Blog Image

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Niels Bohr og Johs V. Jensen

Åbningtaler Posted on Thu, August 23, 2018 16:48:02

Tale ved afsløring af Johs. V.
Jensens buste af Niels Bohr 7.oktober 2017 på Johs. V. Jensens museet, Farsø

Det
fortælles, at de gamle ægyptere satte i deres forsøg på erkendelse, som eksempelvis
det at forstå hvad livet er, i relation
til dets modsætning og her altså døden.

Livet
satte de overfor døden.

Modsætninger
satte de altid i relation til hinanden.

Nu
nævnte jeg liv og død, som modsætninger, det kunne også have været mand og
kvinde eller det gode og det onde.

Og
de gamle ægyptere tænkte vel at for at kunne forstå det gode, måtte man også
have indsigt i dens modsætning, det onde og på den måde hele tiden spænde
principperne, værdierne eller tingen op i mod hinanden, for at kunne forstå
eller se, hvad de var og betød.

Niels
Bohr, beskrev i kvantefysikken, hvordan en partikel på samme tid er en partikel
og en bølge.

Eller
som han også sagde – ikke bare om partikler: ”Det ene er sandt og det
modsatte er også sandt
.”

I
dag står vi her omkring en buste af Niels Bohr, den store videnskabsmand.

Og
selvom vi aldrig har mødt manden i levendes live, så ville de fleste nok kunne
genkende ham i dette portræt.

Og
portrætter er jo altid spændende og noget af det første vi nok ser efter er om
vi kan genkende ham eller hende, der portrætteres. Og måske vi vil lede efter
lighedstræk og udtryk vi kan genkende.

Jeg
kunne tro at de bedste portrætter er dem, der ikke bare ligner, men også
skildrer det menneske, der portrætteres.

At
de viser og specielt i dag, viser Bohrs karaktertræk. Hvem han var, ikke bare i
det ydre, men også i det indre. Inde i sjælen, om jeg må bruge det udtryk.

Ordet:
portræt har vi, som så mange andre ord, fra latin ”protractum”, og betyder
egentlig: ”hvad der drages frem for lyset”.


i et portræt handler, det ikke kun om at få det til at ligne, men i høj grad
også i at få det der ikke lige kan ses, trukket frem fra skyggen og ind i
lyset.

Og
måske, hvis vi skal blive i både Bohr og de gamle ægypteres forestillinger om
modsætninger, så kan vi ikke se lyset uden skyggen og omvendt. Vi ser ikke
skyggen, hvis der ikke er lys.

Denne
buste er af hård bronze, men alt efter hvor vi står, og den står, så falder
lyset og derved dens skygger på forskelligvis.

Og
på den måde lever den om end, den er støbt i et dødt materiale.

Udtrykket
lever i den, i lyset og skyggen.

Vi
ser de fyldige læber og den kraftige næse. Vi bemærker de to rynker i tanken og
øjne, der ligger bag de store ørenbryn. Vi fornemmer en mand, med lune og mange
tanker og med næse for livet og ordene. Jeg begynder at forestille mig,
hvorledes det var at sidde ved bridgebordet sammen med ham, både når han
rynkede på næsen og samlede brynene og øjne lyste frem fra deres gemmer. Og vi
ser mere end de kan ses.

Buste
eller byste, er oprindeligt en skulptur der forestiller et menneskehoved og
noget af overkroppen. Ordet kommer af latin ”bustum”, der betyder “ligbrændingssted”
eller “ligbål”, og viste i antikken tit et brystbillede af den afdøde
på et gravmonument.

Busten
var for at mindes den afdøde. Og var en hædersbevisning og et slags testamente
til eftertiden, om denne person, som har udmærket sig på en eller anden vis.

Og
når Johs. V lavede en buste af vennen Bohr, i levende live, så var det ikke kun
for at mindes ham, men også for at fange ham. Fange ham i et øjeblik og derved fange
et menneske i det flygtige liv, så det fastholdes. Fange ham midt i livet og
lyset, så det blev fasthold, efter døden og alle skyggerne.

Og
en buste, et portræt er at fange det der ikke kan fanges, nuet. For i det øjeblik vi siger nu, så er det
allerede før. Portrætkunstneren skildrer derfor heller aldrig et øjeblik, men
mange øjeblikke, som så fryses fast et en bevægelse, et nu, der er stivnet.

Og
jeg forestiller mig at Johs V har haft masse af fotos og ikke mindst
erindringer, måske fra deres kortspil, inde i sit eget hoved, da han lavede
dette portræt.

At
kunne lave et udtryk, kræver mange indtryk.

Og
derfor er et portræt et mellemmenneskeligt sprog. Et sprog, der giver os
mulighed for at få en indsigt, via kunstnerens øjne og derved udvide vores egen
horisont, så vi ser, mere end der kan ses.

Bohr,
blev blandt andet kendt for at være med i det arbejde, der kaldes fissionen,
der delte det udelelige. Det handlede om, at dele det kan ikke kan dele op eller
det der ikke kan snittes op, som er hvad atom betyder på græsk.

Og
et portræt er på sin vis også noget der fremstår som hel og udelelig, selvom
det består af mange dele, former, flader og farver.

Og
et mennesket består af det samme hele livet igennem, men er alligevel
foranderligt hele livet. Mennesket er en
helhed, og dog deleligt.

De
gamle grækere mente ikke atomet kunne deles. Atomet, var for dem, denne den
mindste del af livets byggestene. Men det kunne det, viste blandt andre Bohr og
nu er han selv delt op i to: med en buste her og en på Niels Bohr instituttet i
København.

Det,
der ikke kan deles, det gør naturvidenskaben, som deler naturen, herunder
mennesket op i de mindste dele og vi slet ikke færdig endnu.

Og
litteraturen gør det samme og ofte forsøger den så at sætte delene sammen igen,
i de store fortællinger eller i en de store beretninger om mennesket, i myter,
eller erindringerne. I portrætterne.

Derfor
er naturvidenskaben og litteraturen, det såkaldte humaniora, og herunder
religionen, ikke kun modsætninger, men supplementer til hvorledes vi ser og
forstår vores verden, vores virkelighed. Eller som han sagde, ham, der delte
det udelelige: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

Videnskaben
spørger altid hvordan, mens litteraturen, herunder bibelen, altid spørger
om hvorfor.

Og
sammen bliver de to, hvordan og hvorfor, til et bredere spektra af vores livsforståelse
og livssituation og måske var det derfor forfatteren og videnskabsmanden kunne
spille bridge sammen. Et spil, der bygger på fantasi, logisk sans, etik,
psykologi, samarbejdsevne, selvdisciplin osv. Men også spillets astronomiske
muligheder er fascinerende, både for den litterære, der blander kortene i sine
fortællinger og videnskabsmanden, der deler naturen op i de mindste dele, for de
52 kort kan fordeles på 1 milliard x 1 milliard x 20 milliarder måder til de
fire spillere i et spil bridge!

Bohr
skulle have sagt: Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller
kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel
. Eller
sagt på en anden måde: Ingen bliver nogensinde udlært, hverken i det udelelige,
i det der ikke kan deles eller i livet som sådan.

Om
end, man kan sige, uden at modsige det andet, det eneste livet kan er netop at blive
delt. Delt med de andre. Ligesom disse to, Johannes og Niels delte kortspillet
og den sociale relation, der kom ud af det, blandt andet denne fine buste, der
nu er til-delt os.

Jo,
livet kan deles, for det er ikke udeleligt, det véd både litteraturen og
videnskaben

Og
mit ønske i dag kunne være: Lad nu denne buste af en videnskabsmand skabt af en
litteraturmand, være et godt pejlemærke, om modsætningerne og lighederne, for
kunsten og livet. Eller bare for os.

Tillykke
med busten.


værsågod at dele.

Forhistorien:

Bohr i både gips og bronze.
Gipsbusten, som nu er blevet støbt i bronze, blev fundet i forfatterens sommerhus i Tibirke i Nordsjælland, og det er med tilladelse fra Johannes V. Jensens (1873-1950) barnebarn, at museet nu har fået lavet en bronzeafstøbning af busten. I samme ombæring blev der også støbt en bronzebuste til Niels Bohr Instituttet i København. Den udlånte gipsbuste fra sommerhuset i Tibirke vender nu tilbage til Jensens efterkommere.

Hvorfor en buste af Niels Bohr på museet i Farsø? Svaret skal søges i sommerlandet i Tibirke Bakker, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) havde et sommerhus. Blot et stenkast herfra lejede Niels Bohr (1885-1962) en feriebolig, og stien mellem de to huse blev kaldt ”bridgestien”, fordi de to familier spillede bridge sammen. Senere købte Bohr sit egen sommerhus, og udover samvær med kortspil sås de to familier jævnligt ved den omfattende selskabelighed, som i sommertiden udfoldede sig i Tibirke mellem områdets kunstnere og intellektuelle. Også Bohrs og Jensens sønner var hyppige gæster hos hinanden i forældrenes sommerboliger.
Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i Litteratur i 1944 og Niels Bohr sin Nobelpris i Fysik, 1922.

Troels Laursen

Gl. Ullits



Berit Heggenhougen-Jensen i Aars

Åbningtaler Posted on Tue, August 14, 2018 11:44:00

Tale ved Berit Heggenhougen-Jensens
udstilling:

”Skitsen i billedet repræsenterer
stemmen”

af Troels Laursen

Himmerlands Kunstmuseum 10.
august 2018

Jeg må begynde med at sige tak
for tilliden: det vil sige for tilliden fra Museets og Gitte Pedersens side og
ikke mindst fra Berit Heggenhougen-Jensens side. En tillid til at lade mig få
lov til at være en stemme (blandt alle jeres), der som en lille skitse måske
kan være med til at lukke denne fine udstilling op.

Noget jeg virkelig har set frem
til.

Og som vi ved fra titlen på
udstillingen, så handler det om skitsen – og om stemmen… som tilsammen udgør
billedet – værket.

Det kunne lyde kringlet, men hvis
vi siger, at kunst handler om det store spørgsmål:

Hvad er det vi ser, når vi ser?

Og se – det er det, al kunst
handler om.

At se det man ser og så skildre
det, med farver og former. At formidle det sete og det følte. Eller at
videregive det, man ser. Når kunstneren
viser sine værker, så ser vi med dennes øjne. Vi låner kunstnerens blik for en
stund, for selv at se videre – og gøre skitsen færdig.

Og måske ser vi andet end det, vi
ellers selv ser. Måske ser vi det usete. Måske kunsten, og dermed kunstneren
lærer os at se. Se verden. Se os selv. De andre.

Kunst handler om tydning, og det
at se handler om syn på tilværelsen.

Og når jeg siger at se – så er
det i alle dens betydninger: det er alle vore sanser, der ser, ja, ikke bare de
fem, men alle seks sanser.

Kunst skal jo ikke forestille
noget, men være noget, i sig selv.

Og det er skitsen, også sådan hel
praktisk tænkt, da værkerne er malet ovenpå hinanden hel bogstaveligt.
Elementer fra det ene værk er med i det andet, som nu en divan. Freuds divan. Eller
et bånd.

Og i dag så handler det
yderligere om, at give kunsten en stemme, at give os selv en stemme.

At blive en stemme, og dermed at
blive nogen og ikke bare noget.

Og en stemme behøver jo et øre ellers
er der ikke nogen person – der er ikke et ”jeg” uden et ”du” – en stemme og et
øre.

Måske endda Minnie Mouse-ører (som
de der er på udstillingsplakaten og som gemmer sig inde i den mellemgangen her
ved siden af) og så er det jo ikke bare ører, der er tale om, men også et
kønspolitisk udsagn.

Minnie Mouse er jo som bekendt, kæreste
med Mickey Mouse. Ofte har hun spillet rollen som værende i kløerne på
Sorteper, hvor Mickey var hendes redningsmand. Siden er hun blevet årsag til
skænderier og kærestesorger for Mickey.

Hun er lidt dum, men meget sød og
kærlig. Og snor den lille hanmus om sin lillefinger. Hvilken stemme skal vi
høre der? Er det dobbelttydigt?

Skal vi høre mere end vi lige
ser?

Kunsten handler om hvad vi ser,
når vi ser.

Og det store spørgsmål er jo så,
kan et subjekt fortælle et andet subjekt noget, så det bliver et objekt for den
anden?

Kan vi nå hinanden, via stemmen,
talen, via kunsten?

Kan vi dele verden med hinanden? Eller
er vi bare personer mellem andre personer?

Kunstneren skal have modet og
evnen til at låne os sit blik. Så vi får lov at se det, kunstneren har set. Vi
ser et hus. er det kunstnerens barndomshjem eller er det mit, eller
dit? – døren er åben, så du kan gå ind om du vil eller tør. Beethoven spiller
op.

Og når det sker, at det
kunstneren viser os, om det er privat eller ej, så bliver kunsten nærværende,
personlig og udfordrende. For der er jo ikke kun én, men mange, som betragter
billedet. Og de mange er forskellige, og ser forskelligt. Vi er forskellige
individer, forskellige personer.

Og sandheden er jo aldrig en
”den”, men altid et menneske.

En person.

Person, kommer i øvrigt af det
græske ord: persona, der betyder gennem lyd, bare tænkt på de
gamle græske teatermaske, den smilende komiske og den med mundvigen nedad og
tragiske, dem talte man igennem, så vi er og bliver dem vi er, gennem lyd.

Vi finder os selv i lyden eller i
stemmen.

Kunstneren lader os se gennem
sine øje og vi iagttager hvad kunstneren har iagttaget.

Stemme bliver til stemning.
Stemninger sættes.

Vi stemmes i sindet, som et
musikinstrument.

Landskaberne er stemninger, er
stemmer, der lyder når de forskellige farver og former får en lyd. Landskabet
er spillet op mod Guldalderens landskab, der var ideele og aldrig som det
virkelig så ud. De var mere sindbilleder, stemninger, så læg dig bare på Freuds
divan og fortæl, hvad du ser, når du ser.

Skitsen i billedet repræsenterer
stemmen, som denne udstilling, vi nu står midt i, hedder.

Møbius-båndet, som vi ser på
flere af værkerne her i rummene, er et objekt som består af kun én flade og kun
én kant. Dernede viser en finger et af disse bånd, som ikke er et gavebånd, men
et fænomen, der blev opdaget af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius i
begyndelsen af 1900-tallet. Fladen har mange specielle egenskaber. Og er man,
ligesom mig, optaget af matematik, hvor det ikke blot er lægge sammen og trække
fra det handler om, men matematik som filosofi, så bliver dette bånd enorm
interessant.

Og for at gøre noget nørdet kort,
så kan man sige at det bånd ikke har en forside eller en bagsiden, ligesom et
menneskeliv: den snor sig, der er ikke en kant, og dette møbius-bånd bugter sig
hele tiden, vender og drejer sig, som et motiv, der gentages i et maleri. Den
er både en flade og den er rummelig, på en og samme tid. Elementerne kan være
de samme: en Minnie Mouse sløjfe, eller et birketræ, hvis bark jo også er bånd.

De flytter sig, de bevæger sig
ligesom livet, i snoninger og aldrig ad rette stier.

Og for én der har sine rødder i
den kristne kirkekunst og som kan fascineres af barokken, er der mere på spil i
disse bånd.

Barok er et ord, man ikke hel
kender oprindelsen på. Måske kommer ordet af det portugisiske ord
“barocco”, som betyder en “ujævn eller uperfekt perle”.

Sådan i daglig tale kan barok
også betyde svulstigt, grovkornet, plat og overdrevent.

I denne kunst vi nu er vidner
til, er der ikke tale om det grovkornede eller platte, men måske nok om det
overdådige, hvor stofligheden ikke bare er en kunstnerisk term eller ideal, men
også en virkelighed, der fremstår hel ud af lærrederne, (værk nr. 3) og lader
klæder folde sig ud over rammen. Barokkens
kunst, er en appellerende kunst, der vil gribe ud efter og involvere beskueren.
Ligesom Berits kunst er det, sanselig, farverig og dramatisk bevæget,
kontrastrig og effektfuld og grænsesøgende.

I siden (på værk nr. 3), er der
en finger, der løfter en flig af lærred og vi ser, at der er et billedet
bagved: en skitse, som både er det vi ser og det ligger bagved.

Finger løfter lærredet som var
det et scenetæppe, og noget er ved at ske og noget bliver snart afsløret. Det
der før var sløret er nu afdækket. Og teaterscenen er som et billede på
menneskelivet og scenen bliver en stemme, der fortæller. Gennem de gamle græske
masker, persona.

Hele tiden spilles der på noget
der var før og det der kommer og lige der i værket er nu’et spændt ud. Og
møbius-åndet bliver en fastholden og en bevidstheden om altings forgængelighed.

Det er den der snor sig gennem
værkerne – uden kant uden bagside, men som er reel til stede i det hele og i
alt levende.

Det er det forgængelige over for
bestandige, og det flygtige over for det evige. Det er i dette nærmest uoverstigelige
spændingsfelt, at hendes malerier bliver til.
Vanitas-motivet er påtrængende og uafviseligt på sin egen stille og
utrolig smukke facon i både de visne planter og de golde landskab.

De menneskeskabte ting som stole,
divan og stor rød maskine, er kulturen, der spejler sig i naturen og omvendt.

1600-tallets store
rationalistiske filosof Leibniz, beskæftigede sig med at forene religion og
videnskab og havde en tanke om, at Skabelsen hænger sammen i en evig spiral,
der bevæger sig op til Gud og ned til jorden igen. Og nu inddrager jeg ikke
bare bibelen fordi jeg er præst, men fordi der er små hint i værkerne – små
ord, der som sagte stemmer visker beskueren noget i ørerne – som nu: fiat
(og fortsættelsen er så lux, skal man (eller kan man i hvert fald) tænke
sig der jo er fra den latinske udgave af skabelsesberetningen: lad
der blive lys
. Det lys hvoraf alt andet er skabt, også billedkunsten.

Møbius-båndet, som Berit så
elegant leger med, er den spiralbevægelse, der kunne ligne en dna-streng, der
er som en ‘folden’ fra det højeste og til det laveste i en evig bevægelse. Hos Berit
– i denne udstilling, er det bånd næsten et hovedmotiv. Det går igen og det går
igennem.

Man kunne driste sig til at kalde
disse møbis-bånd for stille portrætter, ikke bare selvportrætter, men også
portrætter af tiden, dig og mig, som stemmer, der lyder, der i et spændingsfelt
mellem det himmelske og det jordiske. Mellem det timelige og det evige.

Der i landskabet. Det er
stemningen. Og stemmen bliver sagte, og den bliver en camouflage, en sløring, en
tilsløring, der samtidig også bliver en afsløring. Som når stemmen falder og
dens hvisken bliver intens.

Det skjulte, det camouflerede både
dækker og afdækker.

Og se dette, en talestemme, var
en flig af noget og et forsøg på en skitse. En stemme.

… så gå nu rundt og lad dig føre
rundt af stemmerne. Lad alle dine seks sanser være spil.

Følg båndet uden bagside eller
forside.

Lad divanen og træstole, der
allerede er stillet op, være steder for dialoger mellem dig og værket, som stemmer,
der taler om hvad, det er vi ser, når vi ser?

Vi har fået lov til at låne
Berits øjne dertil…

Hun giver os et værk.En stemme.

God fornøjelse.



TID Kunstbygningen i Vrå

Åbningtaler Posted on Mon, September 05, 2016 12:37:47

TID

– åbningstale i Vrå Kunstbygning 3.
september 2016

Tak
for denne mulighed for at være med her i dag – og tak til kunstnerne for
tilliden til at stå her og sige noget om deres værker….

udstillingens
titel er en god titel. Den er rummeligt, så man sådan set kunne fylde alt ind i
den og at kalde en udstilling med maleri, skulptur og fotografi for ”TID”, er
på engang meget klassisk og så alligevel en aldrig udtømmende titel eller
begreb.

For
tid og kunst er uløseligt forbundne.

Et
maleri begynder i det usynlige.

Men
det findes.

Et
maleri begynder med en bevægelse, et ryk, en forskydning i vinklerne mellem
øjet, tanken og hånden.

Nogle
malerier består af talrige malerier, i lag på lag, kunstneren har malet det ene
maleri oveni det andet, det ene under det andet, for at finde frem til det
rigtige, og kun ét af dem kan ses, det øverste, den tynde overflade som alle
kan se, og som dækker over en hel masse andre fortællinger, som det er aldrig
er meningen skal blive set. Men de findes.


den måde kan en maler både åbne og lukke et maleri.

Og
at lukke og at åbne, er to sider af den samme bevægelse. Både maleriet og fotografiet
vil fange en bevægelse.

Og
at åbne og lukke – det er en bevægelse – dog et er det det handler om i
udstillingen, der åbner i dag! Tiden som en bevægelse, der både er frosset fast
og som bevæger sig, fra dengang til nu og ikke mindst i rummet mellem os.

For
maleren handler det om at lukke et maleri, så det åbner op og for fotografen
handler det om, at have en lukketid, der åbne op for motivet.

Fanger
bevægelsen, fanger ideen, fanger tiden.

Begge,
maleren og fotografen, skildrer virkeligheden, beskåret og bevæget sådan, som
de ser verden og virkeligheden, lige nu i dette rum og i denne tid.

De
fortæller en historie.

Og
historier er til i tiden, især de mundlige findes i tiden, (når vi tier, ja så
er historien snip snap ude!) mens selve kunstværket er i et rum, måske endda
til evig tid også selvom ingen hverken ser eller hører det.

Kunsten,
fotografierne findes kun i et rum.

Ja,
i dagens anledning faktisk endda i hele fire rum.

For
i dag handler det om at være i rum og tid, for kunsten handler om at være tilstede,
sammen med os – i rum og tid.

Her
er der fire rum, et for hvert verdenshjørne og der med viser de fire rum det
store rum, eller universet.

Rummet
og tiden hænger sammen, vi kan kun være i den ene dimension ved også at være i
den anden. De kan ikke skilles ad.

Ikke
fysisk i hver fald, vi kan jo sagtens i tankens flugt både flytte rundt på rum
og tid og det er det kunsten kan. Den kan flytte os i rum og tid, som nu
fotograferne Tønnies, foran dem, rykkes vi ind i en anden tid end vores egen og
vi rykkes ind i et andet rum, end der vi selv er.

For
evigt ejes kun det tabte, for at sige det lidt melankolsk med Henrik Ibsen.

Kunsten,
fotografiet er en tidsmaskine, der kan flyttes os ud af rummet og flytte os ind
i et andet rum.

Og
vi ved at tid måske mest af alt er en følelse – fornemmelsen af tid varierer. Tid
er en følelse, alt efter hvad den indeholder, for den er mere end det uret
måler. Tiden er en følelse, som kræver rum.

Kunsten skaber et rum, som
beskueren kan træde ind i, så begge dele, tid og rum, inkorporeres eller
henviser til kroppen og fører kroppen ud af rummet og ind i rummet, ud af tiden
og ind i tiden, så vi selv kommer i spil, som i Jonas Pihls science fiction-agtige installation
med paralleluniverser og ormehuller, der både er en form og ude af form, så nye
rum dannes uden et egentligt centrum, uden klare grænser mellem inde og ude, og
et rum, hvor ingen kontur er fast nok til at de amorfe klatters elementer
lukker sig omkring en stabil identitet. Og ens hoved spinner i fraktaler og
dimensioner, som man kun aner og fornemmer, men ikke kan rumme. Og måske det
hele er synsbedrag?Måske er det en paralleltid?Måske er det et parallelrum?Det er måske selve verdensrummet,
eller blot dyb nede i urhavet, og dens evige skabelsesproces i både fortid,
nutid og fremtid, der er temaet i Pihls værker?Og rummet er dermed i opløsning, og
så gør tiden det også den smuldrer eller fastfryses.

Som
nu i Tønnies familiens fotos, hvor tiden, også har en slags hoverolle, idet den
nærmest fastfryses.

Enten
er den gamle fotografs portrætter (fra omkring 1900), hvor folk sat frosset
fast som stive brædder med blikket stift rettet mod os eller ukendte horisonter/rum.

Eller,
det er de tomme industribygninger eller stuer (fra 1930’erne og 40’erne) der er
rykket ud af deres egen tid og over i vores og den tid der kommer.Dengang
hentes frem til nuet.Og
en dialog skabes.

Vi
indgår i en relation med værkerne, der begge lige er lukket, så de åbner sig op,
i tid og rum.

Hos
Søren Elgaard er fokus på kunsthistorien.

Derved
skaber han en dialog på tværs af tid.

Vi
flyttes fra et tidsrum til et andet.

Vermeers
”Pige med Perleørenringen”, flytter fra dengang og op til nu. Spejler sig fra
dengang til nu, så både kunsten og historien får et evighedsperspektiv, hvori
vi også kan spejle efter os selv. Og ikke bare spejlinger i Elgaards værker,
men også i et rigtig spejl, om man så må sige, kan vi se både hans værker og
Tønnies’ værker, så fotografiet spejles i malerierne og de spejler sig i
hinanden, mens vi ser på og derved pludselig flyttes fra det ene rum til det
andet. Fra den ene tid til den anden.

Vi
bevæges og ser det gamle på nye måder, nu det står her i et nyt rum i en ny
tid. Det skabes en dialog mellem dengang og nu.

I Rasmus
Albertsens værker kredses, der om tiden, som en uhåndgribelig virkelighed, det
der ikke kan indfanges, så den kan gå i ring og derved gentage sig, så handlingen,
i rummet, og mister derved sin betydning, og selve tiden står i fokus, for tiden
går, som tiden nu har får vane at gøre.

Albertsens
video, er en sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet
udskiftes, og bliver til en fugl – en fugl fønix?

Det
er hel metafysisk, og handler om et liv efter denne, som en fugl.

Tiden
er også evigheden, og måske evigheden allerede ligger i tiden, i dette nu.

Fortiden
er også repræsenteret i Albertsens malerier, – det er fra familiens fotoalbum,
lidt ligesom Tønnies, her er det blot meget mere private og personlige og
fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete engang, men som
stadig er nutid mærkbart virkelighed i hans liv.

Det,
der var, forsvinder ikke bare og det kan være helende eller det kan være
blødende sår og rindende tårer.

Tiden
er i bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det
er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter
fra os i det øjeblik vi siger nu.

Og
det er her vi er, nu, i en bestemt tid, efter kl.14 den 3. september 2016 og i
et bestemt rum: kunstbygningen i Vrå.

Men
tiden finder som allerede nævnt, kun sted i et rum, jeg findes kun i dette rum
og i denne tid, fordi du findes, lige nu og her.

Der
findes kun et jeg fordi der findes et du og et rum.

Der
findes kun et jeg fordi der findes et værk foran mig.

Og
derfor kan man måske også sige at tiden kun findes eller finder sted i en
relation. Vi er i et tidsrum lige nu og her, som vil udvikle sig og omforandre
sig og udskifte sig og nye rum og relationer vil opstå i denne bygning, i disse
fire rum. Her vil tiden opstå og gå, mellem os og det vil den gøre lige indtil
værkerne pilles ned og de måske stilles op i andre rum, hvor det hele så vil
gentage sig, bare på en ny måde. I nye rum og i en ny tid.


så velkommen inden for i rummet


velkommen inden for i tiden


den tid, der er her med – og mellem – værkerne– og dig og mig.

God
fornøjelse! – og tak for lydhørheden!

Værsgo!

Troels Laursen



Andrej Kolkoutine i Thisted

Åbningtaler Posted on Sat, July 02, 2016 08:35:44

Åbningstale til Andrej
Kolkoutines udstilling

” Kunst på Kanten – kunst med
kant”

Ny Kastet, Thisted, 1. juli 2016

Først
vil jeg lige sige mange tak fordi jeg måtte være med her i dag – og endda få
lov at sige et par ord til denne spændende, vedkommende og flotte udstilling.
Det er jeg meget glad for jeg måtte.

Jeg
kan desværre ikke påstå at være en stor Kolkoutine-kender, – jeg har kun set få
– levende værker, om jeg må sige det sådan – af ham – i Silkeborg i Galleri
Moderne og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Men
det har været en fornøjelse af dykke ned i hans univers – et univers, som vi
står lige midt i nu.

Der
er langt fra Kolkoutines billedunivers og så Asger Jorns – men alligevel vover
jeg at indlede med et citat af Jorn (og det rimer da også på Silkeborg på en
måde) – det lyder sådan:

Kunsten
lever, når den gør verden større.

I
den udtalelse ligger der mindst to spørgsmål – – for det første: hvordan lever
kunsten – og ikke mindst, hvorledes gør den verden større….?

Og
som i evangelierne, så er det, det sidste der kommer først .. :

For
hvad er det så der gør verden større – via kunsten?

Er
det størrelsen på selve værket – i dag – i den ene kant af landet – i Skanderborg
åbner en udstilling – med et halvtons grus i en montre og handler om kvantitet
i kunsten – men er det stor kunst – eller er det bare til kanten?

Er
det store navne i kunstverdenen, der skaber en større verden – eller kunstnere,
som tvogfilmstjerner? – islandske fodboldhelte? – tja – måske.

Handler,
den store verdensudvidende kunst, om at gå til kanten – eller endog gå ud over
kanten?

Man
kan måske sige at kanter kun er spændende i det øjeblik, der er noget inden for
kanterne, eller inden for rammerne, for det er kanterne er det der skaber
rummet. Det rum, hvor ting, også stor kunst, kan opstå.

I
Kolkoutines billedunivers handler det ikke om kvantitet eller størrelse på
værkerne, om end der findes store af dem her på udstillingen, det handler ikke
om, at gå ud over kanten, men mere om at søge ind i, ind under og forbi kanten.

At
udforske det liv og den verden, der ligger inde mellem kanterne.

Jeg
tror det er der kunsten lever, når den gør verden større.

Kolkoutine
er kendt, og altså også herhjemme, for sine særegne motiver ofte med almindelige
mennesker fra den russiske provins eller fra Bibelen, hvor fortællinger jo i
virkeligheden oftest også udspiller sig i provinsen.

Kolkoutine
bruger sit eget lands kunsthistorie, som de suprematistiske elementer, fra
landsmanden Malevich,der er karakteriseret ved at være spændingen mellem farven
og de geometriske figurer, og han går brug af det abstrakte univers, fra den europæiske
kunsthistorie, som den spanske Miro og dertil ligger Kolkoutine sine egne meget
figurative elementer, som skæve bygninger, skæve eksistenser, torve og
landsbygader, der også viser hans optagethed af middelalderens kunst og seriøse
brug af symboler, (som fiskene (=Kristus) ude på trappen, eller her i rummet
(Rådhussalen), der viser korset og paraplyen som beskyttere og det der giver læ
i alle betydninger).

Og
han knytter, ikke mindst, til ved sit lands traditionelle ikoner.

I
de russiske ikoner har Kolkoutine fundet inspiration til en særlig farveklang,
som han skaber ved først at bemale lærredet (eller et stykke planke) med en
eller adskillige neutrale mørke grundmalinger.

Farverne
som males ovenpå bliver til tider meget lette og nærmest gennemsigtige, og som
den traditionelle ikonmaler gør det, for handler om at male lyset frem, så man begynder
med en mørk baggrund, hvor på lysere og lysere farver lægges på og til sidst
guldet, som selve solens og dermed også det guddommelige lys’ farve.

Og
som et billede på selve livet, er det, lyset eller det gode, der lægges til
eller oven på det mørke og dystre og kolde i menneskelivet, så det gode vinder
over det onde, altid.

Det
er ikke en naiv jubel over livet, men en dyb erkendelse af at livet ikke fås i
rene udgaver, for både sorgen og glæden hører med.

Det
er kanterne i livet eller i verden og disse kanter gør netop verden større end
som så. Der er ikke blot meget mellem himmel og jord. Det hele er her på jorden
med himlen over sig.

Kolkoutines
kunst, der regnes for at høre til den del af den postsovjetiske kunst, som er
blevet kaldt overlevelsens kunst. Det handler om overlevelse, ikke blot ude på
kanten i en hård politisk tid, men især også lige midt i livet og midt i verden,
på godt og ondt og dog mest godt. Det handler om at gengive virkeligheden, som
den virkelighed, der virker.

Den
virkelighed, hvor der grædes, les og leves.

Nu
bærer denne udstilling navnet:Kunst på kanten – Kunst med kant.

Og
det spændende ved Kolkoutines kunst er, at kanten er der hvor han peger ind på
virkeligheden. Lige ind på det der gør livet og verden større.

Og
det sker ved, at skildre helt almindelige menneske i både almindelige
situationer, som en blomstersælgerske eller to der omfavner hinanden, elelr
folk der tager afsked på havnen, ofte rygvendte mod beskueren, men altid
inviterende. Det handler om hverdags livet.

Om
mennesker både i kanten af Rusland og i kanten af Thy, hvor virkeligheden og
dagligdagen ligner hinanden.

Men
Kolkoutine viser, i sine værker, mere end det almindelige, han viser det
overjordiske og det poetiske, lige netop i det jordiske og almindelig.

Han
bruger poesien rigtig stærkt i sine værker.

Poesi
er det græske ord for at skabe.

Og
poesi er at skabe. Kunst er at skabe.

Skabe
noget, der ikke var der i forvejen.

Eller
skabe noget andet ud af det, der var.

At
skabe er en trang, der ligger dybt i mennesket.

En
skabelsestrang til at udtrykke hvad man ser, føler og mærker. Skabe billeder,
der skaber kontakt mellem os. Mellem kunstneren og beskueren. Mellem beskueren
og beskueren. Skabe kontakt mellem mennesker. Skabe forbindelser mellem folk
over landegrænser.

Poesien
findes, og kunsten formår at finde den frem i hverdagen og skaber derved
hverdagens grå dagligdag om til højtid.

Hos
Kolkoutine skaber kunsten hverdagens poesi om til højtidens poesi, så det
højtidelige når ind i vores hverdag.

Og
livet mellem kanterne, bliver til den rene poesi.

Kolkoutine
skildrer levende mennesker og derved det almindelige menneskes og de skæve
eksistensers hverdag.

Han
skaber portrætter af mennesker, derude i virkeligheden, som man kender dem og
møder dem. Man fornemmer, at de ikke er skabt for at gøre dem til helte,
endsige gøre det almindelige ualmindeligt eller det skæve til det mondæne.

Han
gør det for at vise, at det er sådan, det er. Livet.

Det
er ikke nøgternt skildret, men med humor og med menneskelighed. Medmenneskelighed.

Det
er de små detaljer, der gør, at beskueren går på opdagelse i hans på engang
drømmende og fabulerende verden. Menneskene og stederne, som Kolkoutine
opstiller, er på sin vis uden for tid.

De
lader sig ikke tidsfæste. De er både nutid, fortid og fremtid. På én gang.
Værkerne bærer på barnets uskyld samtidig med at det viser den voksnes indsigt.
De er en hyldest til menneskelivets dybde og bredde. De er en hyldest til den
grænseløse poesi.

Ud
over poesien, gør han i høj grad, også brug af sin egen religiøsitet i sine
værker.

Således
har han også taget den russiske ortodokse kristendom til sig. Ortodoks, kan
oversættes på to måder, både som den rette lære, altså den rette måde at tro på
Kristus på, men det kan også oversættes: som den rette lovsang.

Den
russiske kristne tro, handler om dogmer og læresætninger, men den handler i høj
grad også om den rette sang (det vil en hver der har oplevet en ortodoks
gudstjeneste og dens smukke liturgi have erfaret). Det handler om både den
rette lyd, om en vellyd, men også, og ikke mindst, om en lovsang til livet.

I
Kolkoutines værker, opleves denne lovsang til livet, der gør at Asger Jorns
udsagn om ”Kunsten lever – når den gør verden større” også passer på
Kolkoutines billedunivers, så forskellige de to kunstnere måtte være.

Kolkoutine
gør verden større, og livet mellem kanterne større, gennem sin kunst.

Med
poesien og det religiøse rører Kolkoutine ved kanten af noget universelt almen
menneskeligt, nemlig livet, det liv, der leves mellem alle kanterne og tiderne.
Hans kunst rører kanterne af vores tilværelse, så vi rammes.

Nogen
af jer, har måske ventet, at jeg ville bruge ordet ”udkanten” ved denne åbning
– det vil jeg ikke – for den findes ikke – hverken i Rusland eller i Danmark – og
den kan ikke findes på en rund klode som vores – det er, derfor Kolkoutines
billedunivers gør verden større og vi berøres, røres og flyttes.

Tillykke
med udstillingen – både til, Andrei Kolkoutine og til jer der har gjort det
muligt for vi andre, at se denne fine og flotte udstilling. Her på vore kanter.

God
fornøjelse og tak.
Troels
Laursen

(Fotos alle fra Galleri Moderne i Silkeborg)



Thomas Wolsing – Fra Kant til Kant

Åbningtaler Posted on Sat, November 21, 2015 15:44:44

Åbningstalen af Troels Laursen,
Ullits

Fra Kant til Kant

værker af Thomas Wolsing og
genstande fra Museets egne samlinger

Vesthimmerlands museum, Aars den
21. november 2015

Udstillingen
vi står midt i lige nu, hedder ”Fra kant til kant”. Og dermed ligger allerede i
titlen, at det handler om en vandring.

Det
handler om en vej at gå – fra den ene kant til den anden.

Og denne blanding af museets egne
sager og så Thomas Wolsings underfundige værker er sat op – eller sammen på, –
det er det man kunne kalde for installations kunst.

Og installations kunst er som
bekendt værker man går ind i og gennem – og med et sociologisk udtryk, så er et
installationskunstværk en ”rite de passage” – et kunstværk man må gå
igennem og ind i.

Og når der tale om en rite, som
jo bare betyder en skik eller et ritual, eller en ceremoni, hvor man går fra et
sted til et andet og hvor der sker noget med en selv undervejs, så man ikke er den
samme efter sådan en passage eller gennemgang. Noget er sket.

Thomas Wolsing er optaget af tilstand,
tid/tider og processer, – der er vigtige strukturer i hans værker.

De personlige rum vi bygger op,
som f.eks. erindring, er konstruktioner vi bærer rundt på. Og ved at gøre
forfaldne huse til et kunstværk i sting, kan ses som et udsagn om fortiden, men
i erkendelse af at fremtiden skabes nu og her i en politisk virkelighed og
bliver en slags passage mellem tider, tilstande og virkeligheder.

Og det er her og nu vi bliver
budt på en passage mellem hans værker og museets egen samling af genstande fra
en svunden tid, hvor genstandene havde en funktion og var en del af noget
større og var en del af en sammenhæng – måske i en bygning, men også i et
fællesskab eller i hvert fald en bestemt forståelse af fællesskab.

Og det er den vej, vi nu kan
passager hen ad i denne udstilling og det, lige fra den ene kant til den anden kant.

I dag lever broderiet med disse
motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker.

Men hvem kender ikke broderiets traditionelle
landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor
hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden?

Ja i motivet ”Vedr. Møllevej 6”,
som er den gamle Landsbrugsskole her i byen, der er storken endda på taget og
plovmanden arbejder lige uden for bygningen, der nu kun fremstår digitalt.

I den kunstneriske proces er de
digitale fotos blevet computermanipuleret og også omsat til installation eller
skulpturer.

Disse kitschede broderede
billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik
funktion, som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks
befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne
antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald,
så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter
spørgsmålstegn.

Her er kronhjorten ved skovsøen
uddød.

Og Thomas Wolsings broderede
billeder viser os et Danmark i forandring og en stadig større polarisering
mellem by og land.

Der er så smukt ude på landet.

Eller: Det var der engang, nu er
mange af stederne, hvor mennesket har boet i generationer, forfaldne, forladte
og direkte grimme.

Og netop dette forfald er temaet

Thomas Wolsings kunstneriske
projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i det såkaldte
”udkantsdanmark”.

På baggrund af fotos af gamle,
forfaldne huse i Nordvestjylland, hvor kunstneren bor, stiliserer han motiverne
og konvertere dem til gammeldags korsstingsmønstre, hvorefter kvinder fra
området håndsyr motiverne og forvandler de faldefærdige og trøstesløse motiver
til smukke og ”kitschede” stramajbroderier.

Disse værker behandler på den ene
side et politisk og samfundsmæssigt aktuelt emne og på den anden side udforsker
den æstetiske rigdom i de forfaldne motiver.

De tomme og faldefærdige
ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske
projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af
Danmark med rustne bilvrag, som på den gigastore bilpude, der ligger midt på
vejen.

Eller de to ”dukkehuse” (midt i
den store sal), der er som en passage af rum og tid og hvor vi kan se, hvad der
mangler inde i rummene, for at de kunne være bebolige hjem, så alt, det der er
væk, bliver så synligt: forladtheden og det ødelagte. Og afsløres, hvad der har
været, i det der er væk. Vi ser forfaldet i ”min forhave er min baghave” (som
et andet værk hedder) med kummefryseren. Forbrugsgodet, der er brugt op.

Eller den kollapsede lade, fra
Skarp Salling, fortæller om andre tider og rum, på tværs af disse rum og tider.

Og sådan bliver vores erindringer
til en passage. Hvad hele museet jo i virkeligheden er – både i indhold og
arkitektur: En tur gennem rum og tid.

Værkerne, i sort, gråt og hvidt,
er koder, hvor broderigarnets farvekode, er næsten pixelerede, som de mursten,
der er stablet op i den lille sal eller risten fra remisen i Løgstør og som er
fra museet egen samling. Og ud af disse stumper og forskellige farvernuancer, udgår
motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet
syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Det er stil-leben, både som
det stillestående liv, men også det liv, der blevet levet engang.

Thomas Wolsings værker udfordrer
vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan
vi bebor det.

Og hvad er vores mentale billede
af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag? Er
det romantik eller er det virkelighed?

Thomas Wolsing værker er
udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen
svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken.

Men til gengæld sætter han
tankerne i gang hos os. Tanker kommer ud på en gennemgang, af både erindringer,
via museets egne genstande og af fremtidens kanter via Thomas Wolsings værker.

Og det er måske også det
vigtigste: At turde stille spørgsmålene.

At gøre det forfaldne hus til broderi,
kan ses som et udsagn om fortiden, men i erkendelse af, at fremtiden skabes nu
og her i en politisk virkelighed.

Men først og fremmest er denne
udstilling et kunstnerisk og æstetisk projekt, hvor de triste motiver gennem
værkerne opnår nyt liv og fængsler os ved mødet med den uventede skønhed i
værkernes farver og kompositioner.

Thomas Wolsings farver er en hel
nordisk palet af melankoli.

Så kære venner – det, det handler
om nu, er at tage en tur, ned ad vejen, for det handler om at tage en passage
ned eller op ad vejen

En passage, som når vi kommer ud herfra,
gør at vi ikke er helt de samme igen. Noget er sket

Men husk på, at den der kantpæl, og
som viser hvor vejen er, fra den ene kant til den anden – den, der står der ved
vejen – og endda i 1:1 i korsting, husk, at den også kaldes ”en præst” og det
gør den, fordi den viser vejen, mellem kanterne, men den følger den aldrig
selv.

God passage!



Isotop 2015 VKM i Hjørring

Åbningtaler Posted on Sat, October 10, 2015 11:17:23

Tale på VKM, Hjørring

ved åbningen af Isotop 15

“To
create a work of art is to create the world.” – sagde maleren Kandinsky – og
det må jo betyde noget i retning af at den der skaber kunst også skaber en
verden
.

Om der så er tale om at skabe en ny verden –
eller en anden verden – eller at skildre verden, som den er – det går måske ud
på et for Kandinsky. – det handler om at skabe en verden.

Og
med denne udstilling har Isotop skabt endnu en verden – både en ny verden, en
kendt verden og en forunderlig verden – akkurat som verden selv.

Og
i den verden er mennesket i centrum.

Mennesket
er udgangspunktet og omdrejningspunktet.

For
mennesket er det uudforskede. Og mystiske.

Vi
kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen
rejse i universet.

Disse
skildringer, som vi nu står så at sige midt i, af verden er en rejse ud af
virkeligheden – for at få øje på den virkelighed, der har det med at blive som
skoven, der ikke ses af bare træer….

Det
er en verden, der skildrer verden indeni og udenpå

En
verden med mennesket og dets krop – på et sted

Isotop
handler om at være samme sted, og om at tage udgangspunkt det samme sted igen
og igen.

Og
med denne anden Isotop-udstilling, er udgangspunktet i særlig grad – menneskekroppen
og dens tilstedeværelse på det samme sted i tiden, der er i fokus. Det er en opdagelsesrejse på det samme sted, –
menneskekroppen gennem tiden.

De
fem kunstnere arbejder med opdagelsen af mennesket, som en krop, der er til
stede et sted på et tidspunkt.

Både
sted og tid er elastiske – stedet er det
rummelige, mens tiden både er nu og hele tiden.

Alt
sammen med udgangspunkt i mennesket og dets krop.

Mennesket
er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket
er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Denne
udstilling handler om en rejse indeni og udenpå. En rejse ind i mennesket og
dets virkelighed, og ud igen. For en menneskekrop skifter hele tiden udtryk og
kan ikke fryses sat, og derfor kan det heller ikke være entydigt på et lærred
eller hugget ud i træ, men må forblive noget ubestemmeligt, så alle
menneskekroppene tilsammen, på det samme sted, giver en enkel krops skiftende
udtryk.

Kroppen
er fastholdt.

Og
alligevel er der tale om flere variationer af det samme.

Kandinsky
sagde at kunst var at skabe en verden.

Og
som den abstrakte maler han var, så handlede det ofte om at skabe en meget
åndelig verden – ved siden af verden, så
at sige.

Denne
udstilling går en anden og måske mere lige og direkte til værks – den går ind i
verden.

Som
nu Hartmut Stockters værker, der meget handler om mennesket som en seer – og
her tænker jeg ikke på en fjernsynsseer, som ingen tager alvorlig i vor tid
,
men en seer, der ser ting – opdager ting.

En
seer, der ser ud i horisonten – ser ud i verden – og derved vinder indsigt.

For
udsyn og indsigt er to sider af samme sag.

For mennesket er det uudforskede.
Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og
længere end nogen rejse i universet.

Og alligevel er maskinen en
vigtig part i denne udforskning.

Hos Stockter er der ofte tale om
sindrige instrumenter, der i deres hel stormp’ske enkelhed, af rør og prismer,
altid handler om at holde øje.

Om, at få øje på noget, som nu
periskopet der holder øje, uden man selv kan blive holdt øje med.

Kunstneren, mennesket gemmer sig
for mennesket – bar en åndedrætsmaske- en iltmaskine, for at komme tæt på. Hvad
enten rejsen går til Mars eller ud i krattet.

Og da det sete afhænger af øjet,
der ser, så er det også sådan, at den der kigger ud også kigger indad.

Udsyn giver indsigt.

Karin Andersen skildrer en kendt
verden – i undergrundsbanen eller andre velkendte steder – hos hende, er det
mennesket, der har taget en ny form, for mennesket er det uudforskede. Og
mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen
i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Universet kaldes for rummet. Og
er det rum, der kan være tæt på og trængt, eller fjern og uendeligt. Det kan
være en tunnel i undergrunden eller en kasse.

Hos Karin Andersen er tale om en
slags gensplejsning af mennesket med dyr og insekt.

Hun viser mennesket og dens krop
som dyrisk og som fremmede i deres egen omverden. Det er eventyrets verden,
hvor alt kan lade sig gøre og det er samtidig mytologiernes beretninger om, at
alt har sin plads.

Det handler menneskets
forvandling i forhold til andre levende væsner og rummet.

Og menneskets foranderlighed er
der også på spil i Aron Demetz ’ værker.

For mennesket, er en ren
forvandlingskugle, der er uudforskede. Og mystisk.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen
i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Demetz, der er ud af en gammel
italiensk træskærerfamilie og slægt, – hans træskårne skulpturer, bærer
reminiscenser fra middelalderens og renæssancens og nyklassismens kunsts
balance og ro i sig. Og de er som oftest indadvendte. De kigger og søger indad.
Der er tale om en slags fremmedgørelse. Og dog ser deres øjne direkte på os, så
de på den ene side er ligesom os, og på den anden side, er de så langt væk. Og
det er dragende.

Og ståede overfor dem oplever man
figurernes metamorfose, – mennesket foranderlighed, hvor huden skræller af, og
huden er der, hvor følelserne, erindringen og kontakten er og findes, – eller
figuren træder ud af asken, som en fugl fønix, der genopstår af det, der fik
den til at gå til grunde.

Overfor Demetz’ værker opstår en
følelse af at observere et væsen, der er under forandring, og som er klar til
at starte et nyt liv, til at udnytte nye muligheder.

Demetz figurer er en rejse i den
menneskelige krop, som er biologisk rejse ind i menneskesindets stemninger,
dens dufte, dens varme og dens grænser.

Den ene af grundpillerne i Isotop
er som I ved, Ole Tersløse og også hos ham, er mennesket det uudforskede. Og
mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen
i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Ole Tersløses billeder undersøger
det, der tilsyneladende kunne være realistiske situationer.

Men han går ind i de symbolske
betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved siden af den såkaldte
virkelighed. Hos Ole, handler det om mennesket i uvirkeligheden – eller også
bare kaldet virkeligheden.

Denne insisteren på at gøre det
uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet det surrealistiske maleri, men i
modsætning til den surrealistiske tradition, forsøger Tersløse ikke at skabe
den fuldkomne illusion.

Der går altid noget skævt i
virkelighedsgengivelsen. Figurerne hos Ole er denne gang fremmede væsner, der ligner
mennesker, men de er aliens – og de søger ind i den samme rejse som alle
mennesker, ind i følelserne, samhørigheden og kropsligheden. Det fremmede og
ukendte gøres kendt og vedkommende. Ole hjælper os til at se os selv udefra og
derved vinde indsigt.

Den anden grundpille i
udstillingens kunstnergruppe – Isotop, er som I også ved, Peter Max-Jakobsen –
og nu kunne I måske tro, fordi han er på julesnapsen i år, at dette værk er en
juletræsdans, men nej – ikke direkte i hvert fald – hos ham, handler det ofte
om menneskets variationer – og relationer.

Hos Peter handler det om
menneskets forsøg på, at skildrer og afbillede mennesket og afspejler
menneskets evige interesse for mennesket.

Det handler om det der opstår når
mennesker mødes, og har kontakt – rører hinanden – hænger sammen, og som ikke
kan tages med derfra.

Klassicismen, findes, som i
Demetz’ værker også i Peters værker.

Ikke som genkendelige temaer fra
hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den måde, som
mennesket er stillet an på.

De viser mennesket, stillet frit,
uden dog, at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre
eller noget.

Figurerne findes over for
hinanden.

De findes og fremstår i
relationen.

Mennesket er det uudforskede. Og
mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og
længere end nogen rejse i universet.

At skabe et kunstværk er at skabe
en verden, sagde Kandisky – her er der skabt en verden – ikke bare en model af
verden, men hele verden – som et
spørgsmål.

Mennesket
er denne verden.

Mennesket er det uudforskede.

Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen
i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Okay, de siger, der er vand på
Mars – men er der liv – her i menneskenes verden – det er et endnu større
spørgsmål.

– men nu kan I selv se efter –

Træd nærmere – udforsk
spørgsmålet – kom hel tæt på – og pas på den – menneskenes verden – det er den
eneste I får.

Tak.

Troels Laursen



Grafik på Heltborg Museum

Åbningtaler Posted on Tue, June 16, 2015 17:32:09

Åbningstalen på Heltborg Museum

13. juni 2015

Grafik fra Hjørring Grafisk
Værksted

Velkommen – til denne åbning af sommerudstillingen!!

Det er en stor fornøjelse at være
med i dag.

Stedet her, er et sted, jeg er så
heldig at have været flere gange – endda inviteret – og så endda denne gang med
grafiske værker, som jeg selv holder meget af. Værkerne er fra Hjørring
Grafiske værker, – det skal jeg fortælle mere om lige om lidt – værkerne er
udvalgte af Sydthy Kunstforening, sammen med værkstedet.

De har – på en hel dag på
værkstedet – udvalgt disse næsten 80 værker af 20 forskellige kunstnere til os.
Og nu er de så sat sammen med museets egne fine grafiske værker af Jens
Søndergaard og Leo Estvad.

Og det er faktisk ikke så lidt af
en præstation – og ikke mindst en præsentation.

I onsdags gik der en del mennesker
rundt her i huset og stillede op og hængte op – hyggede sig og drak lidt kaffe
og så hang de mere udstilling op – og drak lidt mere kaffe – og snakkede lidt –
og sådan gik hele dagen lige så stille. Resultatet kan I se om lidt.

Al det her fortalte jeg en
bekendt i aftes i telefonen– han ville høre hvad jeg skulle lave her i
weekenden – og jeg fortalte ham straks om i dag – og det der er gået forud før
sådan en dag – en masse frivillige folk – og en masse arbejde og engagement –
og jeg fortalte glad om Jens Søndergaard og om grafik – ja, og så da jeg var
færdig med at berette – engageret – om det hele, så sagde han….

”Hvorfor gør I det?”

Det kunne jeg så ikke lige
svare på – så jeg vil derfor – nu og her – i stedet sige noget andet …

Nemlig, som lovet lidt om det der
mærkelige lille sted inde i en baggård i Hjørring – det grafiske værksted: Det blev
etableret i 1984, da foreningen bag værkstedet overtog den legendariske
litograf J. Chr. Sørensens tidligere værksted i den gamle bydel.

Foreningen har for tiden 45
anerkendte kunstnere som medlemmer.

Værkstedets ledelse varetages af
en bestyrelse, som vælges af kunstnerne på den årlige generalforsamling.
Bestyrelsen tager også stilling til optagelse af nye medlemmer.

Værkstedet drives på et ikke
kommercielt grundlag. Et eventuelt overskud sættes i trykmaskiner og andre
forbedringer. På det værksted kan man komme og lave sine ting – eksperimenterer
og forsøge sig – mens en dygtig håndværker – en litograf, står ved siden af og
hjælpe med både erfaring og kunnen.

En legeplads – men en seriøs en
af slagsen. Jeg har set flere malere og billedhuggere give sig i kast med dette
medie og efterfølgende har det givet en drejning i deres øvrige kunst.

Det er ikke alene kunstnere med
tilknytning til Nordjylland, som kommer her. De har jævnligt besøg af kunstnere
fra det øvrige Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, Schweiz, Estland
og sågar Indien.

Det vi skal se her – det er alle
sammen værker – indenfor det man kalder for grafiske værker – og hvad er og
hvad betyder grafik så:

Jo, grafik kommer af det antikke
græske ord ”grafein” og betyder både at tegne og at skrive.

Som vi kender det fra fotografi –
der betyder: malet med lys.

Et grafisk værk er et tegn, der
bærer mere med sig, end det egentlig er.

Grafikken lever en slags
stedmoderlig tilværelse. Desværre.

Og det er ofte sådan at et maleri
af olie på lærred betragtes som et større værk end et grafisk.

Grafik er mindre fin. Det synes
jeg, er ganske uretfærdigt.

Det grafiske udtryk er meget
levende og direkte. Også selvom der er længere mellem kunstnerens hånd og det
grafiske værk (der først skal tegnes op på en tung sten og så trykkes med farver),
end ved et maleri udført med pensel og farve direkte på lærredet.

I virkeligheden er hvert grafisk
værk et unikt tryk. Trods god teknik og erfaring, så kan det ikke laves ens i
hverken ti eller 100 eksemplar.

Grafikken er levende, da det er
et håndværk, som kunstneren må kæmpe med og derved frembringe et ganske andet
udtryk, end når han står med penslen i hånden og maler direkte på et lærred.

Og hvem, står du måske og tænker,
hvem kan vi så få at se her i dag:

Ja, man kunne kalde det et snit
ned gennem en del af den danske kunsthistorie – de seneste 70 år – og måske med
en anelse fokus på det nørrejyske.

Og jo selvsagt med Jens
Søndergaard, som det centrum, det drejer sig om og han skal jeg ikke gøre mig
klog på i denne forsamling. Og det samme gælder Leo Estvad, der som så mange
før, tabte sit hjerte til Thy og Lodberg.

Nogen der allerede er anerkendte
og som de fleste sikkert kender i forvejen som Erik Heide, Jesper Christiansen
(ham fra Kunstquizzen på tv) John Olsen og Poul Winther og svenske Roj Friberg,
der er en ener inden for detaljen i litografien. Og Knud Odde, der laver træsnit på gamle vinkasser.

– og så nogle yngre og nyere, som
mange måske ikke kender, som Henrik Godsk, Peter Max-Jakobsen, Daniel Milan, Jakob
Tholstrup. Unge mennesker der er godt på vej – både herhjemme og i udlandet.

Og ja – så en hel børneafdeling
med Hastrups charmerende Cirkeline – Flemming Quist Møllers hyggelige Cykelmyg
Egon og Peters Madsens frække trolde.

Sommerudstillingen peger således
både tilbage – men også frem – så sandt, som kunst altid har noget med fortid
og fremtid at gøre. Eller sagt anderledes kunsten –
og den i dag – har med nu’et at gøre.

Jens Søndergaard arbejder sent
med grafikken. Ja, for nu at slutte cirklen, så
arbejdede han jo med den navnkundige litograftrykker J. C. Sørensen, hvis
maskiner som nævnt er grundlaget for værkstedet i Hjørring – og sådan hænger
alting sammen.

Søndergaard er mest kendt for sin
farvekraft ad helvede til – men i litografien er det også det sort/hvide og måske også en forsigtigere
Søndergaard end ellers når han gør sig med olie på lærred.

Og alligevel så er der for mig at
se en masse poesi i hans litografiske værker – portrætterne, køerne, nøgenmodellerne
og landskabet.

Leo Estvad – arbejdede med
raderinger. Værker
der er ridset med en nål ned i en metalplade og så sværtet til og siden trykt
på papir.

Og alle de andre grafiske værker
der nu er med her – ja, de kredser om det samme – de fleste om mennesket og
dets plads i landskabet – og naturen – eller i forholdet mellem hinanden –
forholdet mellem beskueren og værket – som i Henrik Godsk’s næsten majestætiske
portrætter

og Peter Max-Jakobsens kroppe der svæver frie i rummet og dog hænger
sammen–

eller landskabet som – hos Erik
Heide og i Bente Linnemanns halmballe.

Eller om rummet som hos Jesper
Christiansen, der lige er kommet på frimærke.

Eller om Poul Janus Ipsens hyldest til da Vinci.

Og nogen endda med humor som
Jakob Tholstrup og dem vi kunne kalde børnegrafikken – Quist Møller, Hastrup og
Peter Madsen.

Eller Leo Estvads raderinger, der er som små snapshots af et her og et nu.

Eller Jens Søndergaards sort/hvide litografier, der viser hvor mange farver der skal til en grå hverdag. De er lavet med en umiddelbarhed og en vældig kraft.
Eller – ja, I kan selv blive ved, lige
om lidt –

for nu kan jeg nok ikke trække
den længere – for spørgsmålet fra min bekendte, I hørte om lige før – hans – hvorfor gør I det?.. det hænger jo lidt – og jeg
har tænkt meget på det siden i aftes…I kender godt det med at man først et par timer efter ved hvad man burde havde sagt …
Så da jeg ikke lige kunne svare
min bekendte med det samme, dér i telefonen, så sagde jeg bare– ja, hvad skal
det egentlig bruges til….?

Ja, hvorfor gør vi det?

Og hvad skal det egentlig bruges
til?

Alt det her med kunsten og flere
mennesker, der bruger deres kostbare tid på at gå her i et hus – hvorfor gør de
det?

Ja, hvorfor kommer der
overhovedet nogen til sådan en dag som i dag …? – og der jo da så meget andet med
kunne bruge tiden til – mere fornuftige ting, som at blive besøgsven eller gå
ind i kampen mod skolenedlæggelser – det kunne jo da bruges til noget –
fornuftigt!
Hvis jeg nu skulle forsvare mig selv
– og endda tillade mig at give et bud på hvorfor I gør det her – så vil jeg nok
forsøge at sige noget i retning af, at jeg ikke skal bruge det til noget.

Ingen verdens ting.

For udstillingen her kan man jo
ikke bruge til noget som helst.
Hvorfor gør vi det – hvad skal
det bruges til – det er altid gode spørgsmål – uanset hvad vi har gang i – men
nogen gange giver det alligevel ikke mening at spørge sådan.

Ja, sådan skulle jeg have svaret
min bekendte.

Og så – før min bekendte nåede at
slå til – skulle jeg have fortsat: ”Bryder du dig ikke om det, vi ikke kan
bruge til noget?
Skal alting bruges til noget?
Må noget kun finde sted – eller
være til i verden, hvis det er umiddelbart nyttigt og har et klart formål?”

Kunsten er unyttig – men
værdifuld
– og sandheden er jo, at vi lever
af alt det, der ikke kan bruges til noget: børn, der hopper i paradis for sjov,
sommerbrisen og duften af liljekonvaller, for slet ikke at tale om smil og gode
historier og følelsen af dugvådt græs mod bare tæer.
Samt ca. en milliard andre ting,
hvis nytteværdi er tvivlsom, eller som ville gå i stykker, hvis vi begyndte at
overveje, hvad vi kunne bruge dem til?
– hvad kan man fx bruge sin ægtefælle til.
For dér hvor alting er tal og
økonomi, dér kommer nemlig altid nyttespørgsmålet ind, det at alting skal
bruges til noget, at tings og fænomeners værdi afgøres af, om de er nyttige og
umiddelbart brugbare.

Og er det kun sådan en verden vi
vil have?
Hvorfor spørger vi ikke – i hvert
fald bare nogen gange – hvorfor spørger vi ikke i vor tid om ting, der de gør
verden større eller vækker underen og tænksomhed?
Hvorfor spørger vi ikke oftere
til det unyttige og det der ikke kan bruges? – som nu nattergalesang og kunst?
Men i stedet har vi en verden,
hvor kun det nyttige ”det, der kan bruges til noget”, tæller og må være til?
Men er det sådan en verden vi
egentlig ønsker os og har lyst til at leve i?
I givet fald, burde vi straks
nedsætte en kommission til afskaffelse af juninætterne……

Kineserne siger, at kunsten er
lavet af hjertet, øjet og hånden.
Det er hjertet, der ser kunsten,
som hånden har lavet sammen med øjet.

Det er hjertet, – ikke hjernen – der
forstår kunsten, for den skal ikke bruges, eller være nyttig – endsige forstås,
– men kunsten skal sanses – føles, så både øjet og hjertet og hånden lader sig
berører – beføles
– og når hjertet er berørt, – ja,
så er det bevæget – og kunsten kan netop bevæge os – flytte os – skubbe rundt
på os – og får os til at se og føle så meget andet end vi havde drømt om og før
fundet brugbart eller nyttigt.
Det er vigtigt, at kunsten griber
os om armen, trækker os tæt på og – på en venlig, men bestemt måde siger: ”Se
mig, mærk mig”.
Det er godt at bruge hovedet, men
endnu bedre at lade sig overvælde… at sanse.
Kunsten åbner sanserne.
Kunsten skærper nærværet.
Kunsten, gør os klar til selve
livet.
Kunsten gør os klar til at være
fuldkommen til stede.-NÅ.
Nok om det – nu er det jeres
tur til at være unyttige – gå nu rundt og nyd grafikken og tegnene
– og fryd jer over at nogen har
været så unyttige i flere dage
– og det bare for jeres skyld!

Tak.

Troels Laursen



Tanja K. Jensen i Galleri NBeX, Viborg

Åbningtaler Posted on Sun, February 01, 2015 11:33:27

Tale ved åbning af Tanja
Kjærgaard Jensens

udstilling i Galleri NB, NBeX den
31. januar 2015

af Troels Laursen

Tak
til galleriet for denne mulighed for atter at stå her og åbne en udstilling hos
jer. Det er altid en spændende oplevelse. Og også en særlig tak til Tanja som
sådan stiller sine værker til rådighed for os og for at jeg kan lave denne
lille ”intro” til hendes flotte værker.

Det
drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske
– skriver Peter Laugesen i et
digt, og det er da præcis det livet handler om og derfor også det kunst handler
om

Det
drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske.

Og
her i dag skal vi åbne et sådant felt.

Et
felt, skal åbne sig for os.

Ved
hjælp af Tanja Kjærgaard Jensens klipperier – et felt mellem fantasi og
realisme.

Ja,
der er sådan set flere felter at slå ned på i dag – flere åbne felter, man
kunne træde ind i..

Et
felt, der både viser et traditionelt felt af husligt papirklip eller
kunsthåndværk a la H.C. Andersen eller lignende rundt om i de små hjem, både
til jul og fastelavn og påske. Eller som gækkebreve. Ofte er papirklip blevet kaldt for de fattiges kunst:
for hvem har ikke adgang til en saks og et stykke papir.

Papirklip
hedder også psaligrafi, hvilket betyder at tegne/skrive med saks.

Papirklip
har været kendt i over 1000 år og de første klip der findes blev klippet i
Kina. Papirklipperiet kom til Europa i 1500-tallet, da der for alvor var kommet
gang i handelen med orienten.

Traditionen
er et stort felt i Tanjas kunst og samtidig viser hun os også et felt, der er
større end traditionen og som går sine egne veje. Det er et stort kunstnerisk
felt her lige foran os. Fra Sonja Brandes til Peter Callesen, for ud over at
vise en utrolig ferm og fingersnildt arbejde, så fortæller Tanja også små historier.
Små fortællinger, som både åbner og lukker op til flere felter.

De
felter, som saksen tegner og skriver, der mellem traditionen og håndværket og
så kunsten og fortællingerne: det felt ligger lige der i kontrasterne.

Og
vi står pludselig i et felt, der tvinger os til at reflektere over det – den
fauna og flora, vi kender så godt, men som nu pludselig fremstår som noget nyt
og som noget der pirrer ens indre lyst til at finde Holger – eller en kronhjort
eller uglen eller tukanen, som Tanja ofte finder dem ude i Odense Zoo.

Alt er udført i et skrøbeligt
materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en
kunstner, som mestrer præcision. Og en hulens masse tålmodighed, tænker jeg.

Hun bruger mange farver og små
finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og
eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede
kulisser, som var man på gamle zoologiske museer med udstoppede dyr og insekter
på knappenåle udstillet i diogrammer og kukkasser.

Det jeg første gang kom til at
tænke på, da jeg så hendes værker første gang for en tre år siden, det var at, de
på en måde er som de gamle gobeliner og vægtæpper fra middelalderens tid, hvor
der ofte også var et myldrer af figurer, – nåja – vævet ind i mellem hinanden.

Disse vævede tæpper og
gobeliner, lige fra Bayeux-tapetet og til Dronningens gobeliner på
Christiansborg af Bjørn Nørgaard, har dette fortællende i sig.

Det fabulerende og ved første
øjekast måske naivt, men også meget beregnede og nøje udtænkt, både i farver og
form, også selvom der samtidig skal fortælles en bestemt fortælling, som i
Bayeux-tapet om et bestemt slag ved Hastings i 1066 eller den danske Kongerække
i Nørgaards gobeliner små tusind år senere.

Det hele sker lige foran dig, på
en flade, hvor der udspiller sig en fortælling, som drager og som fører en ind
i et univers, man ikke vidste man kendte.

Og selvom det hele er på en
flade, så er felterne der i strukturen.

Hos Tanja bliver det ikke kun
det at papiret er lagt ovenpå hinanden i lag eller felter, men det er også
meget papirernes farver og former, der giver os felterne, strukturen og dybden.
Felterne der åbner op for mere end traditionelt håndværk og hjemmesysler.

Og kun med det formål at skabe
et ubetrådt felt, som beskueren ikke blot kan gå ind i, men også i høj grad
blive en del af.

Tanjas værker består af
elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så
formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af
skoven eller junglen, er ikke 1:1.

En elg har jo ikke den farve.
Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er
ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt:
hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra
slanger til rovdyr med spidse tandsæt. Og netop midt i al farvepragten, er som
en kamuflage, hvor alt kan forsvinde og pludselige dukker op igen.

Det handler om byttedyr og
rovdyr. Om os mellem hinanden. I de forskellige felter vi mødes i.

For er der ikke noget
uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en.

De siges at bliver tusegamle
og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på
deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel
fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom?

Tanjas naturskildringer er
ikke som den franske maler Henri Rousseau’s idylliske billeder af naturen, hvor
al ånder fred og harmoni mellem
mennesket og dens omverden, naturen.

Hos Tanja er det et felt mere.

En indsigt til en sprække, et
felt af virkeligheden vi ikke kan se? – men som hun, der i feltet mellem
fantasi og realisme gør synlig. Ja gør virkelig for os.

Der er felter og brudflader i
virkeligheden, som Tanja skaber, der mellem fantasiens lyserøde elge med små
grin på og glitterpyntede ugler og blomstersmykkede vinger på ørne eller
barmhjertighedens fugl, Pelikanen med hjerte på brystet eller et lille blåt egnen.

Tanjas farverige klip og leg
med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser
naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers. De åbner
nye felter.

Og
det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – digter Peter
Laugesen, og det er da præcis det Tanjas kunst handler om.

Og
det som det så nu handler om i virkeligheden, er at I, kære publikum,
stiller jer der ind i felterne, og stiller jer mellem felterne fantasiens
smukke farver og former og realismens uhyggelige genkendelighed, og derved selv
er med til at åbne et nyt felt, hvor noget nyt står frem og kommer til.

….
så værgsågod – træd bare an ind i feltet! – træd bare ind i feltet mellem
fantasien – din egen og Tanjas realisme og lige ind i det felt vi kunne kalde
for den virkelige virkelighed.

Og tak for ordet.



Next »