uden at den virker som effektmageri.

Den
tykke farve er nogen gange nærmest modeleret op på lærredet, så den står ud i
rummet.

Hun
er ofte blevet sammenlignet med Edward Weie fra den danske kunsthistorie, der
var opdaget af farvens klang og af at trænge dybere i forståelsen af farvernes
udtryksmuligheder, og derfor ligger sidestillingen også lige for, med den farve
og kraft, der ses hos Camila West.

Anna Ancher

Men
man kun kunne også inddrage skagensmalerne, måske især Anna Ancher, og dennes
greb om lyset, som også Camilla West magter og mestrer. Og lys i maleriet var
netop, hvad Émile Zola, naturalismens teoretiker og Skagens malernes
inspirationskilde, fordrede i en personlig gengivelse af naturen udført i en
moderne teknik. Lyset, hos Ancher og Camilla West, er oftest blot en antydning,
som står flimrende og stille på engang. Lige nu viser Skagens Museerne en
udstilling af glemte og gemte værker af både Michael og Anna Ancher. Og lige
nop deres lej med lyset i en række akvareller, der både er skystudier og
landskabsskitser, viser denne umiddelbarhed og samtidig naturens, og menneskene
i den, skrøbelighed samtidig med at det både storslået og melankolsk.

Camilla
West er både klassisk, men også hypermoderne, fanget som de er i et splitsekund.
Og vi lærer at se, det hun har set. Man kunne vove at kalde det for moderne ekspressionistisk
impressionisme.

Stederne,
som Camilla West skildrer er ganske vist lavet og set på Fyn, og man
genkender dem, selvom man aldrig har været der på stedet, hvor hendes værker
bliver til. Man er fortrolig med dem, som med en gammel ven, man ikke har set
længe.

Man
føler sig hjemme i dem.

Landskabet,
hos Camilla West er altid mere end stedspecifikke steder. De findes også som steder
inde i sindet. De er som landskabsmalerier af et menneskesind. Som et kort over
sindet og dens bevægelser. Og ofte er det, det melankolske sind, med de dybe og
rene farver, hun viser os. Den nordiske melankoli, der elsker lyset, mens det
sidder i skumringen. Hendes værker er sindbilleder eller stemningsbilleder, der
i deres farvekraft viser os et landskabeligt idyl og ro, men samtidig også
viser naturens stærke kræfter, der luer lige under det hele.

I
sommeren 2016 afleverede Camilla West en større udsmykning af den nye retsbygning,
nævningesalen i Svendborg. I et helt moderne lyst rum, uden egentlig sin hel
egen karakter og meget neutralt, virker hendes malerier af årstidernes skiften
i landskabet markante uden at forstyrre. Rummet har fået karakter og vil sikker
være beroligende for både den anklagende og den anklagede.



Ole Tersløse – lost in the Clouds

Essay om kunst og kunstnere Posted on Mon, January 02, 2017 16:26:32

Ole Tersløse – lost in the Clouds

Soloudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 5. marts 2017

(Tidligere trykt i Kunstmagasinet Janus, nr. 4 december 2016)

“Lost
in the Clouds” er en engelsksproget, død metafor for at være forvirret,
rundt på gulvet eller at have mistet orienteringen i forhold til en
problemstilling.

Det er
samtidig titlen på Ole Tersløses (f.1971) kommende soloudstilling på Vendsyssel
Kunstmuseum, hvor han udstiller en række nye billeder, der viser børn, som er
endt i situationer, de ikke magter, og som resulterer i en form for
eksistentiel forvirring hos dem. Desuden indgår der også en enkelt skulptur i
serien.

Billeder
med skymotiver.

Billederne
er udført som store lambdaprint monteret bag ellipseformede glas. Langt de
fleste af disse arbejder skildrer en konflikt i et barns møde med en
skyformation. Titlen “Lost in the Clouds” kan derfor også forstås
helt bogstaveligt, og det er typisk for kunstnerens leg med konventionerne, at
han på denne måde gør den døde metafor levende igen.

Skyen er et
gammelkendt billedelement i dansk kunst. Kunstnere som Thomas Lundbye, Svend
Engelund og Poul Anker Bech har gjort flittigt brug af skyen som
stemningsskabende element i deres værker. Skønt indbyrdes vidt forskellige har
disse malere dog det tilfælles, at billedelementet indgår i en naturskildring.

Sådan er
det ikke med Ole Tersløses skyer. De optræder isoleret i et neutralt, gråt rum
med barnet som eneste med- eller snarere modspiller. Skønt barnet og skyen hver
især er realistisk gengivet, er de endt som brikker i et visuelt spil med
ganske få aktører. Skyen spilles ud mod barnet, konflikten opstår, og herefter
overlades alt til beskuerens egen fantasi og dømmekraft.

Når man har
bemærket hvor enkle grebene i billederne er, er det så meget desto mærkeligere,
at vi aldrig forstår spillets formål eller “meningen med det hele”.
Her er nogle eksempler på Tersløses fornuftsstridige scenerier:

Et barn
kigger op på sin storebror, som er halvt tildækket af en skyformation, et
mediterende barn har mistet hovedet og fået en paddehattesky som erstatning, og
et tredje barn kigger betuttet ud mod beskueren efter at have fanget en sky,
som var den en fodbold.

Ole
Tersløse har med sine arbejder nærmet sig en form for “minimal
surrealisme”, der ligesom den klassiske surrealisme udstiller absurditeten
som grundvilkår for vores tilværelse, men i stærk kontrast til f.eks. Dali
skærer Tersløse virkemidlerne ned til det aller mest nødvendige, så værkerne
virker klinisk rensede og paradoksalt nok nærmest afklarede alle deres gåder
til trods.

Tvetydig
skulptur.

Som noget
nyt viser kunstneren nu som sagt også en enkelt skulptur, der danner tvetydige
kommentarer til billederne, idet den genbruger elementer fra disse, men på en
måde, der vender op og ned på deres betydningsdannelser.

Skulpturen
forestiller en menneskelignende, halvtopløst organisme, der flyder ud af et æg.
Æggeformen danner associationer til det eneste billede, der ikke viser skyer,
men derimod en lille spurv, der bliver skudt af et suicidalt barn. Specielt for
dette billede er det ellipseformede format “presset sammen” i den ene
ende, så det minder om omridset af et æg.

Dødssymbolikken
i form af fuglen, der bliver skudt, er nu erstattet af en frugtbarheds- eller
måske snarere fødsels- eller skabelsestematik, da livet i bogstaveligste
forstand flyder ud af ægget. Den ejendommelige organisme synes imidlertid ikke
at være ufarlig, idet den retter en pistol mod beskueren. Pistolen er magen til
det våben, det suicidale barn i billedet skød fuglen med, og man spørger derfor
uvilkårligt sig selv, om den nyfødte vil hævne drabet på sin mor.

Man må
undre sig, over hvad det er for en organisme, skulpturen forestiller, og
spørge, om den overhovedet er livsduelig. Og hvordan kan den finde ud af at
bruge pistolen, for den har ingen øjne, der kan registrere en eventuel
modstander? Objektet er både formelt og indholdsmæssigt “Lost in the
Clouds”, og samler således udstillingens tematik i et enkelt greb.

Et spil med
uklare regler.

Hvad enten
Tersløse arbejder med billeder eller som nu til dels også i skulpturer, griber
han arbejdsprocessen særdeles atypisk an. Som én ud af ganske få kunstnere på
verdensplan skaber Ole Tersløse sit billedunivers i avancerede
computerprogrammer, der også bruges til computerspil og animationsfilm.

De færdige
værker printes i fotografisk teknik, når der er tale om billeder, og skulpturen
er fremstillet som et kæmpemæssigt 3d-print.

Billederne
og skulpturen er lavet i de samme computerprogrammer, og ved at bruge den samme
pistol både som et element i billedet og som en del af objektet, skaber
Tersløse et ejendommeligt flow fra det ene medie til det andet. MEN hver gang
noget genbruges i Tersløses univers, danner det nye betydninger. “Det
samme” bliver altid til noget
andet.

Ole
Tersløse spiller konsekvent på beskuerens tvivl og usikkerhed. Hver gang, man
tror, at man forstår pointen i hans billedkunstneriske spil, udfordrer spillet
os på en ny måde. “Reglerne” bliver hele tiden omformuleret til trods
for kunstnerens enkle og afklarede billedsprog.

“Lost
in the Clouds” refererer derfor ikke blot til den aktuelle billedserie,
men kan bruges som en forståelsesramme for hele Tersløses produktion, idet han
opsøger forvirringen, usikkerheden og tvetydigheden. Hans kunst er en
bestræbelse på at indfange det gådefulde og magisk uforklarlige, som opstår,
når tilsyneladende enkle kunstneriske greb og motiver åbner op for en verden,
der viser sig at være langt mere kompleks, end vi troede.

Troels
Laursen

Ole
Tersløse er uddannet fra Kunstakademiet i København i 2000. Han er bosiddende i
Hjørring, og har haft talrige gruppe- og soloudstillinger i Danmark, Paris,
Norge, Sverige, Berlin og USA. Han har solgt til og modtaget legater fra
Statens Kunsfond.
Skive Kunstmuseum, Vendsyssel kunstmuseum, og
Viborg Katedralskole har hans værker i deres samling.



Enkelhedens Storhed – om Jens Chr. Jensens kunst

Essay om kunst og kunstnere Posted on Mon, January 02, 2017 16:20:31

Enkelhedens Storhed

– om Jens Chr. Jensens kunst

(Tidligere trykt i Kunstmagasinet Janus nr. 4 december 2016)

Det
fundne og det nye

Jens
Chr. Jensens materialer er aldrig nye.

De,
er derimod mærket af tidens slid og han bruger det, der ellers var lagt til
side eller direkte smidt ud, af andre, som værdiløst, så det atter får nyt liv,
i en ny og ofte overraskende sammenhæng.

Det
er i spændingen mellem den gamle form, som materialerne oprindelige havde og
som dengang gav dem en værdi og det han skaber dem om til, der gør hans værker
uhyrer interessante og vedkommende. De indeholder på en og samme tid en stor
enkelhed og udviser en enkel storhed.

Det,
der før var skrammel for de fleste bliver transformeret om til kunst med stor
forfinet skønhed. Det handler om at han skaber en orden ud af kaos, uden at
kaos forlader hverken beskueren eller værket.

I
Jensens hænder og med sin skarpe formsans, forvandler, alt det han får samlet
sammen og fundet, sig til skulptur, relieffer og billeder med fortællinger.
Tilsat, ikke mindst, en meget fin fornemmelse for farver, skaber han, en hel
verden af orden, hvor enkelheden og gentagelsen rykker værkerne ud i endnu en
dimension, som er tidløst og hvor der hersker en æstetisk og arkitektonisk ro i
små og større huse og templer.

Cirklen

Cirklen
eller kuglen er en af de helt centrale figurer i hans værker.

Cirklen
er at finde i de små værker, af flintspåner, små grønne glasstykker, der er
slebne af havvandet og strandsandet, til de store vægrelieffer af krøllet bly
eller malkemaskineslanger.

Cirklen
er også til stede i et kæmpe værk, der ligger skåret ind i hinanden, så de
bølger rundt i en evig cirkel, man aldrig bliver træt af at kigge ind i.
Tiltrækkende, som en kilde, der risler. Og netop en kilde – Arnakke Kilden, er
inspirationen for Jensen til denne installation med de mange metalskiver.

Kildens
høje jernindhold skaber en masse flotte farvenuancer, af orangebrune, sorte,
brune og blå okker ved dens udløb i Ørnsø.

Kunstinstallationer
består af ca. 600 metalskiver på 25 cm i diameter, der alle har været udsat for
vand, som har givet de samme farvenuancer, som kilden skaber i sin rislen.

Metalskiverne
er forsynet med en lille udskæring i siden, således de kan sammenflettes på
kryds og tværs og derved kommer de til at ligge i en kontrolleret tilfældighed
således, at når man bevæger sig omkring installationen, vil man opleve en form
for bevægelse i ”kilden”. I midten har han placeret en kobberbeholder med et
vandspejl. Endvidere er der i udkanten
af cirklen udgravet en lille grøft og overskudsjorden herfra bruges til en
lille forhøjning i midten, hvorpå metalskiverne placeres og vandspejlet
placeret i toppen af denne forhøjning. Klingerne danner et kildespring eller er
det en vulkan, der ulmer med store kræfter i det skjulte? Værket er sidst været
vist ved Silkeborg Bad og har der været en ”kilde” til kurbadet.

Cirklen
er også at finde i Jensens værk ”Vindkuglen”, eller som den også kaldes
”vindheks”. Vindkuglen
har en diameter på ca. 2,5 meter. Energien fra en vind kan starte en lille
kugle på en strand. Kuglen farer så af
sted hen ad stranden og på dens færden samler den forskellige lette materialer
op, som eksempelvis små træstykker, fjer, siv, tang og snor. Efterhånden ruller kuglen, som en snebold, og
den bliver større og større og kan til sidst fortælle sin helt egen næsten
arkæologiske historie, af hvad der er af lag af ting i den, når man ser nærmere
på den. Sådanne vindkugler har kunstneren, på
sine talrige vandreture langs den jyske vestkyst, ofte samlet op til
inspiration og som et lille skatkammer af små ting, til nye værker af fundne
ting, der får et nyt liv i en ny fortælling. Kunstnerens egen udgave af en sådan
vindkugle, så første gang dagens lys på den hollandske ø Amerland på toppen af
en sandklit i efteråret 2015. Senere er den blæst østpå af vestenvinden til
Tyskland nær Elben ved byen Gartow mellem Berlin og Hamborg.

Herefter
blæste den nordpå til Sverige og placerede sig 20 meter oppe på en klippeafsats
på fjeldvæggen i byen Hunnebostrand ca. 100 km nord for Gøteborg. Der har den
en fin udsigt til skærgården og Kattegat, og mon ikke den falder til ro der?

Firkanten

Af
andre grundlæggende geometriske figurer, der ofte ses i Jensens værker, er også
firkanten og rektangel repræsenteret, ofte i form af frimærker og
rationeringsmærker.

Disse
mærker, kan få tankerne til at cirkle, for ordet ”mærker” kan stå for mange
ting. Eksempelvis kan man, hvis man falder og slår sig, få mærker, som man
virkelig kan mærke.

Vejen
kan også få nogle grimme mærker efter vinterens frost, og vi afholder
mærkedage, der kan mærkes, for hinanden flere gange om året. Og sådan findes
mange andre eksempler i det danske vidunderlige sprog, som er med til at sætte
Jens Chr. Jensens fantasi i gang.

Der
er også nogle mærker, som vi har brugt i rigtig mange år, som nu tilsyneladende
er på vej retur, nemlig frimærkerne, som har været en stor del af den grafisk
kunst i mange år og mange kunstnere har med stor grafisk kvalitet, sat sit
aftryk på disse mærker med stort held.

Jens
Chr. Jensen bruger disse mærker på en lidt anden måde. For det første er det
afgørende for ham, at mærkerne er brugte, det vil sige stemplede, da det, giver
mærkerne en levende og stoflig overflade, som det var malet. Farven og formen,
som blev skabt med mærkerne, er selvfølgelig afgørende. Og nogen gange, bliver
disse frimærker, sat sammen, på søm tre og tre, så de danner en cirkel. Det
hele bliver en søgen efter det umulige i at forene firkanten med cirklen, eller
måske endda selve en søgen på løsningen af cirklens kvadratur.

Kunstneren
har også arbejdet med en anden form for mærker, nemlig rationeringsmærker
fra den kolde krigs tid og som heldigvis aldrig kom i anvendelse, så hvad kunne
være mere fredeligt end at anvende dem til kunst? Disse farvede rektangler af gamle
rationeringsmærker fra Koldkrigstiden, på sæbe og rugbrød, sættes nu sammen, så
deres oprindelige fortælling om frygt på mangel, bliver til en sanselig
overdådighed. Det, der var en ren praktisk foranstaltning, bliver i Jensens
værker ren æstetik.

Poesien

Værkerne,
udgør for beskueren, ung som gammel, en sand skattejagt, for man vil så gerne
finde ud af, hvor den dims oprindelig kom fra og sad, inden den endte som det
selvfølgeligste af alt i disse værker.

Materialerne
er hårde, som rustenjern, kobber, bly eller glas, men værkerne fremstår både
bløde og organiske, som de små grønne glasskår, som havet og sandet har slebet
runde og bløde.

Værkerne,
fra de små tempelbygninger til de store cirkler, er smukke, og de er
anderledes, og til fordybelse.

Der
er en poetisk storhed i al den enkelhed og dristighed, som Jensen, viser i sine
værker, der i sig selv er stille og rolige, men som udstråler en meget
kraftfuld virkning.

Der
er tale om, at der skabes et kosmos ret ud af det kaos, som de forskellige
materialer, som kunstneren bruger og sætter sammen, kommer fra, og det de så
bliver dannet om til. De
indeholder, på engang, en stor enkelhed og udviser en enkel storhed. Det er ren
poesi.

Troels Laursen



Jacob Brostrup

Essay om kunst og kunstnere Posted on Sat, November 14, 2015 17:01:42

Tilstedeværelse – flere steder

– om Jacob Brostrups billedunivers

af Troels Laursen

Jacob Brostrup (født 1973) er
kendt for sine striber og farvefelter, hvor en lysvirkning har haft en særlig
og vigtig rolle i hans udtryk af det moderne byliv herhjemme og i storbyer som
Milano, New York eller ude i naturen.

Det udtryk har forrykket sig i
Jacob Brostrups nyeste værker, som præsentereres i dette katalog. Men lyset er
der stadig. Lyset som det der siver ind og bryder ud i motiverne og som samler
flere steder på et sted.

Lyset er i disse nyeste værker,
som i værket ”The Mountain”, noget der, sammen med vandet, siver ud, som en
sprække i billedet, og som åbner billedet og samtidig når ud til beskueren. Han
skaber en effekt, hvor beskueren både suses ind af lyset og rammes af det. Byens
konjunkturer er udviskede, men dog tydelige, og bjergets hvide tinder og
himlens aftenrøde, virker hel sakralt. Billedet er lige til at træde ind i. Det
er et sammenstød mellem naturens majestætiske og kantede bjerge mod den
menneskeskabte bys lige linjer og dens høje bygninger. Begge steder, hvor mennesket
synes små. Alt sammen skabt i lyset og dens virkning på Brostrups lærreder.
Disse
modstillinger af byen, det menneskeskabte og naturen og det organiske, skildret
som uroen og freden, sat ind i samme kontekst, da det ene ikke fås uden det
andet og de er til stede på samme tid og sted.

Motiverne i Brostrups univers,
som i ”Up and Down” er sammensatte, og der er hentet elementer fra hver deres
verden. Ofte inde og udefra. Motiverne er sat oveni hinanden og forskudt for
hinanden. De er, med et musisk udtryk, samplede. Og de er sammenstillede
virkeligheder, der som udgangspunkt ikke har noget med i hinanden at gøre.

Brostrup henter her en vigtig inspirationskilde
i den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg (1925 – 2008), hvis stil var
netop kendetegnet ved at brugen af en sampling med forskellige elementer, fra
forskellige steder fra, i sine værker.

I eksempelvis værket ”Up and
Down” er det, et interiør med en klassisk vindeltrappe, der ændrer sig til en
ruchebane og ender som en vippe til en svimningpool.

Disse sammenstillinger er vigtige
og virkningsfulde elementer i Brostrups kunst.

Og det er skildret meget præcist
i værket ”Between places”. Her er vi – og motivet – mellem to steder. Vi er både ude og inde. På en og samme gang.
De
to virkeligheder, foldes ind og ud af hinanden. Vi er i skovens dybe stille ro
og byens hektiske og dynamiske dagligdag. Og derved sætter han spørgsmålstegn
ved beskuerens opfattelse af hvad der virkeligt. Han rykker rundt på den. Han undersøger
både den såkaldte ”virkelige virkelighed” og den konstruerede virkelighed, som
sker i forestillingerne eller også i dagligdagen, hvor synretningen og fokus
hele tiden ændres i det billedflimmer, som menneskets omverden består af.

Det er spejlinger på flere
niveauer i lyset og med lyset.

Lysets kilde er altid fra flere
steder. Indefra lærredet eller ovenfra ned i motivet eller fra siden. Lyset
reflekteres i vandet, der siver ind fra motivet i baggrunden, og ud i
forgrunden og forbinder derved både forskellige rum og ofte også tidsaldre.

Værkerne fra Leak-serien,
eksempelvis ”Leak III” og Leak V”, har dette vand, der ligesom lækker ind i
motivet og som skaber en forbindelse mellem natur og menneskenes bygninger
eller skibe. Naturen rækker, via det flydende og ustoppelige vand, ind i
menneskenes verden. Det horisontale brydes i lyset og med vandets refleksioner
af lyset, så det bagvedliggende træder frem. Og de transparente rum skabes og
glider hen i og ind i hinanden, som vand, der løber og finder sin egen vej.
Fra der til her. Og fra det andet sted til dette
sted.

Ligesom værket ”Leak II”, der viser
denne portal mellem nu og dengang. Mellem der og her. Der er noget, der lækker,
som i at noget er utæt og det siver ind eller ud. Det presser sig på. Det siver
ind. Det lækker. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden.

Fotografiet er både Brostrups
værktøj og hans kunstneriske udgangspunkt.

Og med fotografiet, som sampler, søger
han efter indhold og vinkler, der kan skabe den vibrerende virkelighed mellem
her og der.

Trods hans konsekvente brug af
det centrale perspektiv, så er der uro i beskuerens fokus. Det er de kraftige
farver, som også er genkendelige fra
Rauchenburgs brug af paletten, også med til at underbygge.

Det er de røde lige varme farver
sat over for de kølige blå farver. Også i farverne sampler Brostrup. Han
farvesætter ”virkeligheden” i farver, der ikke ligner virkelighedens, men som
får ”virkeligheden” til at fremstå mere virkelig. Det handler om tilstedeværelse
her og nu. Og på flere steder. På engang. I en flydende verden.

De karakteristiske vibrerende
streger i farverne, der med årene er blevet en del af Brostrups signatur, står
kraftfyldte frem. Og giver et intens sitrende liv, hvor man fornemmer, at noget
skal ske lige om et øjeblik. De skaber en dynamik og energi i værkerne, som
trækker beskueren tæt på. Og
i hans leg med lyset og farverne understreger Brostrup tydeligt, hvordan vi
oplever et objekt eller en indstilling afhængigt af lyset og at både det vi se
og stedet vi selv er på, flytter sig hele tiden. Vi og værket er i bevægelse og
er til stede flere steder på engang. Ligesom, de få mennesker i Brostrups
værker, der som oftest, er rygvendte eller anonymiserende. De er altid på vej.
Fra et sted til et andet. De befinder sig både i samme verden som beskueren og
er samtidig også langt væk og utilnærmelige.

I
Brostrups værker, er der noget, på færde mellem der og her. Fra det ene sted
til det andet. Fra den ene tid til den anden. Det handler om at være til stede
flere steder. På en og samme gang.



Ole Tersløse – Flower Children

Essay om kunst og kunstnere Posted on Fri, October 23, 2015 21:12:55

Sweet
Child of Mine

af Troels
Laursen

Ole Tersløse Jensen’s nyeste
computervitaliserede serie “Flower children”, der forsætter kunstnerens
udforskning af den parallelle virkelighed.

Ole
Tersløse Jensen er oprindelig uddannet maler på Kunstakademiet, men har de
seneste år fortrinsvis arbejdet med computermanipuleret fotografi og
visualisering i 3d-computerprogrammer.

“Creation is out of nothing: the unreal awakens us out of
the sleep of reality. Imagination is a better artist than imitation”

Sådan skulle Flemming Johansen, (tidl. direktør for Ny
Carlsberg Glyptotek) formentlig engang have sagt om kunstneren Richard Winthers
(1926-2007) fotos. Og
uden sammenligning i øvrigt, så det er også det der er på færde i Ole Tersløse
Jensens arbejder.

Her
skabes der, ud af intet og ikke mindst ud af det, der ligger lige ved siden af
virkeligheden.

Fotografiet
er på sin vis en fattig afspejling af verden og især af følelserne. Et foto kan
højest angive en stemning og en stemninger jo kun en ubestemt følelse. En af
fotografiets fordele er at den kan fastholde ellers flygtige billeder, som
ellers ville forsvinde i erindringen og en anden fordel kunne være dens mangler
sammenlignet med det menneskelige øje og det menneskeskabte billede. Det er ved
at udnytte disse to fordel ved fotografiet at Tersløse formår at skabe mere end
der ville være på et fotografi. Tersløse arbejder ikke med fotografiet i
traditionel forstand, men hans ”animationer” og manipulationer med computerens
pixels får fremskabt et ydre billede, der (mest) fremstiller et indre.

Tersløse
ser sine værker som en reaktion mod, hvad han ser som myten om fotografering, og
den ide der vil hævde, at fotografering repræsenterer virkeligheden og at
fotografen er i stand til at konfrontere os med sandheden om verden. Hans
billeder undersøger det der tilsyneladende kunne være realistiske situationer. Men
han går ind i de symbolske betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved
siden af den såkaldte virkelighed.

Og
disse værker med blomsterbørnene, skabes der ud af intet og vi trækkes lige ind
i virkeligheden med endnu større kraft, end den virkelighed vi stod med og
foran lige før.

Tersløse
skaber langt de fleste billedelementer fra grunden i 3d computerprogrammer.
Programmer, der også bruges til computerspil og visuel-effects i
filmindustrien. Hans arbejde kan sammenlignes med en klassisk skulpturs
arbejde, hvor lag på lag bliver lagt på, ikke af gips eller ler, men af lys og
skygge, farve og former af trekanter og firkanter, så det til sidst ligner, men
i virkeligheden mest er en “gradbøjning” af virkeligheden.

Selvom
hans værker altså kan minde om fotografier ved første øjekast, så bruger Tersløse
aldrig fotografiet som en base for hans billedsprog; i stedet skaber han hvert
billede fra bunden. De uendelige muligheder for computergrafik sætter Tersløse
fri til at lave værker, omfortolke og rekonstruere verden med et strejf af
poesi, humor og galskab.

Tersløses
insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det
surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition
forsøger Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt
i virkelighedsgengivelsen.

Placering
af hans værker mellem fotografi og maleri giver Tersløse en mulighed at spille
med stilarter fra forskellige perioder i kunsthistorien.

Flower
Children

Tersløse
arbejder altid i serier, hvor ”emnet” endevendes og drejes, så det frembringer
flere variationer over det samme tema.

Børnene
i serien af ”Flower Children” er placeret i et ikke-landskab eller på en
ikke-scene. De, børnene, der er som små tommeliden’er, er bare til i et rum,
med en grønlig monokrom baggrund.

Det
fortaber sig i tågerne, hvor vi er. Et sted uden for tid og sted.

Og
det hele er som frosset omkring et ”før” og et ”efter” den scene, der udspiller
sig foran os. Og man må spørge sig selv, hvad mon gik forud og hvad følger
efter. Men der gives ikke et svar, fortællingen i værket er stoppet. I et
øjeblik. Noget er gået forud, og noget vil følge, men hvad er også uden for
rækkevidde for beskueren, med mindre denne selv bygger til med fantasien. Børnene
er ikke et bestemt genkendeligt barn. De er ingen børn, de er alle børn. De er
tæt på, og samtidig fjerne og uopnåelige. Trods deres realistiske fremtoning er
der en distance.

Børnene
har alle en relation til en plante, en blomst en vækst.

Begrebet
med ”Blomster Børn” dukkede op i 1960’erne, da blandt andre den amerikanske
beatnikdigter Alan Ginsberg (1926-97) foreslog uddeling af blomster som en form
for fredshandling. Her i Tersløses værker skal dette tilsyneladende forstås
helt bogstaveligt.

Billedserien,
der består af seks computervisualiseringer, udført som store lampda-prints,
viser som det gennemgående motiv en række meget tilsyneladende harmoniske
opstillinger af børn, der er tæt med overdimensionerede vækster. Men noget
forstyrrer.

Forestillingen
om fred og fordragelighed mellem uskyldige børn og naturen holder ikke. For
børnene er i færd med at ødelægge. En er ved at klippe en blomst i stykker med
en stor hækkesaks, og to af børnene gemmer sig bag eller i væksterne, som var
de strudse, der ikke vil opdages. Eller afsløres.

“Slangen
i paradiset” er til stede i talrige afskygninger.

Det
er imidlertid ikke kun på det ikonografiske plan, at idyllen forstyrres. Også
hvad det formelle angår, arbejder Ole Tersløse med en række fremmedgørende og uroskabende
greb.

Selv
om børnene i en vis forstand virker naturlige i kraft af deres nøgenhed,
afsløres de ved nærmere eftersyn som en form for uhyggelige, artificielle
fetishobjekter. Og her kunne ordet ”fetich” defineres som noget, der ”refererer
til genstande, som har evnen til at kondensere begær, absorbere frygt,
koncentrere drømme og opfange fantasier
”. Således også i disse
børnebilleder. Børnene er mere en uskyldsrene og frie. De er mere. De er for
perfekte til at kunne være virkelige, og hele set-up’et med den neutrale baggrund
og den bløde belysning, giver associationer til kommercielle billeder af
diverse forbrugsgoder (fjernsyn, computere etc.), hvor det afbillede genstand
tit får en udstråling af noget sakralt og uopnåeligt, men samtidig forbliver
kold og utilnærmelig.

Pointen
i billederne træder for alvor i relief, når deres tematik sammenholdes med kunstnerens
teknik. Tersløse har netop ikke fotograferet virkelige børn og planter, men
skabt dem som digitale artefakter, og det alt for perfekte og alt for
forenklede, til at man tror på illusionen.

Der
er egentlig ikke længere noget naturligt og oprindeligt tilstede i hans
“flower-children-paradis”, for det hele er konstrueret i avancerede
computerprogrammer, der også bruges til at skabe de kunstige landskaber og
karakterer, vi kender fra computerspil og film som Ringenes Herre og Avatar.

Børnene
og planterne har aldrig været virkelige, men er et produkt af vores egen
forestillingsverden bragt til live med avanceret, moderne computerteknik.

Ved
at skabe et kunstigt paradis afslører Tersløse vores forestilling om en
oprindelig, naturlig uskyldstilstand som en kulturel konstruktion. Det uspolerede
menneske, som levede i pagt med naturen, har næppe på noget tidspunkt
eksisteret reelt. Ikke desto mindre bliver forskellige udgaver af paradis-myten
ved med at spille en central rolle for vores civilisation, der gerne vil dyrke
det oprindelige og det naturlige som en form for modpol til vores moderne
tilværelse som kulturelle (eller snare kulturlige) mennesker. Hans værker
handler om den virkelighed, der ligger lige ved siden af den såkaldte
virkelighed. Han stiller skarp på vores virkelighedsforståelse, eller måske
mere mangel på samme….?

Fakta:

Ole
Tersløse er født i Hjørring i 1971, er uddannet fra Det Kongelige Danske
Kunstakademi 1990-1993 og bor og arbejder nu i Danmark.

Tersløse
har tidligere haft soloudstillinger på bl.a:

2013 “Human – nature”, Lacda, Los Angeles, USA

2012 “The black box project”, Nbex, Viborg

2009 Hå gamle Prestegaard, Norge

2007 NBex, Viborg,

2007 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2003 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2001
“Virgin Runway”, La Galerie Danoise, Paris, Frankrig

Ole Tersløse er aktuel følgende
steder i ind og udland de kommende måneder:

  • Bastard Art festival til september i Berlin, hvor
    han viser animationsfilm

Se mere på www.bastardart.org eller på www.terslose.dk/videos

  • “Flower
    children”, Oxholm Gallery, København (oktober)

  • “Isotop”, november, Vendsyssel
    Kunstmuseum, Hjørring

  • “Trans-figuration”, Galleri NB i Viborg,
    efteråret (en udstilling, der viser markante kunstnere, der arbejder med
    figurationer)